Læsetid: 4 min.

Hellere gå i kirke end på arbejde

Regeringen i Ghana er bekymret, fordi folk går for meget i kirke og arbejder for lidt
18. april 2005

GUDSTJENESTER
ACCRA – Emmanuel Morgan er bekymret. Hans tøjgenbrugsforretning, i den indre del af Ghanas hovedstad Accra, har for lidt omsætning i disse dage, siger han. Der er brug for en intensivt arbejdsindsats for at rette op på økonomien.
Men der er et problem. Morgan og konen har været oppe at skændes, forklarer han Information.
»Forleden lukkede hun forretningen alt for tidligt,« siger den 34-årige mand. »For at gå i kirke,« tilføjer han med en slet skjult irritation i form af en afvæbnende håndbevægelse. Lige nu ved han ikke rigtigt, hvad han skal gøre ved ’problemet’. Mere ævl med konen hjælper næppe.
Der er andre ting at tænke på: Skolepenge (for to børn), benzinpriser, alting er steget med op til 50 procent i Ghana på det seneste, fortæller Morgan. Og han vil så gerne spare op til en arbejdstur til Storbritannien eller Canada. Han har tænkt sig at blive i »højest to måneder« og tjene penge til at etablere endnu en forretning i hjemlandet. Man ved aldrig hvad fremtiden byder på rent økonomisk.

Folk arbejder ikke
Morgans problem med konens hang til kirkegang er langt fra enestående. Mange mennesker i Ghana, størstedelen kvinder, har i dag så travlt med at gå i kirke, at der åbenbart ikke er tid til at gå på arbejde.
Det er unødvendigt og skadeligt for Ghanas økonomiske udvikling, mener landets politiske elite. Flere ministre er faret i flint over forholdet, eksempelvis fødevare- og landbrugsminister Courage Quashigah.
De kritiserer den ’overdrevne’ kirkegang. Landets produktivitet falder, fordi folk ikke arbejder, siger de. Dermed begrænses den økonomiske vækst som er nødvendig for en med effektiv fattigdomsbekæmpelse: Ved at bibeholde status quo kan man ikke få antallet absolut fattige (højest en US-dollar om dagen at leve for) ned fra skønnede 40 procent af befolkningen til 32 i de næste år, siger de.
Fra 5,8 procents økonomisk vækst i 2004 skal man op på mindst otte procent for at minimere fattigdommen.

Mange bruger hele dagen
Men de mange som stort set bruger hele dagen, og ligefrem adskillige dage om ugen på diverse kirkelige aktiviteter inklusive begravelser, er uenige.
»Kirken er vigtig, meget vigtig,« siger en ung kvinde til mig. »Arbejde er også vigtigt, men jeg foretrækker at lovprise Gud for alt det, han gør for mig.«
– Hvorfor ikke kombinere de to – og gå i kirke om aftenen?
»Mange af kirkeaktiviteterne finder sted om dagen og kolliderer med normal arbejdstid, og jeg vælger kirken,« svarer den ikke arbejdende kvinde,
Svar som dette møder man igen og igen, ikke blot i Ghana men også i andre dele af Vestafrika, for eksempel i Nigeria. Flere kritikere undrer sig over, hvor folk får penge fra til at overleve uden arbejde med al den fattigdom.

Antikrist
Kirken i det sorte Afrika siges at være i vækst. Og det giver panderynker hos magthaverne.
De traditionelle kirker som den katolske og den anglikanske (de største kristne trosretninger i flere af Vestafrikas lande) anses for moderate med hensyn til varighed og hyppighed af gudstjenester og andre aktiviteter, såsom møder og bibel-studier.
I de nyere kirker, især pinsekirkerne, varer aktiviteterne ofte hele dagen, og finder sted mange af ugens dage.
Kritik er meget upopulær, siger lektor Nana Yeboah, Ghanas journalistiske institut:
»Man kan dårligt sige noget kritisk, før man bliver kaldt Antikrist, og det, der er værre.« Det er noget af det værste, man kan kalde en sort afrikaner. Den afrikanske kirke ligner på mange områder andre kirker ude omkring i verden. Men der bruges langt mere tid på at synge og danse, og det kan sorte afrikanere simpelthen ikke leve foruden, især dansen.»Vi er dansens mennesker,« skrev den første præsident i vestafrikanske Senegal, digteren Leopold Senghor.

Der synges og danses
I en lille del af Accra-forstaden Adenta finder man fire kirker med et stenkast i mellem dem i tæt bebyggede boligområder. Der synges og danses, og det kristne budskab forkyndes så aktivt og højlydt via kraftige højttalere, at det kan høres flere hundrede meter væk. Hovedbudskabet er næstekærlighed. Undertiden prædikes der også om, hvordan man opnår økonomisk fremgang, ligefrem rigdom, og det er vældig populært. Det er et fundamentalt vigtigt aspekt i mange af de nye kirker og sekters budskab.
På denne måde bliver de sikre kassesucceser, påpeger iagttagere. Af og til udføres »mirakler«, hvor folk som eksempelvis har ’uhelbredelige’ fysiske handikap synes at regenere i løbet af få sekunder. For eksempel kan påståede blinde pludselig se efter et par berøringer fra »præsten« – som langt fra altid er uddannet præst. Folk i kørestol spæner pludselig rundt på en dertil indrettet show-scene, i et tempo som OL-sprinteren Carl Lewis ville have misundt dem.

Djævleuddrivelser
Gudstjenesterne er lange: Sidste søndag i Adenta startede den klokken otte og sluttede 14.15 – i en baraklignende bygning uden air conditionmed 35 grader i skyggen. Samme aften prædikes der videre på sportspladsen med de samme deltagere. Andre gudstjenester varer hele natten. Deltagerne er hyppigst 80-90 procent kvinder, næsten altid med en mandlig prædikanter.
Djævleuddrivelse er særligt populært. Det er altid kvinderne, der besvimer efter at være blevet berørt af ’Guds mand’.
Tolerancen er ikke stor: »Hvis man ikke går regelmæssigt i kirke, bliver man anset for at have en skrue løs, være et småsindsyg,« siger restauratør Richard Asare på flydende tysk. Han tilhører ikke selv de regelmæssige, måske påvirket af 12 års ophold i Tyskland, hvor kirken spiller en mindre rolle for de fleste.

*John Nwako er freelance journalist med bopæl i Accra, Ghana

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her