Læsetid: 7 min.

Håndholdt fra hjertet

Den amerikanske filmskaber Albert Maysles var omkring 1960 med til at starte Direct Cinema-bølgen. Siden er han blevet regnet for en af den moderne dokumentarfilms fædre. Cinemateket hylder Maysles med højdepunkter fra en 50 år lang karriere
14. april 2005

DOKUMENTARFILM
Da The Beatles første gang landede i New Yorks JFK-lufthavn den 7. februar 1964, klar til at indtage Nordamerika, blev der ikke bare skrevet musikhistorie. Det blev også anledningen til et gennembrud for en ny dokumentarisk metode, den såkaldte Direct Cinema (i Frankrig kaldet cinéma vérité).
Direct Cinema-fænomenet blev lanceret i 1960 af en gruppe unge filmfolk som et bud på en mere frisk og spontan form for dokumentarisme tilpasset den gryende tv-æras toneleje og behov. På dogmatisk vis skrællede de al den gamle mos af den klassiske dokumentarfilm. Væk med manuskripter og iscenesættelser, væk med kulisser og sminke, væk med interviews og eksperter, væk med polemik og konklusioner. Ind med det virkelige liv i dets nøgne og umiddelbare form.
Alle disse fine ord og intentioner kom virkelig på en prøve, da en repræsentant for det britiske Granada Television hin februardag i 1964 ringede til Albert Maysles (f. 1933) og sagde, at Beatles om to eller tre timer ville lande på Long Island, en times kørsel uden for Manhattan, og om han ikke havde lyst til at lave en film om deres første besøg i USA. Albert Maysles havde ikke hørt om Beatles, men det havde hans bror og samarbejdspartner, David Maysles (1932-87), så de greb udstyret og drønede ud til lufthavnen. Godt en uge senere havde de lavet optagelserne til What’s Happening! The Beatles in the USA, en milepæl i dokumentarfilmens historie.
»Det var utroligt,« husker Albert Maysles i dag, godt 40 år senere. »Det eneste, de bad os om ikke at filme, var John Lennons kone, fordi man gerne ville opretholde billedet af Beatles som nogle glade knægte. Ellers havde vi fri adgang til at filme alt det, vi orkede.«
I dag fremstår filmen om Beatles som en enestående dokumentation af det vanvid og kaos, der herskede omkring de fire musikere på det tidspunkt, hvor den verdensomspændende beatlemania lige var brudt ud, og inden berømmelsen for alvor satte sit mærke på hovedpersonerne.
De fire pagehårede ynglinge betragter den megen ståhej med en blanding af målløshed og moro, og de klovner beredvilligt for både omgivelser og kamera, indtil de nærmest er ved at dratte om af jetlag og udmattelse. Uskyld er et nøgleord. Til gengæld er filmen blevet kritiseret for at holde sig på overfladen og ikke at give noget bud på de fire musikeres individuelle personligheder.
»Hvis vi havde været absurd ortodokse omkring vores ideal om ikke at gribe ind i virkeligheden, kunne vi lige så godt være blevet hjemme. Beatles spillede hele tiden op til kameraet, men vi havde indtryk af, at det i en vis forstand var blevet deres normale væremåde, fordi de allerede på det tidspunkt blev fulgt tæt af medierne i England. Så hvis vi havde forsøgt at lave om på det, ville det blot have gjort det endnu sværere for dem at være sig selv.«

Med en poet bag linsen
Albert Maysles underviste i psykiatri, inden han nærmest ved en tilfældighed optog sin første film, Psychiatry in Russia, under en rejse til Rusland i 1955.
»Dengang var de fleste dokumentarfilm det, jeg plejer at kalde illustrerede foredrag. Og sådan er det desværre stadig i vid udstrækning i Amerika. Der er en person, der fortæller publikum, hvad der sker, i stedet for at de præsenteres for noget materiale, der sætter dem i stand til selv at dømme.«
Det var denne form, Maysles og hans ligesindede i Direct Cinema-gruppen søgte væk fra i slutningen af 50’erne. Idéen til Direct Cinema kom fra Robert Drew, en billedredaktør ved magasinet Life. Han mente, at den spontanitet, mobilitet og evne til at gribe øjeblikket i farten, der gjorde bladets reportagefotografer så enestående, måtte kunne overføres til filmmediet.
Drew samlede en håndfuld unge kræfter omkring sig, heriblandt D. A. Pennebaker, Richard Leacock og brødrene Albert og David Maysles. I fællesskab gik man i gang med at udvikle det ideelle dokumentarkamera, hvilket på det tidspunkt ville sige et 16mm letvægtskamera med en elektronisk anordning, der gjorde det muligt at synkronisere billed- og lydoptagelse.
Drew Associates blev dannet i 1959. Og året efter kastede selskabet sig ud i det projekt, der skulle ændre dokumentarfilmen for altid, nemlig Primary (1960), en film om de to senatorer John F. Kennedy og Hubert Humphreys kamp om at blive demokraternes præsidentkandidat. I flere scener nærmest mandsopdækker Maysles den karismatiske Kennedy med sit håndholdte kamera, hvorved publikum får fornemmelsen af at opleve begivenhederne med senatorens øjne. Så tæt havde et filmkamera aldrig tidligere været på den politiske proces.
Den tilsyneladende neutrale registrering af virkeligheden omtales i visse sammenhænge som fluen-på-væggen. Men den betegnelse bryder Albert Maysles sig ikke om: »For mig lyder fluen-på-væggen som en metode uden intelligens eller følsomhed. Orson Welles formulerede det bedst, da han sagde, at der bag kameraets linse skulle befinde sig en poets øje. Det handler ikke om at være en passiv iagttager. Det handler om at være mobil, at træffe lynhurtige valg og først og fremmest at have en god kommunikation med de mennesker, man filmer. Jeg vil aldrig foregive at være usynlig som fotograf. Men hvis man kan opnå et tillidsforhold til de medvirkende, kan man være til stede på en måde, så man griber mindst muligt ind i situationen.«
»Så er der dem, der siger, at virkeligheden altid vil blive påvirket af kameraets tilstedeværelse. Men her er det min erfaring, at man godt kan være til stede uden at være i vejen. Man kan godt være en del af situationen uden at ændre den,« siger Albert Maysles og griner det milde og absolut afvæbnende grin, som i en menneskealder har optøet hundredevis af skeptiske ’ofre’ for hans linse.

God til at gætte
I 1962 trådte Albert og David Maysles ud af Drew Associates og oprettede deres eget selskab, The Maysles Brothers. Under dette varemærke lavede de op gennem 60’erne en række perler, heriblandt portrætter af figurer som Marlon Brando, Truman Capote og Orson Welles samt ikke mindst hovedværket Salesman (1968) om en omrejsende bibelsælger fra Maysles’ fødeby Boston. Herfra lå verden tilsyneladende for deres fødder. Men intet kunne have forberedt dem på de trængsler, de skulle igennem i forbindelse med årtiets sidste projekt, som samtidig er blevet deres mest berømte værk: Gimme Shelter (1970) – en film om afslutningen på Rolling Stones’ 1969-turné i USA, ikke mindst gratiskoncerten i Altamont ved San Francisco den 6. december.
Maysles-brødrene begynder med at filme Stones ved en særdeles veloplagt koncert i Madison Square Garden i New York. Derefter følger de dem ned til et lydstudie i Muscle Shoals, Alabama, hvor gruppen arbejder med albummet Sticky Fingers (1971). Keith Richard spankulerer omkring i slangeskindsstøvler og drikker whisky af flasken, og alt er i det hele taget, som det skal være.
Da de ankommer til Altamont, skifter stemningen imidlertid brat. Mick Jagger er knap nok trådt ud af helikopteren, før en ung mand trænger sig ind på ham og slår ham i ansigtet. »I hate you,« råber han. Og herfra synes alle de positive og kærlige vibrationer at sive ud af det flower power-årti, som filmen efterfølgende er blevet betragtet som en gravskrift over. Først og fremmest synes stofkulturen nu at have udviklet sig fra de tidlige 60’eres eksperimenter med ændrede bevidsthedstilstande til ren selvdestruktion. Dernæst fylder de medlemmer af Hell’s Angels, der er blevet hyret som vagter foran scenen, luften med aggressioner og lurende vold.
Da Stones omsider går på scenen, har Hell’s Angels banket adskillige festivalgæster til plukfisk med billardkøer med indlagt bly i den tykke ende. Vanviddet kulminerer, da en 18-årig sort mand, Meredith Hunter, bliver stukket ihjel af et HA-medlem efter at have viftet omkring sig med en pistol. Albert Maysles fanger knivdrabet med linsen, og i den færdige film sidder en lavmælt Mick Jagger i klipperummet og ser Woodstock-generationens svar på Zapruder-strimlen igen og igen i klippebordet. »It’s so horrible,« mumler han omsider.
Derefter tog det seks måneder at overtale Jagger til at give tilladelse til at vise Gimme Shelter offentligt.
»Jeg tror,« siger Albert Maysles i dag, »at man ved en streng analyse af historien vil se, at volden og de negative sider af hippie-æraen først kulminerede et par år efter Altamont. Men i december 1969 havde situationen bestemt ændret sig radikalt, siden vi lavede Beatles-filmen bare fem år forinden. Der havde indfundet sig en helt anden stemning i Amerika. Da vi startede på Stones-filmen, kunne vi naturligvis ikke vide, hvordan det ville ende. Men med de hovedpersoner og den musik og den begivenhed kunne det næsten ikke undgå at blive interessant. Dokumentarisme handler om at have en god intuition. Man skal være god til at gætte, og det er jeg vist.«
Alderen har bestemt ikke fået Albert Maysles til at sætte tempoet ned. I øjeblikket arbejder han på mindst en håndfuld nye film, heriblandt en film om Christo og Jeanne-Claudes installation i Central Park i New York, The Gates (Maysles’ sjette film om kunstnerparret), og en film med titlen Hand-Held and from the Heart, et selvportræt i anledningen af 50-års jubilæet som filmskaber.

*Albert Maysles præsenteres med en retrospektiv filmserie i Cinemateket, København, 15.-30. april. Lørdag den 16. april vil Maysles selv være til stede og introducere ’Grey Gardens’ kl. 19 og ’What’s Happening! The Beatles in the USA’ kl. 22

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu