Læsetid: 4 min.

Hoved og krop punkteret

Efter et perfekt løb indtil 15 kilometer fra mål måtte Lars Michaelsen melde udsolgt og nøjes med en 5. plads i Paris-Roubaix
11. april 2005

Cykelløb
I halvanden time af Paris-Roubaix kunne man som dansk tilskuer sidde med uvante forventninger om, at en dansk cykelrytter for første gang nogensinde ville kunne vinde dette særprægede og i prestige helt enestående løb.
Lars Michaelsen havde gjort alt rigtigt fra starten om morgenen i Compiegne og sad indtil 15 kilometer før mål blandt de fem, der for længst havde skaffet så meget luft til alle forfølgere, at det var mellem dem, løbet skulle afgøres – da det på det sidste alvorlige og altid mest frygtede brostensstykke, Carrefour de l’Arbre, så ud som om, han simpelthen holdt op med at træde pedalerne rundt. En defekt, en punktering på det uheldigste af alle tidspunkter? Svært at se. Væk var han bare. Væk som sidste års vinder, svenskeren Magnus Bäckstedt, der af langt mere synlige træthedsgrunde måtte slippe kontakten med Tom Boonen, George Hincapie, og Juan Antonio Flecha, der kørte væk over alle sten til en trekamp på cykelbanen i Roubaix.

Ærlig snak
Og da det hele var overstået med sidste søndags vinder af Flandern Rundt, Tom Boonen, som urørlig sejrherre i spurtopgøret mellem de tre, kunne man blive helt glad og lettet over at få en forklaring uden omsvøb fra Lars Michaelsens egen mund, efter at han var trillet alene over målstregen til en femteplads efter svenskeren og de tre helt forrest. Ingen bandsat uheldig defekt. Ikke et hjul, der var punkteret, men både hoved og krop.
Han havde ikke mere at køre med, da Boonen forcerede over de afgørende brosten, og det var med al den realitetssans, situationen kaldte på, at Michaelsen kunne konstatere: »Jeg havde ikke kunnet slå Tom Boonen i dag alligevel.« Ærlig snak fra en mand, der kendte sin besøgelsestid på en af Pavèerne 63 km forinden. Usædvanligt længe havde dette Paris-Roubaix lignet noget så højst usædvanligt som et kedeligt cykelløb, hvis eneste dramatik var et tidligt massestyrt, der satte en af favoritterne, Peter van Petegem, ud af spil.
Årsagen var nok, at arrangørerne havde valgt at sløjfe den altid spektakulære og splittelsesskabende vej gennem Arenberg-skoven af dette års rute, fordi den er skønnet for farlig for rytterne og trænger til en restaurering af brostenene, inden den igen tages i brug. Og erstatningen for Arenberg, hvor deform vejen end var, skabte ingen spredning i et hovedfelt, der jagtede et harmløst morgenudbrud.

På hjul af storfavoritten
Men kort efter dette formodede angrebspunkt, der ikke blev udnyttet, brugte Tom Boonen sin unge italienske holdkammerat, Filippo Pozzato, til at forberede et angreb på brostenene ved Hornaing efter 179 km af løbets 257.
Pozzato trådte fra og Lars Michaelsen, der sad i hans baghjul helt fremme, gav lige plads til, at Boonen kunne komme frem og sørgede således for at, at han selv kunne komme på hjul af storfavoritten og med i det, som fra første øjeblik lignede det afgørende udbrud. Smart tænkt, reageret og udført af danskeren, der hermed sad i selskab med dem, der forlods var regnet for løbets stærkeste. Ingen tilfældigheder her. Af de otte, som gruppen oprindeligt talte, var der ingen, som ikke var tilskrevet sejrsmuligheder inden start.
Men Pozzato måtte slippe efter sin lancering af Boonen, en stærkt kørende Leon van Bon, måtte se sine muligheder slippe efter defekt, og det samme skete for Fabian Cancellara, der ellers havde udgjort en stærk Fassa Bortolo-duo sammen med Flecha, som det var tilfældet i Gent-Wevelgem i onsdags.
Hverken hollænderen eller schweizeren kom nogensinde op til de førende – nu en kvintet – igen, og at slaget var tabt for forfølgerne, kunne aflæses af, at Flecha af sin sportsdirektør Ferretti fik ordre til igen at tage føringer i udbruddet, hvilket han ikke havde gjort, så længe der var mulighed for, at makkeren Cancellara kunne få kontakt igen.
Det var ikke et vindende udbrud, der listede sig tilfældigt væk. Det var de stærkeste, der trådte væk uden mange dikkedarer, og Lars Michaelsen tog sine føringer i et perfekt samarbejde i kvintetten.

Koncentrationssvigt
Han havde fra starten siddet helt fremme for at undgå de styrt, der altid er risiko for længere bagude, og for at kunne gribe muligheden, når den bød sig, men alligevel beskyttet for vinden af de hold, der var stærkest repræsenteret foran. En perfekt disponering af sit løb – indtil det »koncentrationssvigt«, som han selv kaldte det, der ramte ham på Carrefour de L’Arbre.
Ikke engang et bluffnummer som det, Bäckstedt forsøgte sig med, havde han haft overskud til. Svenskeren havde forsøgt at foregribe et ventet angreb på Carrefour de L’Arbre ved selv at angribe på brostensstrækningen inden, men han blev let fanget ind, og efter den overrumplingsmanøvre meldte også han udsolgt. To meget værdige nederlag, svenskerens og danskerens, skønt en fjerde – og en femteplads i dette løb er mere end ærefuldt.
Tom Boonens sejr var indiskutabel. Han fuldbyrdede, hvad han selv havde sat i værk, og den 24-åriges stjernestatus i Belgien fik endnu en hysterisk tak opad. I Flandern Rundt i søndags vandt han ved at tage initiativet fra distancen, på trods af, at han er disse klassikerfelters hurtigste mand i en spurt. Og i går valgte han spurtløsningen med demonstration af en alsidighed, der er lige så sjælden som den modenhed og evne til koncentration, han har udvist ved at være helt upåvirket af al den virak, der har været om ham i ugens løb.
Storfavorit var han, men mange havde tvivlet på, om det var et pres, han kunne administrere. Nu er han en af de yngste vindere af Paris-Roubaix nogensinde, og en af blot ni ryttere, der gennem mere end 100 år har vundet både Flandern Rundt og Paris-Roubaix samme år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu