Læsetid: 4 min.

Familier splittes af grænse

Golanhøjdernes drusere står delt mellem Israel og Syrien og så gerne den lukkede grænse fjernet
15. april 2005

MINDRETAL
MAJDAL SHAMS – Rafik har ikke set sin datter i seks år, og sine børnebørn kender han kun fra et par slidte billeder, som ligger fremme på sofabordet. Kun 70 kilometer adskiller dem, men på den korte afstand mellem sig har de en af verdens mest hermetisk lukkede grænser og en stribe øvrige omstændigheder, som gør familiemæssigt samkvem særdeles vanskeligt.
Vi er på besøg hos Golanhøjdernes drusiske befolkning. Rafik er frisør i Majdal Shams, den største af fire landsbyer, der kravler op ad Hermonbjerget længst mod nord, og datteren Samer har som flere andre unge kvinder på stedet valgt at gifte sig og slå sig ned i den syriske hovedstad, Damaskus.
Hvor dette skridt under normale omstændigheder ville betragtes som naturligt, betyder det her, at datteren ikke længere kan besøge sit barndomshjem, mens resten af familien ikke kan komme i hendes hjem. De er hensat til flygtige gensyn på neutral grund.
»Det er svært,« siger Rafik: »Der mangler en hånd, og det føler jeg, hver gang vi er samlet. Hun mangler.«

Mødes i Amman
Siden 1967 har Golanhøjderne været under israelsk besættelse, og ligeså længe har Syrien krævet at få det tilbage, mens druserne i de fire landsbyer har levet mellem en indgroet syrisk identitet og en israelsk hverdag. Kort efter krigen annekterede Israel området og dets 17.000 drusere har i dag israelsk id.
Kun meget få har dog benyttet sig af tilbuddet om statsborgerskab og det medfølgende pas, og derfor rejser Rafik og hans familie på engangspas. Det giver ikke adgang til Syrien, hvortil datteren i Damaskus automatisk har fået syrisk statsborgerskab, hvilket udelukker hende fra indrejse i Israel.
Derfor er den jordanske hovedstad, Amman, blevet mødested for disse familier, og da så mange som muligt søger at komme med, er der også altid mulighed for, at yngre medlemmer fra hver sin side af grænsen falder for hinanden. Ifølge drusisk tradition gifter man sig helst inden for samme klan, hvilket altså fortsætter fordi relationerne her går tværs over den lukkede grænse.
»Men det betyder også, at vi hver især sætter 2.500 dollar af på budgettet før noget andet. Det er dyrt og en helt urimelig måde at straffe os på,« siger en af Rafiks andre døtre, som respekterer sin søsters beslutning, men aldrig selv ville kunne gøre det samme.
Rafik er ikke hans virkelige navn, og de frabeder sig alle at blive fotograferet. Han ønsker ikke at pådrage sig yderligere vanskeligheder, når han om kort tid rejser til Amman; han fortæller, at årsagen til, at han ikke har set sin datter så længe, er en fængselsdom for spionage for Syrien, som han ifølge israelerne skal have bedrevet under sine grænsekrydsninger.
Selv om en frisørsalon i en fjern landsby som Majdal Shams næppe kan skaffe indtægter til den Mercedes, han kører i, stiller han sig uskyldigt an, men lægger heller ikke skjul på sin dybe foragt over for Israel.
»Da min datter i sin tid skulle krydse grænsen for at blive gift med sin fætter, havde vi koordineret alt med Røde Kors, som man altid gør, men hele to gange blev hun afvist af de israelske myndigheder inden det lykkedes hende at komme igennem,«siger Rafik bittert:
»Men nu har hun det godt. Hendes mand er skuespiller og syrisk tv-stjerne, og han sørger godt for hende.«

Et vanskeligt liv
I den store Mercedes kører vi ned til råbehegnet, hvor de yderste huse ligger lige op ad grænsen. Indtil det for nogle år siden blev muligt at ringe til hinanden, var det almindeligt, at familiemedlemmer kommunikerede med hinanden ved at råbe til hinanden hen over grænsen. Ofte brugte man megafon. Rafik husker to tilfælde, hvor nogen her på stedet døde af hjertestop på grund af de store følelser.
»Hvad skulle vi med en stat? Vi er jo kun et lille folk,« forklarer han drusernes nationale aspirationer.
Der lever drusere i Syrien og Libanon, og også Israel har en relativt stor drusisk befolkning, men selv om den daværende libanesiske druserleder, Walid Jumblatts far, Kemal, i tiden efter 1967 talte om en drusisk stat, er det aldrig blevet til noget. Faktisk påbyder den drusiske religion, at man holder sig gode venner med den til enhver tid siddende magthaver frem for at stræbe efter selvstændighed.
»Dette er vort hjem, men israelerne har taget for meget, så det er vanskeligt at leve her,« siger Rafiks datter.
Hun mener, at Israels vestlige normer æder sig ind på drusernes traditionelle levevis, og misunder søsterens liv i Damaskus.
»Selv om hun bor i en boligblok, spiser de sammen næsten hver dag,« forklarer hun forskellen:
»Og demokrati? Det har de jo ikke for meget af i Israel, og det skal nok komme til Syrien. Assad er stadig ung, stadig en lille mand, men om 15 år vil det nok også være anderledes.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her