Baggrund
Det var i slutningen af juli 2002, at det gik op for Frank Jensen, at noget var galt. Han var kaldt op på partiformandens kontor på 2. sal på Christiansborg, og tonen var anderledes hård og mistænksom end tidligere.
Poul Nyrup Rasmussen var tilsyneladende ikke begejstret for det 26 sider lange uddannelsespolitiske udspil, som Frank Jensen sommeren over havde knoklet med, og som nu lå under Nyrups store hånd på partiformandens bord.
Indtil mødet på formandskontoret havde Frank Jensen haft en klar fornemmelse af, at alt var ok mellem ham og Nyrup. I tiden som ung politisk ordfører efter formandsopgøret i 1992, i perioden som forskningsminister og gennem årene som justitsminister havde Frank Jensen oplevelsen af et godt forhold.
Frank Jensen fik mange skulderklap af Nyrup, og det var altid unge Jensen, Nyrup ville have med til at synge for, når Nyrup-regeringens ministre festede på Marienborg.
Frank Jensen blev taget med på råd, da Nyrup senere i opposition skulle udtænke ny gruppeledelse. Der lå, fornemmede Frank Jensen, en slags stiltiende forståelse mellem de to om, at han en dag skulle helt til tops.
Frank Jensen, der i sin tid blev berømt for at støtte Auken i det gamle formandsopgør, understregede ved flere lejligheder sin loyalitet over for Nyrup uden at lægge skjul på egne ambitioner. Det skete lige efter valgnederlaget i 2001, i foråret 2002 og på et møde mand og mand imellem senere på sommeren.
Vendepunktet
Sommeren 2002 blev et vendepunkt. For Nyrup og for Frank Jensen.
Efter det sviende valgnederlag var Nyrup draget på Danmarksturné for at lytte til folkets røst, hvis input blev samlet i en stor rød bog. Undervejs, da Nyrup i juni var nået til Sønderjylland, udkom en debatbog om skrappere prioriteringer af velfærdsydelser og forslag om strammere udlændingepolitik. Forfatterne bag Forsvar for fællesskabet, der vakte opsigt i pressen, var blandt andre folketingsmedlem Morten Bødskov (S), EU-parlamentariker Helle Thorning-Schmidt og LOs næstformand Tine Aurvig-Huggenberger. Bogen blev positivt modtaget af Nyrup, men blev afvist i partiets Auken-fløj.
Da Nyrup den sommer kom tilbage til Borgen var noget forandret. Nyrups nærmeste i gruppeledelsen, Mogens Lykketoft og Pia Gjellerup, var ikke længere helhjertede støtter.
Generationsskifte
Nyrup selv var klar til at satse stort. Den politiske og personmæssige konsensuslinie, han havde forsøgt sig med i de fleste af årene som regeringschef og partiformand hvor ministerposter og væsentlige ordførerskaber skulle fordeles med matematisk præcision for at tilgodese partiets fløje og undgå kævl og ballade blev fejet væk. Nu skulle der gøres rent bord.
Topposterne i partiorganisationen skulle besættes af nye folk Bent Hansen fra Auken-fløjen skulle fjernes som næstformand. Unge gruppemedlemmer som Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov var udset til at spille væsentlige roller i det generationsskifte, som Nyrup havde i tankerne. En plan, der ville forbigå mellemgenerationen og udradere Frank Jensen som kronprins i partiet.
Gennem de ni år som statsminister havde Nyrup forsømt opgaven med at dyrke og promovere en kronprins, der naturligt kunne tage over, den dag Nyrup selv måtte slippe tøjlerne. Ingen fik lov til eller havde evnerne til at vokse ved siden af Nyrup og Lykketoft. Nu var partiformandens indstilling, at de færreste kunne bruges.
Overraskelsen for Frank Jensen var stor, da han over for Nyrup endnu en gang erklærede formanden sin loyalitet, men blot fik at vide, at Nyrup var nødt til at tænke bredere.
Partiets selvbestaltede kronprins, der også havde været på landsturne i første halvdel af 2002 og hver uge trykket unge og gamle, faglærte og ufaglærte i hænderne han kunne end ikke blive politisk ordfører.
Ringen sluttet
Nyrups omfattende fornyelsesplan i sommeren 2002 faldt som bekendt til jorden. Bent Hansen trak sit tilsagn til Nyrup om frivilligt at forlade næstformandsposten tilbage.
Også på andre planer tog undermineringen af Nyrups ledelse fart. I november blev partiformanden endeligt presset væk, og Mogens Lykketoft overtog posten som politisk leder. Med en enkel bemærkning fra Nyrup om, at han mente, man burde give plads til yngre kræfter.
I dag hæfter kilder i partiet sig ved, at ringen måske er ved at være sluttet. Med Poul Nyrup Rasmussens opsigtsvækkende forsøg på at udradere Frank Jensens chancer som partiformand ved stemple ham som uegnet har Nyrup spillet sit måske sidste og risikable kort i kampen om at præge partiets fremtid.
Hvis Frank Jensen vinder, har den tidligere partiformand med sine udtalelser gjort det vanskeligere for den nye socialdemokratiske leder at gå op imod Fogh. Venstre vil selvsagt i en folketingsvalgkamp kunne bruge, at udfordreren i egne rækker er vejet og fundet for let.
Nyrups revanche
Hvis Poul Nyrup Rasmussens greb derimod lykkes, og Helle Thorning-Schmidt vinder, vil det for Nyrup være en revanche efter de smertelige slag, sommeren og efteråret 2002 bød på. Faktisk vil Poul Nyrup Rasmussen se sit projekt lykkes blot med nogle få års forsinkelse: Politisk og personmæssigt vil Socialdemokraterne blive tegnet af netop de mennesker, som Nyrup dengang havde et godt øje til: Partisekretær Jens Christiansen, Morten Bødskov og Henrik Sass Larsen mennesker, som af en kilde på Auken-fløjen i 2002 blev betegnet som en lille gruppe »magtsyge og intrigante DSUere«. Og rygraden i den gamle Auken-fløj vil i givet fald være sat stærkt ud af spillet, eftersom Frank Jensen har bebudet sin afgang fra toppolitik i tilfælde af et nederlag, og Jakob Buksti røg ud af Folketinget ved seneste valg.
»Det giver os helt nye muligheder,« som en af Helle Thorning-Schmidts støtter vurderer det.
I den forløbne uge har begge kandidater fremhævet behovet for at samle partiet og sætte en endelig stopper for fløjstridighederne. Ifølge tidligere mangeårig minister Jan Trøjborg, der støtter Helle Thorning-Schmidt, er det dog vanskeligt at forestille sig en »the winner takes it all«-situation, hvor sejrherren én gang for alle får gjort rent bord:
»Det rigtige er naturligvis, at den nye partiformand lægger den politiske linje. Imidlertid mener jeg også, at det er vigtigt at forholde sig til de parlamentariske realiteter: At den socialdemokratiske folketingsgruppe gerne skulle blive større, og at der er et antal medlemmer, der skal kunne gøre en indsats og få indflydelse. Det kan godt forenes, hvis viljen er til stede også selv om der er forskellige grundholdninger til den politiske linje. Det lyder smart og enkelt at sige »The winner takes it all«. Men hverken Frank eller Helle kan løse opgaven ved at gøre det. For de er her stadig alle sammen. Og man vil have indflydelse bagefter, siger Jan Trøjborg.
Det er ikke uden problemer, at der fortsat vil sidde forhenværende formænd i gruppen, mener Trøjborg med slet skjult henvisning til Svend Auken.
»Der er ikke noget, der er vanskeligere, end når der sidder tidligere partiformænd i folketingsgruppen. Det er i realiteten det sværeste og det, som har gjort det meget vanskeligt i en årrække. For enhver ny partileder er det vanskeligt at sidde med en tidligere formand i gruppen. Det måtte Lykketoft også sande. Nyrup har truffet et fornuftigt valg, fordi han forlod gruppen, så han er slet ikke noget problem i den sammenhæng.«
