Læsetid: 2 min.

Genfærd i sneen

Gyser med Michael Keaton hjemsøges af genrens billige tricks
8. april 2005

Ny film
Man skal holde sig fra at fifle med det overnaturlige, lyder moralen i mangen en gyser, som fifler med det overnaturlige. For ligesom der her i den verdslige verden findes både gode og onde kræfter, således også derovre på 'den anden side', bliver vi belært.
Sådan er det også i gyseren White Noise. 'Hvid støj' er den knitren, man hører, når der er sne på tv-skærmen, eller radioen ikke er tunet. Og det er åbenbart bølgelængder, som tiltaler visse typer fra det hinsides. I hvert fald hvis man skal tro teorierne om EVP - Electronic Voice Phenomena - hvor afdøde sender beskeder til de levende ved at manifestere sig i knaseriet mellem P3 og Radio 100. (En teori, der åbner mulighed for, at visse studieværter rent faktisk er dæmoner fra en anden dimension.)
Godt så. Forudsætningen for at se White Noise er, at man vil æde ideen om EVP. Meget passende er historiens hovedperson John (Michael Keaton) rationel skeptiker, så første halve time af filmen bruges på at overbevise ham (og os) om, at EVP er en realitet.
Johns skjønne hustru dør, og snart savner han hende så desperat, at han er klar til at gøre alt – inklusiv forsøg med paranormale fænomener.
Han opsøger en EVP-ekspert og hører sin kones stemme. Men der er også andre gestalter på færde, ondskabsfulde og dødsens farlige. Inden længe har John fyldt sin lejlighed med tv-skærme med sne på, og uhyggen breder sig.

Stor forvirring
Men hvilken slags uhygge? Den debuterende instruktør Geoffrey Sax leverer gavmildt genrens billige tricks. En opskruet reallyd giver os chok på chok, når døre bragende smækker i, og telefoner pludselig ringer højt som sirener. Og selvfølgelig er mørke, luskende, uidentificerbare skikkelser uhyggelige. Ligesom kvindeskrig i forladte bygninger. Og en billedbeskæring og kameraføring, som fratager os overblikket. Osv. Det er chokeffekter og uhygge uden elegance.
Desuden lider filmens plot af utallige huller – også indenfor sin egen paranormale ramme. Hvis Johns afdøde hustru elsker ham så højt – hvorfor råder hun ham så ikke til at komme videre i sit liv frem for at bringe ham i dårligt selskab med onde ånder? Og hvorfor begynder John at få beskeder fra levende personer? Kan EVP også noget med varsler og at se ud i fremtiden? At filmen mod slutningen bevæger sig fra ren gyser og halvvejs over i seriemorder-genren er kun med til at øge forvirringen.
Endnu et uafklaret punkt ved filmen er, hvad en god skuespiller som Michael Keaton laver i den. Han leverer en gedigen, rutinepræget præstation, som er eneste ankertov af en vis soliditet i denne filmproduktion. White Noise er som en tur i rutschebanen – et par sug i maven og bagefter stort set glemt igen.

*White Noise. Instruktion: Geoffrey Sax. Manuskript: Niall Johnson. Amerikansk (Palads og CinemaxX i København og en række biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her