Læsetid: 4 min.

Film skal ses

I en ideel verden ville der ikke være brug for filmfestivaler som NatFilm, der har den vigtige og filmkunstnerisk opdragende rolle, som biografer, tv-stationer og dvd-distributører forsømmer
6. april 2005

Kommentar
Det kan ikke have undgået nogens opmærksomhed, at der for tiden er filmfestival i København. For 16. gang løber NatFilm Festivalen af stabelen med 150 film fra hele verden på programmet. Der bydes naturligvis på forpremierer på nogle af de kommende måneders kommercielt set store titler, men fokus er heldigvis på filmoplevelser af den slags, som man ellers kun sjældent får i en dansk biograf.
Sammen med blandt andet aflæggeren cph:dox og den forholdsvis nyetablerede Copenhagen International Film Festival, der finder sted i hhv. november og august, er NatFilm Festivalen med til at markere København som en filmby af de bedre. Og så har jeg slet ikke nævnt Cinemateket, der i efterhånden mange år har været garant for et mangfoldigt udbud af både gamle og nye, østlige og vestlige film.
Man burde glæde sig over, at det forholder sig således – at selv de store mainstreambiografer i byens midte rydder programmet for at gøre plads til en NatFilm eller to.
Men omvendt er festivaltid også det tidspunkt på året, hvor man for alvor bliver opmærksom på, hvor galt det står til til daglig: At hovedstadens filmfestivaler blot er undtagelserne, der bekræfter reglen, og som i øvrigt slet ikke kommer resten af landet til gode – lige på nær NatFilm Festivalen, der efter ti dage i København rykker mod vest og i en miniudgave besøger Odense, Århus og Aalborg.

Kunstnerisk opdrager
Som menig biografgænger må man nøjes med det, der vises i de danske biografer, og trods allehånde arthouse-importørers – Marco, Sunrise, Øst for Paradis, Camera, Posthusteatret, Huset, Miracle – behjertede forsøg på at øge udbudet til at omfatte andet end engelsksprogede film, er det begrænset, hvad der vises af verdensfilm i de danske biografer. Man bliver sjældent udfordret på det, man tror, blot bekræftet i det, man mener at vide. Ikke mindst, naturligvis, uden for København.
Det er dyrt at importere en film, især når man er et lille, uafhængigt selskab, og hos de større selskaber viser den omstændighed sig i, at man primært satser på amerikanske blockbusters og, hvis bølgerne går højt, på de store og forholdsvis sikre arthouse-film og -instruktører. Navne som Pedro Almodovar, Mike Leigh, Ken Loach, Francois Ozon, der efterhånden har fået en trofast fanskare herhjemme.
NatFilm Festivalen, der er tænkt som en publikumsfestival, uddeler hvert år en pris til den film, som publikum mener er den bedste. Denne film får ud over æren også 100.000 kr. i nakken, hvis en dansk distributør vælger at hjemtage den. Det har sikret adskillige gode, smalle film ordinær biografvisning og viser samtidig, at publikum rent faktisk godt gider se den slags film. NatFilm Festivalen spiller en vigtig rolle som filmkunstnerisk opdrager, og at den har succes med sit forehavende, understreges af et betydeligt billetsalg.

Fantasiløshed
På tv og dvd er det næsten endnu værre. Det er nemlig ikke lige så dyrt at udsende en film på dvd eller vise den på tv, som det er at importere den på 35 mm-film, hvorfor man har en forventning om, at dvd-distributører og tv-stationer burde kunne udkonkurrere biograferne på både kvalitet og bredde.
Det er bare ikke tilfældet. Dvd-distributørerne er i de fleste tilfælde blot biografdistributørernes forlængede arme og udsender hovedsagelig de store film allerede kendt fra biografen og de mindre kendte, der ikke var gode nok til overhovedet at nå så langt.
Dvd-mediet er fortrinligt til at udsende gamle film i nye udgaver forsynet med ekstramateriale af interesse for både den almindeligt filmbegejstede og nørden, og enkelte selskaber brillerer for tiden med at øse ud af deres store bagkatalog. Men som regel er dvd-distributørerne ret fantasiforladte, og man skal til USA eller England for at finde de helt store, filmhistoriske perler, hvis der er tale om europæisk film. Dreyers hovedværker er f.eks. stadig ikke udkommet på dansk dvd.

I en ideel verden
Lige nu viser svensk tv en kavalkade af John Cassavetes-film. Hvornår har vi sidst set en Cassavetes-film på dansk tv? Sverige 1+2 er forbilledlige eksempler på, hvor godt det kan gøres, når man kombinerer det populære med det kunstneriske og både viser dokumentarfilm og såkaldte arthouse-film i primetime og timerne lige efter.
Forleden stødte jeg ved et tilfælde ind i af alle ting en Claude Chabrol-film på dansk TV 2. Lige til at juble over, havde det ikke været for det faktum, at det var midt om natten, og jeg var på vej i seng. Hvorfor skal den slags film absolut sendes midt om natten?
Man kunne fristes til at mene, at det hører til DR og TV 2’s publicservice-forpligtelser at øge den filmkunstneriske mangfoldighed og skabe opmærksomhed omkring filmnationer, udtryk og emner, som ellers kun kan opleves på filmfestivaler.
Det hører til den almene dannelse og kulturelle opdragelse at være orienteret i de film, som i øvrigt kan være lige så underholdende og ofte meget mere tankevækkende end det meste fra den amerikanske og europæiske mainstream.
I en ideel verden ville der ikke være brug for filmfestivaler som NatFilm og CIFF.
I stedet ville filmene være at finde i biograferne og på dvd og tv, og det ville ikke kræve den ekstraordinære indsats at få dem at se, som afskrækker mange mennesker, men blot være en naturlig del af det daglige kulturforbrug.

www.natfilm.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her