Læsetid: 10 min.

Det er Helle. Jeg vil bare fortælle, at jeg stiller op

Hvad skete der egentlig, efter at Foghs borgerlige blok tværede Socialdemokraterne ved valget for to måneder siden? Et portræt af kampen om formandsposten
12. april 2005

I korridorerne
Hvis Frank Jensen er overtroisk, så bør han næppe tage en tur forbi Socialdemokraternes partikontor på Frederiksberg.
Først, hvis han lidt stakåndet bestiger de mange knirkende trappetrin op forbi El-forbundets lokaler, så vil han finde de røde faner sat uden for døren – ud på trappeafsatsen. Som om hverken partikontoret eller fagbevægelsen længere vil vide af dem. Hvis Jensen åbner døren, og går inden for – til venstre, forbi garderoben, kopirummet og ind i kantinen – så står de dér på gulvet og glinser næsten fornærmende. To kasser med røde tasker påtrykt et stort A for partiets valglistebogstav.
Okay, det er ikke helt den ægte vare, men de ligner.
»Vi kalder dem Gucci-taskerne,« forklarer en ansat.
Gucci er Franks modkandidat. Det har hun været i to måneder, lige siden det forsmædelige nederlag ved valget den 8. februar.
To måneder... ja, hvad var det egentlig, der skete?

Kennedy-talen
Nederlaget er i hus. Endelig. Det er forløsende. Efter tre ugers valgkamp har det stået klart, at nederlaget ville indtræde nu. I det dunkle, overvarme natklublys på Copenhagen Jazzhouse står Svend Auken bøjet ind over Frank Jensen, der lytter.
Kort forinden har de to partifæller lyttet til Mogens Lykketoft tage sin afsked:
»Kennedy sagde, at sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst. Sådan er det ikke her. Jeg har haft lederskabet. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne. Men resultatet er ikke godt nok,« siger en bevæget Lykketoft med flimrende øjenlåg og en grimasse, han ikke kan få til at passe.
Det er en fremragende tale. Men kun de mest naive socialdemokrater har tid til rigtig at lade ordene synke til bunds. Tankerne kredser allerede omkring den næste formand. Et spil, der har været under opsejling længe, sættes i værk.
Det er en offentlig hemmelighed i Socialdemokraterne, at Frank Jensen i årevis har ventet på, at det skulle blive hans tur. Først da den gamle fire-bande, Mogens Lykketoft, Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard og Svend Auken havde forladt magtens centrum kunne det blive.
Helle Thorning-Schmidt blev allerede i 2002 overvejet som kandidat til posten som formand, da Poul Nyrup Rasmussen gik af. Men Mogens Lykketofts entré afskrækkede hende og hendes forkæmpere. Selv sagde hun dengang til Information:
»Jeg tror, at Lykketoft har meget at byde på. Derfor vælger jeg lige nu ikke at kommentere rygterne yderligere«.
Nu, på valgaftenen, ruller kandidaterne det apparat ud, der skal vinde det egentlige valg. Første spørgsmål er: Vil Lykketoft selv pege på sin efterfølger?

Faktor Frederiksen
Lykketoft kan – i lighed med de tre øvrige fra fire-banden – ikke holde sin mening for sig selv.
Mens Svend Auken åbenlyst har Frank Jensen som sin protegé, er det Ritt Bjerregaard, der lægger kontor til Helle Thorning-Schmidt pressemøde, hvor hun melder sig på banen som kandidat.
Poul Nyrup Rasmussen venter – hans entré bliver mere dramatisk.
Mogens Lykketoft beder de øvrige fra fire-banden om at blande sig udenom. Men det er en udbredt opfattelse i det politiske miljø, at eks-formanden gør alt andet end at lade handling følge ord. Lykketoft presser, gentagne gange, den unge kulturordfører Mette Frederiksen for at få hende til at stille op.
Magten frister også Frederiksen. Men Helle Thorning-Schmidts hurtigere kandidatur får Mette Frederiksen til at vente en omgang. Hun ved, at Frank Jensen overvejer at melde sig som kandidat. Frederiksen kan vente – og lade vinderen tabe til Fogh én gang til.
Måske er det derfor, at Mogens Lykketoft lyder lidt knotten, da Helle Thorning-Schmidt pludselig er i telefonen to dage efter valget. Mogens Lykketoft har lige deltaget i Go’ aften Danmark og er på vej til Tv-byen til endnu et interview.
»Det er Helle. Jeg vil bare fortælle, at jeg stiller op,« lyder beskeden til Lykketoft.
Valgkampen bliver officielt skudt i gang. Forud har ligget en række hemmelige møder.

Morgenmadsklub
Hoffa dikterer den tale, som Helle Thorning-Schmidt senere på dagen holder, da hun præsenterer sig selv som formandskandidat. Ad hoc pressemedarbejder og følgesvend Trine Wesselhoff slår i tastaturet.
Marina Hoffmann, i Nyrup-æraen chef for den daværende Socialdemokratiets Nyhedstjeneste, bærer tilnavnet Hoffa efter den legendariske amerikanske fagforeningsleder Jimmy Hoffa. Der sigtes til Jimmy Hoffas angiveligt mere lyssky arbejdsmetoder.
De to er med i den gruppe, der organiserer og trækker i trådene for Thorning-Schmidt. Marina Hoffmann, der er ansat i Dansk Metal, er forbindelsen til de stærke kredse i fagbevægelsen, der foretræker en midtersøgende og moderne formand for Socialdemokraterne.
Allerede dagen efter valgnederlaget mødes fagbevægelsens spidser hjemme hos LO-næstformand, Tine Aurvig Huggenberger, for at planlægge. Henrik Dam Kristensen er på dette tidspunkt bedste bud fra den socialdemokratiske højrefløj på en formand. Det er bare det aber dabei, at manden ikke kan, ikke vil – han har det simpelt hen ikke i sig, lyder skudsmålet til sidst blandt de tilstedeværende.
Samme dag mødes morgenmadsgruppen, en lille samling S-politikere, som støtter Helle Thorning Schmidt, på Klaus Hækkerups kontor. En efter en kommer de dryssende, men rives med af steminingen, så snart de træder over dørtrinnet. Der tjekkes personlige stemmetal, regnes og lægges sammen. Bandes over Kommunedatas langsommelighed, drikkes løbesod, som de kalder kaffen på Hækkerups kontor. Et øjeblik bliver der forventningsfuldt stille. Det ser ud som om, Sophie Hæstorp Andersen, der hidtil har været med i morgenmadsklubben, kommer ind på et hængende hår, mens gruppeformand Pia Gjellerup ryger ud.
Men ret hurtigt viser det sig, at Pia Gjellerup klarer skærene i fin stil, men at morgenmadsklubben må vinke farvel til flere af sine medlemmer. Både Sophie Hæstorp Andersen og Jette Bergenholtz Bautrup ryger ud. Men trods tabet har flertallet i folketingsgruppen alligevel ikke ændret sig. Der er dog glæde på kontoret, da det viser sig, at Jacob Buksti ikke er kommet ind.
Presset på Henrik Dam stiger. Lotte Bundsgaard nærmest lovpriser ham i en interview med TV 2 Fyn. Hun kommer tilbage med en pose chokolade til Hækkerups kontor.
Men alligevel kan Henrik ikke. Fagbevægelsens konklusion om, at Henrik Dam ikke har styrken, holder stik.
Næste dag holder morgenmadsklubben atter møde på Klaus Hækkerups kontor. Og Henrik Dam tager ordet: »Jeg stiller ikke op.« Det kommer ikke som den store overraskelse for gruppen omkring bordet, men ærgrelsen er alligevel til at tage og føle på. Jan Trøjborg er den første, der bryder stilheden. Der skal findes en anden kandidat. Nu.
Næstformand Lotte Bundsgaard nævnes. Det samme gør Helle Thorning-Schmidt. Lidt senere træder de to ind ad døren. Lotte først og Helle lige i hælene. Der rykkes et par stole hen til bordet, og de to kvinder sætter sig ved siden af hinanden. Bundsgaard afviser med det samme, at hun er interesseret.
»Jeg anbefaler Helle,« siger hun uden tøven.
»Grunden til at Lotte kom op som formandsemne var, at hun har nogle af de kvaliteter som Helle umiddelbart mangler. Lotte har erfaring fra gruppen, fra Christiansborg og som minister,« forklarer et medlem af morgenmadsklubben.
Men Helle Thorning-Schmidt er klar. Beslutningen træffes uden langstrakte overvejelser – til trods for at hun tidligere på dagen fik rådet ’don’t take any posts’ fra sin svigerfar, den tidligere formand for det engelske labour-parti Neil Kinnock.
Nærmest inden Helle får hældt kaffe i koppen lyder formaningen:
»Du er altså nødt til at droppe de der tanker om efterlønnen. Det nytter ikke at være formandskandidat og samtidig lægge sig ud med alle de medlemmer og vælgere, der skal på efterløn.«
Men selv om Helle gerne vil være formand, vil hun ikke ændre sit forslag om at stryge efterlønnen for folk under 40 år:
»Jeg trækker det ikke tilbage. Det vil simpelthen være for utroværdigt, og det handler om min integritet,« siger hun. Diskussionen bølger frem og tilbage, men Helle vil ikke gå med til andet end, at 40 år ikke pine død skal være grænsen for, hvem der senere kan få efterløn. Hvis græsen absolut skal ligge lidt lavere, er hun dog villig til at overveje det.
Hendes politiske baggrundsgruppe er tvivlrådige, men accepterer.
»Selv om jeg mente, at det var mest fornuftigt, at hun trak sit forslag tilbage, er
jeg glad for, at hun modstod presset. Vi så det første
glimt af hendes imponerende format,« som en støtte siger det.
Frank Jensen bruger sit eget kontor som base for valgkampen. Folk som Pernille Blach Hansen og Jacob Buksti er regelmæssigt på kontoret. Frank er langsom til at melde sig som kandidat. Han vil lige se, hvad han er oppe imod, lyder vurderingen fra Frank Jensens lejr. Helle? Henrik Dam? Eller en helt tredje?
Også hos Frank er der hemmelige møder, som bliver afsløret. Torsdagen efter valget er gruppeformand Pia Gjellerup sammen med Frank Jensen hjemme hos forskningsordfører Lene Jensen for at få en øl.
»Jeg venter på, at Mette gør sin stilling op,« fortæller Frank de to andre. Han vil ikke ud i en kamp med Mette Frederiksen.
Organisatorisk bliver indsatsen for Frank Jensen styret fra to partikontorer i Jylland: Amtsformanden i Nordjylland, Inge Nesgård, er ankermand for korrespondance og oplysninger, mens også kontoret i Århus arbejder for Frank.
Jensens støtter organiserer også et »psykologisk behandlingsteam«, som skal holde kandidatens humør oppe under valgkampen.
Og der udses nøglepersoner, som skal arbejde i folketingsgruppen for at vinde tvivlerne over. Én tvivler er mere interessant end andre.

Aab kontra FCK
Opkaldene til Mette Frederiksens mobiltelefon stilner efterhånden af, da de to lejre finder ud af, at hun ikke tager åbent parti i valget.
Frederiksens politiske ståsted ligger objektivt tættest på Frank Jensens, så der er en vis forbitrelse over, at hun ikke melder sig i kampen.
»Hendes problem er, at hun har udviklet primadonna-nykker. Hun tror, at hun om fire år kan stå frem som en Fugl Føniks fra asken og forene partiet. Men det der pasgængeri giver ikke stor respekt,« rekapitulerer en kilde hos Frank Jensen.
En anden vigtig brik er gruppeformanden, Pia Gjellerup. Hun anses i dele af partiet for en mini-efterligning af Lykketoft. Hun kaster sit lod ind til fordel for Frank Jensen. For politisk er de to gode venner. De blev begge valgt i Folketinget ved septembervalget i 1987. Og ynder at gå til fodbold i Parken sammen, når Franks Jensens Aab tørner sammen med Gjellerups FC København. Fodbold forener.
Gjellerups udmelding tages som en klar indikation på, hvad Lykketoft selv mener. Overraskelsen er heller ikke stor hos Helle-støtterne.
»Pia Gjellerup ved da også udmærket godt, at hun ryger over i den fjerneste ende af Sibirien (længst ude på Christiansborgs tredje sal), hvis Helle vinder. Bare hendes navn får Nyrup-folkene til at se rødt,« siger højtplacerede kilder i partiet.
Det politiske slag – og en tidsindstillet bombe – venter stadig i valgkampen.

Arbejdere, Foren Eder!
»Hvis Helle vinder, hvordan fanden kommer vi så igennem 1. maj,« spørger én af Frank Jensens støtter undrende.
Gucci-tasker, indgreb mod efterlønnen og Foie Gras – er dét Socialdemokraterne?
Frank Jensen lancerer i sit politiske manifest det eneste stykke politiske budskab, som valgkampen bliver husket for: Klassekampen.
Næsten symptomatisk føler Frank Jensen sig misforstået og mener, at budskabet er skamredet af medierne: Klassekampen var et angreb rettet mod Anders Fogh Rasmussen, der har lagt klassekampen død. Ikke et angreb på Thorning-Schmidt.
Men ånden er ude af flasken og hvirvler balstyrisk rundt i luften resten af tiden. Det er så godt som ingen øvrige budskaber, medierne kan få de to kandidater til at diskutere eller være uenige om.
Efterlønnen, som Helle Thorning-Schmidt vil begrænse, blev næsten taget af bordet fra start.
I fravær af reel politisk uenighed krymper diskussionen på debatmøderne mellem de to kandidater. Skal man først komme fra venstre og bevæge sig ind mod midten, skal man være på midten, skal hjertet ligge til venstre, og skal man vide, hvor man kommer fra, før man siger samarbejde? Forskellen lyder ens, så det bliver kandidaternes stil og image, der træder frem på tv.
Vælgerne er rimeligt sikre – de foretrækker Thorning-Schmidt. Nu er det bare ikke dem, der bestemmer. Det gør kun de ca. 53.000 medlemmer af Socialdemokraterne.
Og mens de tænker, så sprænger bomben.

Kongen vender tilbage
Do you know what my lucky number is? 407 thousand!
Poul Nyrup Rasmussen har efter sigende fået et ego for stort til sin egen krop efter Europa-Parlamentsvalget, hvor han fik 407.966 personlige stemmer.
Eks-statsministeren har hele tiden været tiltænkt en hovedrolle i Helle Thorning-Schmidts kampagne. I hendes støttegruppe har Henrik Sass Larsen primært stået for kontakten til Nyrup.
Det har været planlagt hvornår og hvordan, Nyrup skulle gøre sin entré.
Patroniserende og belærende dukker den tidligere landsfader op på skærmen og begraver – simpelt hen begraver – Frank Jensen, som kaldes »en hæderlig« minister. Roserne til Helle Thorning-Schmidt bliver glemt og debatten kommer til at dreje sig om Nyrup og om offeret Jensen.
Frank Jensens folk forsøger at få tv til at gennemføre et dobbelt-interview med Nyrup og Frank Jensen, men Nyrup undslår sig. Alligevel sidder Frank Jensens fløj tilbage med følelsen af sejr. Og Thorning-Schmidt gruppen med en følelse af en klar sejr, som blev smidt væk.
»Vi havde simpelt hen aldrig forestillet os, at han kunne jokke sådan i det. Nyrup skulle blande sig, men under den klare forudsætning, at der kun skulle tales positivt. Det var ganske enkelt en katastrofe, at Nyrup kom på banen på den måde han gjorde,« siger en Helle-støtte.
Hvor kostbar – eller gavnlig – Poul Nyrups Rasmussens indsats viser sig at være, bliver afgjort i dag. Fem minutter i syv.

FAKTA
Holdopstillingerne
Helles hold
• Morgenmadsklubben:
Jan Trøjborg
Morten Bødskov
Lotte Bundsgaard
Klaus Hækkerup
Anne-Marie Meldgaard
Henrik Dam Kristensen
Henrik Sass Larsen
Frode Sørensen

• Øvrige politikere:
Niels Sindal
Jeppe Kofoed
Kirsten Brosbøl
Christine Antorini

• Rådgivere:
Marina Hoffmann, Dansk Metal, tidligere chef for partiets informationstjeneste
Trine Wesselhoff, pressekontakt

Franks hold

Pia Gjellerup
Svend Auken
Lene Jensen
Pernille Blach Hansen
Jens Peter Vernersen
Carsten Hansen
Sandy Brinck
Torben Hansen
Bjarne Laustsen
Lissa Mathiasen
Thomas Adelskov

• Rådgivere:
Jakob Buksti, tidl. MF og trafikminister og Stig Dalager, forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu