Læsetid: 7 min.

Graffitilegenden der blev voksen

Futura 2000 var med til at starte graffitibevægelsen i 1970, og med til at begrave den i 1985. De seneste år er den skyllet ind over verden med fornyet styrke, og i mellemtiden er Futura blevet voksen. Nu kan han for første gang opleves i Danmark
5. april 2005

INTERVIEW
Lenny Mcgurr var ikke meget mere end 15 år, da han begyndte at bemærke dem. Små signaturer – tags – mærkværdige steder i New Yorks undergrund. På tog, på bænke og på vægge. Det blev en besættelse for ham. Overalt hvor han kom spottede han de små kruseduller, og langsomt voksede lysten til at se sit eget tag suse forbi perronen. Det var i 1970. En frustreret teenager med et brændende ønske om at blive set og høre til. Mcgurr satte sit først tag i New Yorks undergrund. Tagget blev Futura 2000, og siden har han ikke heddet andet, når han bliver omtalt som den levende graffitilegende fra New York. Selv er han lidt træt af at være en graffitilegende. Han er kommet videre. Har udstillet som kunstner i hele verden på de mest velansete museer og gallerier. Designet tøj, sko, cykler og albumcovers. Futura er blevet voksen.
Lige nu udstiller Futura 2000 for første gang i Skandinavien på Galleri V1 på Vesterbro. Det er også her han sidder nu. I et lille baglokale fyldt med computere, stickers og gaffatape. Ude i galleriet er ophængningen i gang, og et mindre crew af gallerister og assistenter arbejder. Et dokumentarhold, der følger Futura ser til.
»Det er måske 25 år siden jeg for alvor var i graffitimiljøet, så jeg er ligesom kommet videre,« fortæller Futura 2000.
»Jeg føler selvfølgelig stadig meget for bevægelsen og har stor sympati for de ting, der sker, men det er ikke en del af mit liv længere. På et tidspunkt var det jo det eneste, jeg tænkte på – og det er det ikke mere.«

80’erne graffitiboble
Graffitien brød først rigtig igennem i begyndelsen af 80’erne. På det tidspunkt havde Futura malet i 10 år og var allerede et stort navn i miljøet.
»Der var bestemte steder i New York, hvor vi mødtes og hang ud for at se togene suse forbi. Her kom folk med små blackbooks og viste, hvad de havde lavet. Den mest brugte sætning var: ’Hvad skriver du?’ Der blev flere og flere af os og i 1980 ramte vi for alvor overfladen. Alle i New York begyndte at tale om graffiti,« siger Futura.
Men ligeså pludseligt bevægelsen blev allestedsnærværende og omfavnet af kunstverden og popkulturen, ligeså pludseligt forsvandt den igen.
»Det tog 10 år for graffitibevægelsen at komme frem. Jeg lavede mit første tag i 1970 og i ’80 nåede bevægelsen overfladen i New York. I ’85 var det slut.«
I den lille periode havde gallerister optaget bevægelsen som en kunstart, og flere af datidens graffitimalere blev pludseligt betragtet som kunstnere af samtiden. Også Futura blev hevet inden for på gallerier med sin graffiti, men på det tidspunkt betragtede Futura ikke sig selv som kunstner
»Jeg var helt klart en rendyrket vandal. Jeg var pisseligeglad med det hele og havde ingen respekt for de ting, der omgav mig. Det er først på den anden side af bølgen, jeg begyndte at tage min kunst seriøst,« siger Futura og indrømmer, at han er blevet ældre.
»Jeg blev voksen, og ja, jeg blev den generation, som jeg plejede at hade, da jeg var knægt. Jeg bliver 50 til november, og jeg kan ikke tænke som de her unge knægte. Jeg har selvfølgelig også fået andet at bekymre mig om, og mit ansvar er blevet større end bare min egen kunst. Jeg har ansatte, jeg har børn og har en kone. Så mit ansvar er langt større end kunstneren Futura 2000.«
– Men du betragter graffitien som din uddannelse?
»Ja, helt sikkert, men ikke som en institution. Hvad enten det er graffiti, grafisk design eller tøjdesign, så er det noget jeg har lært af mig selv eller andre samtidige.«
– Hvordan betragter du så dig selv i dag?
»Som kunstner, tror jeg. Men det er sådan lidt underligt, for jeg laver sådan set bare det, jeg har lyst til, så jeg er vel sådan en slags uafhængig person.«

Graffiti og samtidskunst
– Tror du graffiti kan blive endnu en skole eller bevægelse inden for samtidskunsten?
»Det er meget svært at diskutere om graffiti hører hjemme i et galleri. Men som udgangspunkt mener jeg, alle der laver kunst burde have muligheden for at udstille. Omvendt er det jo netop det man gør med graffiti – bare på eget initiativ.
– Hvor går grænsen mellem samtidskunst og graffiti og street art?
»Hvad enten det er i ’70erne, 80’erne, 90’erne eller i dette århundrede: Graffitien er nødvendigvis i samtiden. Den ér der, og det er uundgåelig. Men er det kunst? Det kan jeg ikke entydigt sige. Det varierer i kvalitet, og dybest set er det, der er afgørende for om det er kunst, og om det har en plads i samtidskunsten. Hører det hjemme i et galleri på grund af det,« spørger Furura retorisk igen og svarer selv:
»Når det er bedst er graffiti selvpromovering. Jeg mener ikke, det er meningen, man skal se på det som kunst. I øjeblikket mener jeg at skrivere og taggere har lige lovlig høje tanker om sig selv. De vil alle anerkendes som kunstnere, og nogle er utvivlsomt også virkelig gode. Der er virkelig utrolige malere, der teknisk er fremragende, men størstedelen er rent hærværk, som ligner lort og er lige meget.«
– Følte du, at I skrev jer op imod kunsthistorien, da du selv malede?
»Næ, alle de kunstneriske ideer er blevet introduceret til kunstnerne senere. Til at starte med var det bare knægte, der gjorde det for at gøre det. Men kunstnere som Banksy og Shepard Fairey er langt mere reflekterede omkring det, de laver, end vi var. Det stunt Banksy lige har lavet med at hænge sine egne værker op på de store kunstmuseer i New York er genialt. Han er på et helt andet niveau end en normal graffitikunst. Det er jo en udfordring af selve kunstbegrebet.«
– Har du udfordret kunstbegrebet?
»Jeg har aldrig brudt mig om intellektualiseringen af graffiti. De her gallerister og kunsthistorikere... Jeg kan simpelthen ikke intellektuelt kommunikere med dem. Jeg vil hellere bare hænge ud med, der er mere nede på jorden. Det er dem, jeg har det bedst med. I 80’erne, da min kunst begyndte at sælge, inviterede køberne mig tit hjem for at vise mig, hvordan det så ud. Jeg hadede at skulle stå og tale om det. Specielt fordi man ved, at den verden er flygtig. Så snart vinden vender kigger folk den anden vej.«

Med graffiti som reklame
Efter ’graffitiboblen’ sprang i ’85 havde Futura svært ved at navigere. Han begyndte som cykelbud, og først efter nogle år med fast månedsløn genoptog han den kreative karriere. Denne gang som designer, og da de streetkulturen i midten af 90’erne fik sin renæssance, var der pludselig bud efter Futura. Nike, Calvin Klein, North Face, Levi’s – alle de store modefirmaer ville indfange gadekulturen. Med specialdesignede varer og plakater skulle Futura være brækjernet til en målgruppe, der lå i et krydsfelt mellem hip-hop-, skateboard-, reggae- og graffiti-kultur.
»Jeg har aldrig følt, at jeg er blevet spist af nogen stor kapitalistisk koncern,« siger Futura
»Jeg var mere udnyttet af gallerierne og kunsthandlerne i 80’erne, der forsøgte at sælge mine værker som fin kunst, end jeg har været af disse store firmaer. Mange af de gallerier, jeg var i kontakt med i 80’erne, virkede fuldstændig ligeglade med, hvad jeg lavede. Det eneste, de var interesserede i, var om min kunst ville sælge. Disse store firmaer har så mange penge, at det ikke betyder noget for dem, hvad jeg laver, og virker faktisk mindre kapitalistiske end gallerierne,« siger Futura, der dog har betænkeligheder ved at disse før så særprægede miljøer er kørt sammen i en stor mainstreamkultur.
»For 15-20 år siden var alle disse stilarter og subkulturer meget specielle og obskure – nu er det mainstream. Det er aggressiv markedsføring gennem flere år der har skabt denne mainstream af subkulturer, og det kan have en slagside. Vi risikerer, at man ved at optage subkulturerne efterlader de unge uden noget andet sted at gå hen, og så vil de gradvist miste deres identitet.«

Leder stadig
Futura 2000 bor stadig i New York. Han har to børn og en kone, han har været sammen med i 25 år. Han rejser meget med sin kunst, men er som han selv siger ’faldet til ro’.
»Jeg har ikke lyst til at bombe en by længere, og ikke noget behov for at sige ’se mig’. Det er det, graffitien er et udtryk for. Det bliver en besættelse for unge knægte som mig selv. Du går rundt med en tusch eller en spraydåse i hånden, og så bliver man nødt til at skrive. Det er det eneste, du tænker på. Og den higen efter noget har jeg ikke mere.«
– Men hvad er det så, du higer efter nu?
»Lige nu er der ikke noget kunstnerisk mål. Jeg vil bare gøre, hvad, jeg syntes, er sjovt, og leve af det, jeg laver. Jeg har de ting, jeg ville have. Jeg vil gerne lave film og den slags.«
– Hvor er linjen fra Futura, der tagger tog i 70’erne og kunstneren Futura, der har eget tøjmærke og butikker?
»Helt ærligt. Jeg kan ikke finde forbindelsen og den røde tråd i min historie. Jeg har bare været dér, hvor det sker af en eller anden underlig grund. Jeg tager en dag ad gangen. Måske leder jeg stadig efter noget – jeg ved det ikke.«

*FUTURA 2000 – YEAR IN PICTURES, V1 Gallery, Absalonsgade 21B, 1658 kbh V. www.v1gallery.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her