Læsetid: 4 min.

Historien er nutidens slagmark

Flygtningepolitik og krigen i Irak er dagsordenen bag den opblussede historiestrid om besættelsen, mener historikere
13. april 2005

Historiesyn
Statsministerens kritik af samarbejdspolitikken under besættelsen er et forsøg på at tørre ansvaret for samar-bejdspolitikken af på Socialdemokraterne og de radikale.
Det mener historikeren Henrik Jensen, forfatter til bl.a. den opsigtsvækkende bog Ofrets Århundrede.
»Når statsministeren kritiserer samarbejdspolitikken, handler det om at isolere S og R i samarbejdspolitikken: ’Vi andre ville have gjort noget andet!’ Men det er absurd, når man tænker på, at netop Venstre var dybt involveret i samarbejdspolitikken, og at bønderne scorede kassen,« siger Henrik Jensen, der peger på, at samar-
bejdspolitikken nød bred politisk opbakning i hele det daværende Folketing.
Han bakkes op af historikeren Morten Thing, der bemærker, at Venstre af alle danske politiske partier var mindst repræsenteret i modstandsbevægelsen. En position, partiet – som besættelsestidshistorikeren Hans Kirchhoff har gjort opmærksom på – delte med de radikale:
»Statsministeren siger: ’Vi er tapre, vi går i krig, og det skulle vi også have gjort dengang.’ Men det er glædeligt, at han på denne måde varsler, at han nu vil stille sig i spidsen for nye undersøgelser om sit eget partis rolle under besættelsen, og om, hvem der tjente penge på den. Sådan må det jo opfattes, når hans udtalelser er så lodret et opgør med Venstres egen partihistorie,« siger Morten Thing.

Tapperhedsparadigmet
Statsminister Anders Fogh Rasmussens forsøg på at genfortælle besættelseshistorien ud fra et ’tapperhedsparadigme’ om en aktiv og kæmpende dansk indsats lanceredes første gang i en opsigtsvækkende aviskronik den 29. august 2003 i anledning af 60-året for samarbejdspolitikkens sammenbrud i 1943. Her betegnede han det som »forkasteligt«, at »den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets-, men aktiv tilpasningspolitik«. Samarbejdspolitikken som helhed var »naiv«.
Synspunkter, som han i store træk genfremsætter på Undervisningsministeriets spritnye webside om den tyske besættelse af Danmark 1940-45. Her omtales tyskerne konsekvent som »nazister«, og besættelsens mennesker placeres i et enkelt valg mellem »at følge med strømmen« eller »gøre det rigtige«.
En holdning, som er blevet kritiseret af flere historikere som ahistorisk og forenklende.
Men forklaringen er, at statsministerens udspil i virkeligheden handler om nutiden, mener historikeren Morten Thing:
»Historie foregår altid på nutidens betingelser, og det har statsministerens indblanding også at gøre med,« siger han.
Henrik Jensen tilslutter sig kritikken af statsministerens udspil: »Jeg synes, man skal lære af historien, men ikke bruge den i sit ideologiske felttog,« siger han, men gør samtidig opmærksom på, at Foghs ’tapperhedsdagsorden’ markerer et klart brud med en traditionelt dansk udenrigspolitisk dagsorden om at ’holde os ude af alting’:
»Uanset om man går ind for krigen i Irak eller vores deltagelse i den, kan man se noget positivt i, at der handles,« mener han.

Omsorg for flygtninge
Men ud over tapperhedsparadigmet, udledt af Danmarks engagement i Irak, har den moralske nytolkning af besættelsen et ’omsorgsaspekt’, som ifølge Henrik Jensen handler om den internationale situation med asylsøgere og flygtninge:
»Den bagvedliggende dagsorden er flygtningepolitikken nu, og meddelelsen er: ’Sådan gjorde vi dengang, sådan er vi nemlig!’, som vi pisker os med som en nihalet kat,« siger Henrik Jensen.
Også Morten Thing ser klart en underliggende dagsorden, der handler om Danmarks aktuelle håndtering af f.eks. flygtninge.
»Hvis vi har en anden moralsk holdning nu, bør det afspejle sig i den måde, vi behandler folk på i dag. Det er forhåbentlig dagsordenen – ikke at slå dem, der levede dengang, oven i hovedet,« siger Morten Thing, der også understreger, at det før i tiden var mere nødvendigt at tage mere hensyn til modstandsbevægelsen. Nu, hvor stadig færre er i live, giver det mere frihed: »For eksempel er den voldsomme opslutning bag samarbejdspolitikken kraftigere blandt yngre historikere i dag end f.eks. i 70’erne. Modstandsbevægelsen ønskede derimod norske tilstande,« siger Thing.
Også interessen for besættelsestidens beretninger om bødler og ofre, ofte med danskere i ’mishandlernes’ rolle, lægger op til paralleller til nutiden, mener Henrik Jensen: »Folk vil drage paralleller til indvandringen i dag og vores renommé. Men situationen er en anden, og der er ikke en overlevelseskamp på tapetet.«
»Nogle mener, at vi så burde være mere generøse, men jeg synes ikke, at danskerne sidder på deres guld. Der er snarere en angst for, at vores orden skal gå i stykker, fordi der er kommet elementer ind, der skaber ubalancer i vores samfundssystem. Det skaber en udbredt trang til at dæmpe indtaget, indtil man finder nogle måder at tackle integrationen på. Man er bange for, at kaos truer, og at vi sidder for enden af globaliseringen,« mener Henrik Jensen, der også anser frygten for forståelig:
»Det er menneskeligt at prøve at holde lidt fast, og hvis man undertrykker det, undertrykker man også folks samfundsvilje. Folk kan tænke: Hvis samfundet ikke gør noget for mig, må jeg bare passe mig selv,« frygter han, der dog hylder en flygtningepolitik reguleret af internationale konventioner: »Internationale konventioner for behandlingen af f.eks. flygtninge er også en orden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu