Læsetid: 6 min.

Frankrig: Det handler om retningen – ikke om EU

Nej-fløjen bygger sin spektakulære fremgang på politisk og social kritik af EU, og dens første trumfkort var afsløringen af Bolkestein Monsteret også kendt som service-direktivet
16. april 2005

Nej-fløjen bygger sin spektakulære fremgang på politisk og social kritik af EU, og dens første trumfkort var afsløringen af Bolkestein Monsteret også kendt som
service-direktivet

Tema: europas nej’er
Hvis Frankrigs præsident Chirac havde valgt at lade EU-forfatningstraktaten ratificere i parlamentet, ville det være sket med et overvældende flertal af ja-stemmer. Han valgte folkeafstemning, og meningsmålingerne tyder i disse dage mere og mere på et nej-flertal.
Med disse to konstateringer har man allerede begyndelsen til et signalement af nej-fløjen. Den består af vælgere – mens det parlamentariske ja-flertal består af politikere.
De moderate borgerlige partier, Socialistpartiet og De Grønne – d.v.s. de ’regeringsduelige’ partier – siger ja til traktaten. Men selv i disse partier er der udbrydere til nej-fløjen, og man aner et svælg mellem partiernes top og base – når det ikke ligefrem er åben splittelse som i Socialistpartiet, hvor ja-siden vandt med 58 procent ved en intern urafstemning for få måneder siden – og stadig tegner partiets officielle politik, selv om nej-siden i dag ifølge meningsmålinger har flertal blandt socialistiske vælgere.
Der er forholdsvis få politikere på nej-siden. De politiske partier på denne side er små, men der er hele otte af dem – fra Front National på yderste højre fløj til kommunisterne og trotskisterne på yderste venstre.
Ligesom i Danmark antyder ja-siden i Frankrig, at det er ’højrepopulistisk’ eller ’ekstremistisk’ at stemme nej, og at man er i dårligt selskab, hvis man »stemmer sammen med Le Pen« (den berygtede leder af Front National).
Men bortset fra de nationalistiske og ’suverænistiske’ kræfter, der indgår i enhver kampagne vedrørende EU, er det tydeligt, at dynamikken i nej-kampagnen kommer fra venstre. De analyser og argumenter, der slår igennem, er først blevet lanceret af kredsene omkring bevægelsen Attac, venstreklubben Corpernic, tidsskriftet Le Monde diplomatique, ugebladet Politis og en række EU-kritiske bøger. Disse argumenter, der havde en naturlig grobund blandt kommunister og trotskister, bredte sig også på Socialistpartiets venstrefløj. 60 procent af nejsigerne i meningsmålingerne er venstrevælgere.

Hvis ja-flertallet i befolkningen, der endnu for få måneder siden lå på 65 procent, er svundet ind til et mindretal i dag, skyldes det dog ikke bare den aktive nej-kampagne. Ved folkeafstemninger svarer vælgerne ofte på et andet spørgsmål end det, der stilles – idet de ønsker at straffe den siddende regering med en nej-stemme, hvis de er utilfredse.
Protest mod regeringen Raffarin, mod arbejdsløshed, mod utryghed, stagnerende realløn m.m. har givetvis medvirket til at give nejsiden vind i sejlene. Men argumenterne i debatten er helt domineret af protesten mod en EU-forfatning, der forbindes med liberalistiske principper, privatiseringer, brutal konkurrence, angreb på velfærdsstaten osv.
Frankrig er kort sagt vågnet op til et ideologisk opgør om det EU, der i resten af Europa behandles med pragmatisme. Den franske ja-side påpeger flittigt, at Frankrig hermed på næsten skamfuld vis isolerer sig i Europa, og især at nej-sigerne blandt de franske socialister – hvor man bl.a. finder en tidligere regeringschef, Laurent Fabius, og en tidligere partiformand, Henri Emmanuelli – står håbløst alene blandt europæiske socialdemokrater.
Den tidligere socialistiske minister Jean-Pierre Chevènement, der i dag er partiløs – en af de skarpeste debattører på nej-siden – skriver i en af sine artikler, at forfatningstraktaten »grundlovsfæster (i artiklerne 325-448) alle de politikker, der fastlåser det fuldstændig skæve styrkeforhold mellem arbejde og kapital, idet kapitalens suveræne frihed bekræftes på næsten uigenkaldelig vis«.
Politikeren Philippe de Villiers, der repræsenterer det nationalistiske ultrahøjre, vender sig både mod traktatens liberalistiske slagside og dens loyalitetserklæring over for NATO. Han går ind for »et Europa, der vil opbygges, men ikke opbygges mod folkene, ejheller uden dem... hverken ultraliberalt i angelsaksisk stil eller amerikansk i NATO-regi«.

En særlig rolle i debatten er tilfaldet det omstridte servicedirektiv(udkast), der i Danmark og Sverige diskuteres livligt på baggrund af konkrete tilfælde af social dumping. I Frankrig har direktivet givet anledning til en mere principiel, men – netop fordi Frankrig har en forkærlighed for teoretiske og ideologiske diskussioner – særlig bitter og ophidset debat om de perspektiver, eksporten af tjenester åbner, når virksomheder og arbejdskraft skal være undergivet lovene i ’oprindelseslandet’, ikke i ’værtslandet’, og når der ikke er nogen harmonisering af skatte- og sociallovgivning i EU.
I Frankrig taler man ikke om ’servicedirektivet’, men om ’Bolkestein-direktivet’, opkaldt efter ophavsmanden, den daværende kommissær Frits Bolkestein fra Holland.
For modstanderne er navnet Bolkestein et fund, fordi det minder om Frankenstein – direktivet er simpelt hen blevet Bolkesteins Monster. Dette øgenavn er i øvrigt ikke urimeligt i betragtning af, at franske politikere og kommentatorer næsten enstemmigt stempler direktivet som en ultraliberalistisk afsporing. Præsident Chirac har fordømt det som »forskruet«, og efter fransk krav er det blevet stillet bero i Bruxelles.
Hvad har Bolkestein-direktivet med forfatningen at gøre? Formelt set ingenting, men nejfløjens argument er, at direktivudkastet er i logisk overensstemmelse med traktatens lange og detaljerede kapitel om liberalisering og altså er et eksempel på, ’hvad der venter os’.
Næppe noget enkelt emne har bidraget mere til nej-fløjens fremgang end Bolkestein-direktivet. Debatten om det falder sammen med de uger, hvor nejsigerne gik stærkt frem og kom i flertal i målingerne. Chirac blev bange for et nederlag og sluttede sig i hast til Bolkestein-kritikerne, men med sit raseri mod direktivet har han uden tvivl stimuleret modstanden mod traktaten.
Debatten om direktivet har også bidraget til at kaste lys over de hemmelige eller uigennemskuelige beslutningsgange i EU. Direktivet var vedtaget af Kommissionen og havde udsigt til at gå videre gennem ministerråd og parlament, indtil nej-fløjens eksperter og presse rettede søgelyset mod det. Indtil da havde Chirac aldrig sagt et ondt ord om det.

Nej-fløjen er ikke nogen sammenhængende bevægelse, men anklagen om ultraliberalistisk afsporing er blevet det centrale argument.
Det skyldes, at traktaten ikke nøjes med at opstille en funktionsmodel med definition af institutionerne, afstemningsregler etc., ledsaget af nogle principper om demokrati, retssamfund, friheder og rettigheder. Hvis man havde gjort det, havde man haft et relativt kort dokument med karakter af grundlov, som sandsynligvis kunne ratificeres i alle medlemslande – og sikre EU’s fremtidige funktionsduelighed.
Problemet i modstandernes øjne er, at traktaten herudover opsummerer og videreudvikler hele det eksisterende korpus af traktattekster med detaljerede reglementer baseret på dogmer om markedsøkonomi, stabilitet, fri konkurrence, fri cirkulation for varer, tjenester, kapital og arbejdskraft, forbud mod statslig regulering og beskyttelse, statsstøtte, statslig deltagelse etc. Det er i realiteten et politisk program og hører ikke hjemme i en traktat, hvis titel udtrykkeligt ophøjer teksten til »grundlov«, siger modstanderne.
Det er den overbelastning, der kan få traktaten til at synke til bunds. Det er også den, der gør traktaten – med sine 448 artikler plus annekser – mildest talt svært tilgængelig.

debattører fra det civile samfund har bidraget til debatten med et overvældende antal artikler i pressen, og de har mere end politikerne sat deres præg på nej-kampagnen. Man kan også konstatere, at nej-siden fra begyndelsen har taget teten, mens traktatens tilhængere har været i defensiven.
I en kronik i Libération udtrykker Philippe Corcuff, professor i politisk videnskab, sin skuffelse over formuleringen af ’grundloven’: »Vi forventede, at den ville fremmane en civilisation, der adskiller sig fra den amerikanske kapitalisme. Vi erfarer i definitionen af ’Unionens målsætning’, at ’frihed’ nævnes på linje med ’et indre marked, hvor konkurrencen er fri og uforvansket’ (artikel I-3.2). Hvilken inspirerende kræmmer-civilisation!«
En af de politiske medarbejdere ved Le Monde, Jean-Louis Andreani, skriver i en analyse af traktaten, at »den fasthed«, hvormed man kræver liberalisering overalt, også i servicesektoren, »står i skærende kontrast til den langt mindre energiske understregning af den sociale målsætning«.
I det samme blad skriver professor i statsvidenskab Sami Naïr, at traktaten »i stedet for at skitsere et Europa i form af et civilisationsprojekt serverer en triviel sovs af respekt for det frie marked og skrøbelig ligevægt mellem store, mellemstore og små magter, hver for sig optaget sine små og store interesser«. Han kritiserer »den generelle privatisering, som traktatens Del III inkarnerer juridisk, og den sociale dumping, hvis emblem er Bolkestein-direktivet ...« »Og de vil have os til at tro, at de opbygger Europa! Det begynder at gå op for folk, som for Hamlet i kongeriget Danmark, at ’der er noget råddent’ i den europæiske konstruktion«, fortsætter professor Naïr. Han slutter sin artikel: »Ved at forkaste denne forfatningstraktat ville franskmændene gøre alle de europæiske folk en enorm tjeneste. Et andet Europa ville herved blive muliggjort«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu