Læsetid: 2 min.

Ilevarselssuppe

Det Kgl. Teaters Andersen-hyldest har ingen happy end. Men den er sjældent moderne – og fyldt med sorg
4. april 2005

HCA på DET KGL.
Et muntert eventyr var vel, hvad politibetjentene troede, de beskyttede fredag aften på Det Kgl. Teater. Afspærringerne var vel til ære for de velbevogtede teatergængere, både blåblodsfødte, jordnære og folkevalgte magtfantaster, så de kunne møde H.C. Andersens idylliserede eventyrverden ganske ubesmudset.
Men nej. Peberrods Suppe og fyldt Kaalhoved er ingen ingen happy-end-Andersen. Det er tværtimod en abstrakt forestilling om smerte: om død og angst, længsel og desillusion. Ordene er Andersens egne. Jo tak, men snuppet som intellektuelle bidder fra i alt 31 forskellige tekster. De fleste Andersen-kendere nikkede i fredags anerkendende til hver et genkendt citat. Men de fleste andre nikkede, fordi de faldt i søvn – lullet ind af de smukkeste skyggebilleder og den heftigste underlægningsmusik.

Papirklip-kjoler
Det var en skam. For i sin form er Peberrodssuppen noget af det mest moderne, man længe har kunnet opleve på Gamle Scene. Idémanden og instruktøren, den svenske Lars Rudolfsson, har skabt en række scener, der tolker Andersens tekster psykologisk og eksistentielt – udsat for et vildt og uregerligt scenerum i Robin Wagners scenografi. Hallucinationerne trives i dette Andersen-mareridt: Som når Hans Christians sirlige papirklip pludselig vælter rundt uden på sorte krinoliner, hvorfra kvindelige korsangere stanger med paraplyer mod Andersens unge genfærd – smuktsyngende som camouflerede hekse.

Latex-artister
Ildevarslende er denne peberrodssuppe. Selv Pantomimeteatrets muntre balletdansere kan ikke vifte skæbnehørmen bort fra scenen – og slet ikke cirkusartisterne, der vipper i galger og latex og reb, så der hverken er op eller ned på de dele.
Ordene glider ud over kanten til orkestergraven, sammen med Hans Christians mors dinglende vasketøj. Men musikken kan ikke lade ordene være i fred. Den kryber ind allevegne og tvinger ordene til at danse i rytmernes røde sko.
Forestillingen er et smertefyldt overflødighedshorn. Halvvejs drømmesynger en guldkrinoline en ætsende bid af den pureste visdom, og skyggen knækker en tilskuertand med sin truen. Men den mest uforglemmelige bid gemmer sig på bunden. For efter to en halv time dukker Bodil Jørgensen op i Historien om en moder. Derefter vil dødskulden ikke forlade den ellers så opkogte tilskuer under lysekronen. Bodil Jørgensens skingre stemme, der synger barnesange i sin handel med dødens håndlangere, er rent ud sagt forfærdende. »Hør mig ikke!« skriger hun, mens hendes krop forsvinder i smerte et sted under ribbenene...
Tænk hvis Rudolfsson tidsnok havde indset, at han havde kunnet koncentrere kræfterne om den smerte, han tydeligvis læser ind i H.C. Andersens værk. Så havde sorgen måske kunnet ligge i forestillingens ord – og ikke bare i dens udstyr.

*Peberrods Suppe og fyldt Kaalhoved. Skuespil baseret på H.C. Andersens tekster af Lars Rudolfsson. Iscenesættelse: Lars Rudolfsson. Scenografi: Robin Wagner. Kostumer: Kersti Vitali Rudolfsson. Musik: Savannah Agger. Lys: Anders Rosenquist. Koreografi: Claus Hjort og Vladimir Damianov. Dirigent: Martin Åkerwall.
Det Kgl. Teater, Gamle Scene, fredag. Spiller til 29. april.
www.kgl-teater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu