Læsetid: 3 min.

Alle går til prostituerede

Den typiske prostitutionskunde er grim, overvægtig, klam og småpervers – tror vi. Ny dansk undersøgelse viser noget helt andet
18. april 2005

Prostitution
Det er ganske almindelige mænd med ganske almindelige seksuelle ønsker, der går til prostituerede. Det er en af hovedkonklusionerne i den hidtil største danske undersøgelse af sexkunder, som offentliggøres i dag. Undersøgelsen er foretaget af Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte, og den afliver altså flere af de fordomme, der huserer om prostitutionskunder. I alt har 14 procent af de danske mænd erfaringer med prostituerede.
Sociologen Claus Lautrup, har fortaget undersøgelsen:
»Undersøgelsen gør op med flere myter. Eksempelvis lever hovedparten af de kunder, der regelmæssigt besøger prostituerede, i parforhold. Kun otte procent er enlige. Og af dem er det kun en lille del, der går til prostituerede, fordi det er deres eneste måde at få sex på. Så det er meget få kunder, der ikke har andre muligheder for at få sex,« fortæller Claus Lautrup.

Ikke bizart
I alt 6.350 mænd har deltaget i undersøgelsen, og der er foretaget længere kvalitative interview med 20 af de mænd, der regelmæssigt benytter prostituerede. Bemærkelsesværdigt er det også, at hele 71 procent af de 14 procent, der har erfaringer, kun har været hos en prostitueret en enkelt eller få gange.
»Langt størstedelen af mændene gør det for at prøve det af. For dem er det bare et seksuelt eksperiment – noget som skal prøves,« siger Claus Lautrup.
Det er altså et fåtal af den mandlige danske befolkning, der regelmæssigt besøger prostituerede.
En anden skrøne, der bliver afkræftet, er den om, at det er bizarre sex-ønsker, de prostituerede udsættes for:
»Undersøgelsen gør op med billedet af, at det primært er mænd, der gerne vil klynges op på kors eller slås på, der går til prostituerede. 96 procent af kunderne ønsker blide former for sex – det er altså kun meget få, der bruger de prostituerede til at prøve anderledes former for sex,« siger Claus Lautrup.
Den typiske sexkunde er heller ikke en kold skid, der bare skal have sex – langt de fleste af de regelmæssige kunder fortæller, at der skal være gensidig respekt og kemi, før det er en god oplevelse.
Rapporten til undersøgelsen har fået navnet ’Det skal ikke bare være en krop mod krop – oplevelse’ hvilket er et citat fra en af kunderne. Et citat som er typisk:
»De lægger stor vægt på, at det netop ikke bare er en krop mod krop-oplevelse. Det er fantastisk vigtigt for dem. Der skal være en god kemi – god tid til snak – og end følelse af, at pigen også får noget ud af det. Jo mere det ligner et almindeligt kæresteforhold jo bedre. Det er meget mere en bare sex, de køber,« siger Claus Lautrup.

Retfærdiggørelse
Netop denne del af undersøgelsen, har Claus Lautrup lagt stor vægt på:
»Det kan det være en måde at retfærdiggøre besøget på. En legitimering af handlingen. De vil ikke bare være horekunder og lægger derfor vægt på, at de respekterer kvinderne og tænker over, om de får noget ud af det.«
Flertallet af kunder fortæller også, at de ikke vil kunne finde på at besøge piger, som ikke prostituerer sig af egen fri vilje – eksempelvis udenlandske piger, der er handlede eller danske narkotikaafhængige: »Jeg har problematiseret, hvor vidt kunderne er i stand til at vurdere, om kvinden sælger sex frivilligt, eller om hun er handlet. Flere af kvinderne er nok også gode skuespillere. At de ligefrem skulle få noget ud af det otte gange om dagen, er nok tvivlsomt,« siger Claus Lautrup.
Netop fordi flere af kunderne har kærestelignende forstillinger om deres prostitutionsbesøg, foreslår Claus Lautrup i rapporten, at man laver en rådgivningslinje for sexkunder.
»Nogle er afhængige af prostituerede – og de kan have brug for hjælp til at komme ud af denne afhængighed. De mangler bare et sted at henvende sig. Det skal ikke være et sted, der anbefaler steder, hvor man kan købe sex. Det skal være et sted, hvor man hjælper folk til at komme ud af deres forbrug.«
At tilbyde sexkunder offentlig hjælp kan lyde som den omvendte verden. Men det er netop fordi vores forestilling om sexkunderne er forkerte: »Vi skal væk fra forestillingen om, at det er skruppelløse mænd, der besøger prostituerede. Nogle af kunderne kan være afhænge af at gå til prostituerede, opleve skyldfølelse, være bange for kønssygdomme eller bare generelt usikre – og de kan alle have brug for professionel hjælp til at komme ind på et andet spor.«

FAKTA
*Fordeling af kunderne
KundetypeI pct
Storforbrugere/parforhold20 Storforbrugere /enlige8
De eksperimenterende71

Her opsøges de prostituerede
Kontakt til prostitueredeI pct
Massageklinik54
På gaden24
På barer35
Via Internettet/escort11
Sexklub og sauna11

Foretrukne nationalitet
NationalitetI pct
Danske kvinder65
Asiatiske kvinder33
Østeuropæiske kvinder17
Afrikanske kvinder16
Øvrig nationalitet13

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her