Læsetid: 4 min.

Helle lover ny begyndelse for S

Socialdemokraterne skal igen i øjenhøjde med den jævne dansker, lover Helle Thorning-Schmidt. Men unge topfolk vil ikke stramme udlændingekurs
13. april 2005

Formandsvalg
På 25-årsdagen for en historisk sejr for kvinderne i Socialdemokratiet vandt Helle Thorning-Schmidt i går en opsigtsvækkende sejr om magten i partiet.
Med en tårnhøj stemmeprocent og et hidtil uset fremmøde til politiske dueller afgjorde et flertal af de 51.815 stemmeberettigede socialdemokrater dysten om formandsposten til hendes fordel.
Helle Thorning-Schmidt lover nu »en ny begyndelse« for det gamle parti.
»Kære partifæller. Socialdemokraterne er tilbage.« Med disse ord indledte den nyvalgte formand sin takketale i spillestedet Vega – det tidligere Folkets Hus – på Vesterbro i København.
Det dominerende tema i hendes tale var løftet om en ny æra, hvor Socialdemokraterne ikke længere forsvarer stive systemer og hvor partiet kommer på højde med almindelige borgere.
»Jeg har ét klart budskab: Vi har hørt jer. Vi har forstået jer. Jeg lover, at I vil opleve et socialdemokrati, der lytter og taler direkte med mennesker om de problemer, de
oplever i deres hverdag,« sagde Helle Thorning-Schmidt.
Spillestedet Vega viste sig at være en passende scene for afgørelsen på den socialdemokratiske dyst.
Helle Thorning-Schmidt fik det ventende pressekorps til skubbende og masende at kaste sig over hende.
Frank Jensen, modstanderen gennem mere end 20 debatmøder omkring i landet, sad afventende på første række og fik et par ekstra minutter til at synke nederlaget, fordi resultatet slap ud før den officielle offentliggørelse.
Frank Jensen betonede i sin tale, at fløjkrigen nu bør stoppe i partiet. Selv bliver han siddende i Folketinget denne valgperiode ud og trækker sig derefter ud af folketingspolitik:
»Der er mange, der tror, at nu laver jeg en Jensen-fløj. Alene med navnet kunne det jo blive til mange... Men det gør jeg ikke, Helle,« sagde Frank Jensen i sin tale.
Midt under Frank Jensens tale ankom Svend Auken, forpustet og lettere fortumlet, sammen med en anden Frank Jensen-støtte – Jens Peter Vernersen.
Også Svend Auken lagde vægt på, at partiet nu bør samle kræfterne:
»Jeg tror, det rigtige nu er, at alle bakker op,« konstaterede Auken.
Han understreger samtidig, at 21.348 socialdemokrater stemte på Frank Jensen i urafstemningen. Og at kun ca. 3.000 stemmer skilte de to kandidater.
Den tidligere formand Mogens Lykketoft pegede også på, at partifællerne nu bør samle sig bag Helle Thorning-Schmidt:
»Vi har kun én opgave nu: Det er at give den nye formand den bedst mulige start,« sagde Lykketoft.

Opsang
Helle Thorning-Schmidts nye begyndelse kommer til at handle om både politik og måden at præsentere budskaberne på, mener næstformand i folketingsgruppen Jeppe Kofod.
»Det betyder, at Socialdemokraterne nu skal ud i en fundamental politisk fornyelse,« siger Kofod.
– Betyder det at udlændingepolitikken nu skal strammes?
»Nej. Det ligger det i det, at vi nu skal i dialog, så vi direkte taler om de problemer, borgerne oplever. Det gælder de problemer, som ældre oplever i hjemmeplejen, som børnefamilier oplever, som folk oplever ude på arbejdspladsen med f.eks. dårligt arbejdsmiljø,« siger Jeppe Kofod.
Heller ikke Mette Frederiksen, som spås en toppost i Helle Thorning-Schmidts nye hold, mener, at en ny begyndelse bør lede til en stramning af Socialdemokraternes udlændingekurs:
»Nej. Det handler ikke om, at vi skal stramme udlændingekursen. Det handler om, at vi tabte valget i 2005, i 2001 og næsten også tabte i 1998. Det handler om et helt andet socialdemokrati,« siger Mette Frederiksen.
Selv ville Helle Thorning-Schmidt i går ikke konkretisere den nye begyndelse. Hun har tidligere varslet en åbenhed i forhold til velfærdsreformer og kommunalreformen.

Hurtigt exit?
Helle Thorning-Schmidt skal nu sætte det hold, som kan opfylde hendes vigtigste løfte fra den overståede formandsdyst: At slå statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Flere partifæller ville i går ikke svare klart på, om Helle Thorning-Schmidt får mere end én chance:
»Jamen... Hun er lige blevet valgt som formand. Nu bliver vi nødt til at have lidt tålmodighed først,« siger Mette Frederiksen.
Heller ikke Mogens Lykketoft ønskede at kommentere, hvor lang tid Thorning-Schmidt har til at vise sin duelighed som partiformand:
»Ét skud? Jaa... Jeg er sikker på, at det bliver et godt skud næste gang,« siger Lykketoft.
Helle Thorning-Schmidt skal nu sammensætte en ny ledelse partiet, hvor både gruppeformand Pia Gjellerup og partiets to næstformænd, Lotte Bundsgaard og Bent Hansen, har erklæret sig rede til at lade sig udskifte, hvis den nye formand ønsker det.
Helle Thorning-Schmidt gennemfører i dag samtaler med partiets medlemmer af Folketinget og skal have uddelt ordførerskaber og ledende poster.
For 25 år siden, i 1980, valgte partiet efter årelang intens debat den første kvinde til en toppost – nemlig næstformand.
Dengang blev Inge Fischer Møller valgt efter, at næstformandsposten var blevet delt i to.
Ikke ulig situationen i dag var hendes modkandidat en mand – Kjeld Olesen, ofte kaldet for Smukke Kjeld.
»Kjeld er da meget pæn, men kvinde, det er han ikke,« lød det fra medlemmerne, som altså vragede Olesen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu