Læsetid: 10 min.

Mod fremtids fjerne mål

Hvem er egentlig den kvinde, som udfordrer SF’s nomenklatura? Her er den historie, partifællerne ikke kender
2. april 2005

Toppen af SF
Der er onde tunger, som påstår, at SF er blevet et udslukt parti.
»Det virker som SF er ved at visne. Dag for dag bliver partiet mere og mere gråt og betydningsløst.«
Ordene stammer fra én af de mest inkarnerede SF’ere, Pernille Frahm. Derfor gør de ondt. Men har hun ret, hende Frahm med det ildrøde hår og ditto meninger?
På ingen måde – hvis den nysgerrige altså søger svaret i det materiale, som SF’erne har fået i hånden op til denne weekends landsmøde. Faktisk gennemfører partiet, efter at have indtaget frokosten på Lundgårdskolen i Herning, fire revolutioner lige i rap.
Først Den Røde Revolution, som skaber plads for de udstødte i samfundet. For det andet kommer Den Grønne Revolution, som betyder et radikalt opgør med den rige verdens overflod. Dernæst Den Globale Revolution som ifølge det politiske oplæg »indebærer at verdens uligheder fjernes«.
Og endelig Den Feministiske Revolution: »Det kræver, at kvinder giver plads derhjemme, og mændene giver plads på arbejdspladser og ledende poster,« lyder udkastet til denne revolution. Tilsyneladende med partiet selv som en undtagelse. Ja, okay da, måske gennemføres revolutionerne ikke – men de bliver vedtaget, gør de. Efter gruppearbejde inkl. kaffepause.
Nu er det, at flere SF’ere flytter sig utålmodigt på stolene.

Pernille Frahm er igen én af dem, som ser et problem i, at revolutionerne ofte ruller over skriveblokken, men sjældent når frem til virkeligheden. I bogen Mellem hængekøje og spændetrøje beskriver hun, hvordan SF nærmest trives med evindelige nederlag:
»Dertil kommer, at sammenholdet styrkes af følelsen af, at flertallet netop ikke forstår, og at vi derimod er så kloge. Det er en skæbne, vi er dømt til at leve med, og den kan bæres med en stille, indre forurettet selvglæde,« skriver hun. For de uindviede skal her nævnes, at Frahm også er samlevende med formandskandidat Villy Søvndal.
Hvis nederlag giver næring, så burde SF stortrives i en stort set konstant nedtur ved hvert eneste valg siden 1987. Så enkelt er det bare ikke. Så søndag, mellem ’Plenum’ og ’workshopper’ har punktet ’Formandsvalg’ indsneget sig.
Vælgerne har sådan set allerede talt. De sendte en sofa, kan overskriften lyde på den afstemning, som Gallup gennemførte for Berlingske Tidende. På en massiv førsteplads kom nemlig den sofa, som vælgerne befandt sig på, når talen faldt på, hvem der skulle efterfølge Holger K. Nielsen.
Nu kan en sofa næppe repræsentere SF ej heller i Folketinget. Der skal vælges: Pia Olsen eller Villy Søvndal. En tredje mulighed, Meta Fuglsang, eksisterer, men mest af navn. Mystikken samler sig derfor om den yngre, 33-årige, Pia Olsen. Her følger fortællingen om den ukendte kandidat.

Der er dem, som kalder Pia Olsen for den evindelige toer, nær-ved-og-næsten-Pia. Mere om de nederlag senere, for Pia Olsens første valg var faktisk en overvældende og overraskende succes. Og det havde ikke en snus med SF at gøre.
»Da min mor og far blev skilt, da gik min far helt, helt ned med flaget. Min mor flyttede og blev lesbisk. Det var ret dramatisk,« begynder Pia Olsen. Hun har taget de høje, sorte støvler af og sidder med korslagte ben på stolen. Dengang i Vallensbæk – en betonforstad til København – boede hun efter skilsmissen hos sin far. Hun var 11 år, faren var trist, og familien fattig.
»Vi fik julekurv og sådan noget,« husker Pia Olsen. Men en præst kom i hjemmet og fik farens humør til at vende tilbage.
»Ej, du er så dygtig til at synge – skulle du ikke med ned og synge i kirkens kor,« lød opfordringen en dag fra præsten. Pia Olsen mødte op – og mødte en person, som skulle blive omdrejningspunkt og reservefar for hende i flere år – organisten i Vallensbæk Kirke.
»Når jeg var dernede, så følte jeg, der var trygt, godt og der var stabilitet. Først da jeg skulle konfirmeres begyndte jeg at tænke: Hvad betyder egentlig det der kristendom. Og der synes jeg, at der er nogle lighedspunkter til det at være socialist. Jeg kan godt lide tanken om, at verden er større end din egen næse og at jeg også skal bekymre mig om de mennesker, der lever omkring mig,« fortæller hun. Veninden, og organistens datter, Dorete Frydenhou, fortæller, at Pia Olsen i dag stadig har sin tro:
»Hun er troende. Ikke på en måde, så hun er særlig hellig. Altså så hun ikke drikker eller går med drenge. Men hun har en tro på kærligheden«. Det kristne har vel siden Karl Marx’s ord om religion som opium for folket haft en lidt odiøs klang på venstrefløjen. Ikke desto mindre begyndte Pia Olsens karriere som en politisk person her – ikke bare uden for partierne, men direkte imod partierne.
»Jeg er jo rebelsk i forhold til alt, hvad jeg foretager mig. Jeg prøver at styre det lidt. Og i min kirke var det kun de politiske partier, der var repræsenteret. Det synes jeg var for dårligt. Og så stillede jeg op til menighedsrådet,« siger Pia Olsen. 1.000 personlige stemmer blev det til for rebellen – meget i et sogn med 12.000 sjæle. Men successen brændte ud kort efter.

Pia Olsen ville diskutere i kirken: F.eks. homoseksuelles rettigheder under Guds tag.
»Det gik ikke så godt, for de andre ville hellere diskutere om kirkegården så pæn ud,« husker hun. Pia Olsen fortsatte dog i kirkekoret, der stadig havde reservefaren og organisten som midtpunkt. Samtidig var hun begyndt at engagere sig i ungdomsafdelingen af SF. Ifølge veninden Dorete Frydenhou simpelt hen, fordi Pia »altid har haft en mening om al ting«.
I SFU støder hun på Morten Homann, som i dag sidder i Folketinget for SF.
»I starten var hun mere EU-kritisk end i dag,« husker han.
»Hun var heller ikke voldsomt engageret i politik, mere i det sociale. Hun var festens midtpunkt,« fortæller han.
De første år i SFU er præget af de to afstemninger om EU – først Maastricht i 1992, hvor danskerne stemmer nej. Året efter om traktaten og Edinburgh-undtagelserne. SF vender og anbefaler et ja, og den bevægelse er efter Morten Homanns mening med til at ’trigge’ noget i Pia Olsen. Hun forstærker sin profil og holdninger – som forkæmper for EU og med særlig blik for miljøet. Pia Olsen bliver i 1996 formand for SF’s unge og er året efter med til at danne SF’ere for Europa – EU-positive partimedlemmer, som skal give modstand til Holger K. Nielsen og den herskende skepsis i SF. Morten Homann fremhæver Pia Olsens evne til at »skabe og pleje netværk« som hendes force. Politisk støtter han hende ikke:
»Jeg synes, Pias problem er, at politik kommer til at handle for meget om løsrevne projekter – nu skal vi have lidt miljø og nu skal private kunne tage sig lidt af velfærdsopgaverne. Med det syn kommer man nemt til ville samarbejde med de borgerlige partier. Hun mangler at forstå de grundlæggende ting, som skal laves om i samfundet,« siger han. Interessen for Europa fører – næsten – Pia Olsen til Europa-parlamentet. Hun opstiller til valget i 1999, bliver nummer tre efter Pernille Frahm og Helene Lund. Igen med rigtig gode personlige stemmetal. Helene Lund trækker sig for at komme i Farum Byråd, og da Pernille Frahm senere rejser hjem for at blive valgt til Folketinget tror Pia Olsen, at hun skal i parlamentet. Men Frahm taber kampen om at komme i Folketinget – og Pia Olsen kommer ikke til Bruxelles. Hun bliver dog på en måde valgt af parlamentet, for den svenske vicegeneralsekretær for den venstreorienterede GUE-gruppe i parlamentet gifter sig med Pia Olsen. Han bor i Bruxelles, hun i Danmark, så ægteskabet går i stykker.

Pia Olsens altruisme standser ikke efter skuffelserne i SF eller menighedsrådet. Hun bliver aktiv i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor hun i 2002 bliver næstformand. Da organisationen sidste år skulle vælge ny formand var hun i manges øjne det oplagte bud på fornyelse i en forening, der har mange ligheder med SF. Men:
»Det var helt gakkelak. Primært på grund af MS’ afstemningsregler, og fordi alle troede, hun blev valgt, så blev hun ikke engang valgt ind i styrelsen,« fortæller den tidligere formand, Christian Friis Bach. Desuden følte den gamle garde i organisationen sig utryg, beretter han. Pia Olsen talte på valgaftenen varmt for at involvere MS i Mellemøsten.
»Det fik nogle til at sige uha, skal vi ikke længere hjælpe Afrika. Og så blev hun ramt af dogmatikken i organisationen,« siger Christian Friis Bach, der som lektor på Landbohøjskolen har ekspertise på miljøområdet. Han betegner Pia Olsens grønne profil således:
»Hun er grøn på den gode måde. Hun lever det igennem – også privat. Hun cykler altid, så det tager en krig, hver gang man skal mødes med hende. Hun spiser økologisk og vegetarisk, uden at hun går rundt i fårestrik,« siger han. Pia Olsen udogmatiske facon fører ofte til, at folk mistænker hende for ikke at være rigtig venstreorienteret. Hun har en smart hjemmeside, hvor hun besvarer spørgsmål om sig selv og sine holdninger, samtidig med at de besøgende kan se private billeder.
»Det kan blive hendes akilleshæl, at hun godt tør sætte spørgsmålstegn ved de ting, man plejer at gøre. På den måde har MS en del af det samme tankegods, som findes i SF,« konstaterer Christian Friis Bach. Mistanken mod Pia Olsen for forræderi mod venstrefløjen rettes ofte i form af en anklage om, at hun i virkeligheden er radikal.
»Jeg er så træt af at få den der med, at jeg er halv-radikal. Jeg har været SF’er i 16 år. Deres fordelingspolitik er langt mere højreorienteret, end jeg er,« begynder Pia Olsen.
»Nej. Hun er langt mere grøn end gennemsnittet af de radikale. Hun ville få knubs, hvis hun kastede sig over de radikale,« siger den radikale Christian Friis Bach.

112 mod 111. En sølle stemme adskiller i dag Pia Olsen fra at sidde i Folketinget. Sidste år tabte hun med de stemmetal den urafstemning, der skulle prioritere de lokale kandidater til Folketinget i Frederiksborg Amt.
I partiets blad, Rødt er Sundt, præsenterede kandidaterne sig, Pia Olsen stemte dørklokker og var aktiv på lokal-tv og til valgmøder. Men der manglede en enkelt stemme til sidst.
»Uden at vide det, så tror jeg, Pia tabte, fordi Poul Henrik (Hedeboe, modkandidaten, red.) var lokal. Folk kunne godt lide hende, men – hun kom jo udefra,« siger amtsformanden, Bente Pedersen. Netop det knebne nederlag har givet Pia Olsen »en dårlig karma«, som en kilde udtrykker det. »Den evige to’er,« kalder en anden det. Selv om det objektivt ikke er sandt. Rollen som den, der kommer udefra og måske vil skabe ravage, kan blive problemet, når SF’erne skal tage stilling til den nye formand. Villy Søvndal ved man trods alt, hvem er. Og så alligevel – for Bente Pedersen, der bestemt ikke er en caffe latte-drikkende ung SF’er, støtter ikke Villy:
»Villy, han er mere en del af Familien og alt det der. Det kan vi ikke blive ved med,« siger hun.
’Familien’ er øgenavnet for den gruppe af kollektivistiske personer, bl.a. Søvndal, Frahm og Anne Baastrup, som tidligere delte hus og tilværelse i Brønshøj. Pia Olsen blev altså ikke valgt til Europa-Parlamentet, ikke valgt til formand for MS, og ikke valgt til Folketinget. Det var lige ved og næsten alle gange. Sker det samme én gang til, når SFerne vælger ny formand?
Formentlig. Størstedelen af partiets top støtter Villy Søvndal. Han er langt mere kendt i offentligheden og blandt partimedlemmerne.
Men får man bedre anbefaler end sin kæreste?
»Hun kan sikre SF’s overlevelse. Hun kan sende det signal, at der sker noget nyt og anderledes. Hun har ledelseserfaring, og hun kan favne bredt og være en trussel mod både Socialdemokraterne og radikale. Hun kan vise – ikke kun sige – at SF er i live,« siger Villy Dyhr, som er én de mest indflydelsesrige skikkelser på partiets EU-venlige fløj.
Og hvad kan så gå galt for Pia Olsen – så medlemmerne vrager hende? Traditionens magt, mener Villy Dyhr:
»Hvis medlemmerne bare vil have mere af det samme, hvis man vil tilbage til SF for 20 år siden, hvis man ikke har erkendt, hvor dybt krisen stikker,« siger han.
»Så er det velkommen til spærregrænsen«.

www.piaolsen.ne

FAKTA
Socialistisk Folkeparti
•SF bliver stiftet i 1959 af Aksel Larsen, der sammen med andre ledende kommunister er blevet ekskluderet fra DKP.
•Den 15. november 1960 kommer SF i Folketinget, med 11 mandater.
•I 1960’erne har SF stor tilslutning blandt især fredsbevægelserne.
•VS, der udspringer af SF, kommer i Folketinget ved valget i 1968.
•I 1970’erne begynder indsatsen for et bedre miljø at præge SF, og partiet bliver det vigtigste grønne parti. Også kvindekampen kommer ind i billedet.
•I 1972 er SF med til at anbefale et nej til EF. Det giver mange nye medlemmer, men parlamentarisk taber partiet stemmer til DKP og VS i 70’erne.
•I 1974 bliver Gert Petersen – ’Den store Rorgænger’ – formand og sidder frem til 1991.
•Efter nedturen i 70’erne topper partiet med 27 mandater ved valget i 1987
•I 1992 anbefaler SF et nej til Maastricht-traktaten. Danskerne stemmer nej, og SF er med til at formulere de fire forbehold, der vedtages året efter.
•I december sidste år beslutter SF ved en urafstemning at anbefale den nye forfatningstraktat. •Partileder Holger K. Nielsen proklamerer efter endnu et valgnederlag februar i år, at han går af efter 14 år som formand.
•Landsmødet 2.-3. april, 2005. SF har haft tilbagegang ved valgene siden 1987 og skal vælge en ny formand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her