Læsetid: 6 min.

Imperium og lilleput

Dybt i imperialisternes tradition rodfæstes den forestilling, at imperiets centrum er verdens navle. Hvad, der ligger udenfor, vil altid være afart af det rigtige, som er centrum
9. april 2005

Intermetzo
»Engang du herre var i hele Norden, bød over England, nu du kaldes svag.«
Med disse berømte ord sammenfattede digteren, på hvis 200 årsdag der for tiden slås plat, sit fædrelands historie i kort, men profetisk form.
Allerede i 1850 kan H.C. Andersen have haft sine anelser om svaghedens pris på sigt, da han under bistand fra syngemester Rung søgte at fortrænge Oehlenschlägers og Krøyers jævne yndige land med sin egen smukke og beskedne konstatering af, at her havde han rod. Rigtigere var det måske, når digteren sang, at herfra hans verden gik, hvilket ikke udelukkede kærligheden til noget andet, det fremmede, som han i virkeligheden hver gang flæbede mere over at skulle forlade, end når han sprængfuld af udlængsel ofte og gerne lagde den danske friske strand bag sig. I forsommeren 1850 var håbet endnu så grønt, at de danske styrker kunne klare sig, såfremt det kom til et slutopgør i tre-årsborgerkrigen med holstenerne. De kyndige i tyske forhold, og til dem hørte H.C. Andersen, kunne have deres tvivl om hvorvidt, og hvis og når det kom til stykket, et ultimativt sammenstød var en vindersag for Danmark.
Det kom til stykket. I juni samme år – det var en sommermorgen – stødte hærene sammen ved landsbyen Isted og udkæmpede, hvad
Grundtvig, som HCA ikke var videre begejstret for, bagefter med sædvanlig bragesnak kaldte et Holger-Danske-slag. Ifald benævnelsen skulle henføre til det ædle og ophøjede i blanke våbens møde på ærens mark, demonstrerede slaget snarere krigens tragiske og også denne krigs meningsløse svineri. Mandefaldet var skræmmende på begge sider; adskillige glimrende mænd mistede livet; H.C. Andersens ven oberst Læssøe faldt og med ham general Schleppegrell og så mangen modig svend, at tysken tror det næppe, vi mange har igen.
Det sidste skulle
Grundtvig, hvis mere afdæmpede sønner deltog i slaget, nok ikke have skrevet. Formuleringen var vand på den mølle, der foranledigede de nationalliberale amatører til at overvurdere Danmarks styrke. Hvilket igen førte til tragediens anden del: 1864, hvad deraf fulgte af mere død og ødelæggelse, samt landets lemlæstelse frem til 1920.
Da afstedkom folkenes selvbestemmelse i Wilsons 14 punkter, at man ved passende folkeafstemninger kunne omgøre grænser og endeligt lægge den danske, hvor den meget vel kunne være kommet til at ligge, såfrem danskerne ulykkeligvis ikke havde kunnet forlade slagmarken som sejrherrer.

Moderlandets bitterhed
Billedet af krigen 1848-66 er selvfølgelig mere komplekst og nuanceret end disse linjer beretter, men alligevel. Perioden her – et stykke over midten af det 19. århundrede – gjorde en ende på det substantielle af det danske imperium. Det sidste ord er ikke en skrivefejl. De to yngre historikere Michael Bregnsbo og Kurt Villads Jensen har udsendt en glimrende fremstilling af danmarkshistorien ud fra denne synsvinkel: Det danske imperiums. Det var det jo: et imperium med engang – foruden England – hele Norden, siden Skåne, Halland og Blekinge, Norge, Island, Færøerne, Grønland, hertugdømmerne, Vestindien, besiddelserne på Afrikas vestkyst og Trankebar og Serampore. Et multinetnisk, flerreligiøst storsamfund af kerneland og kolonier med centrum i København, der vel at mærke var flådebase for en betragtelig sømagt i både krigs- og handelstonnage, forudsætningen for hele herligheden.
Fra lidt før midten af 1600-tallet gik det allerede tilbage med storheden, delvis på grund af en ubehændigt ført dansk udenrigspolitik. Christian 4. var ikke noget lys, skidefuld det meste af sin regeringstid og uden en håndfast regering i baggrunden, der i afgørende øjeblikke kunne forhindre katastroferne.
Siden fulgte større tåbeligheder, og helt galt blev det, da gamle Bernstorff faldt fra, og kronprinsen, den senere Frederik 6., selv overtog udenrigspolitikken. Det er ikke til at vide, om en kyndig hånd kunne have frelst Danmark i Napoleonskrigene og den vanskelige balancegang mellem Frankrig, Rusland og England; sikkert er det, at Frederiks håndtering i hvert fald ikke forhindrede den maksimale ulykke, kulminerende i bombardementet af København og ranet af krigsflåden.
Fra da af var også resterne af imperiet uopretholdeligt, og det var for så vidt kun et spørgsmål om tid, hvornår hertugdømmerne søgte anden husbond, og de oversøi-ske besiddelser gik over på andre eller egne hænder. USA behøvede i begyndelsen af 1900-tallet blot at rømme sig, så solgtes Vestindien i en ruf. Sølle 40 år herefter havde den stærkeste af de nordatlantiske kolonier lært af befrielsesbevægelserne ude omkring, og Island rev sig endeligt løs i 1944, da danskerne af gode grunde var optaget anderswo.
Bitterheden var stor i moderlandet; det islandske folks troløshed glemtes sent, vreden ikke mindst i konservative danske kredse viste sig i al sin ynde, da islændingene ønskede deres gamle håndskrifter tilbage – klenodier, danskerne havde bemægtiget sig som deres nationale ejendom. Hyl og skrig! Hvem andre end danske rigtige videnskabsmænd kunne passe på de kostbare sagamembraner! Det var nærmest landforræderi dengang at støtte Island i dets retmæssige og fuldt forståelige krav.
Som de fleste andre stormagter, for ikke at sige alle, havde den danske toneangivende kaste af embedsmænd, præster og skolelærere med Grundtvig fast ved hånden opbygget myten om det gode imperium, den gode modermagt, den uegennyttige imperialist, som oven i købet bragte kristendommen til Grønland og forlangte, at eskimoerne tog bukser på indendørs.

Ulige parter
Og det var jo så hvad, der var tilbage af fordums storhed: Verdens største ø med is og sne og et lille gammeldags og dengang alkoholiseret fangerfolk og reelt set amerikanernes overhøjhed med henblik på varsling og first strike capability, hvis russerne pludselig skulle få en lys idé. Og så selvfølgelig Færøerne, som man altid havde et underligt skævt forhold til, fordi færingerne ligesom dem på Island lignede rigtige mennesker, var kristne og kunne skrive og læse og digte og male og kom til København og studerede og blev kandidater, selvom de talte et sjovt, men charmerende dansk.
Konstruktioner af denne art, i det store og hele uanset, hvorledes man indretter arrangementet, har en tendens til at skævvride forholdet mellem folkene; imperier fører sjældent eller aldrig til det gode. Dybt i imperialisternes tradition rodfæstes – ikke mindst i den danske, der oven i købet er stålsat i småstatsmindreværdskompleksernes hærdebad – den forestilling at imperiets centrum er verdens navle. Hvad, der ligger udenfor, er og vil altid være afart af det rigtige, som er centrum. Måden, hvorpå man forvalter, er en selvfølge, fordi ret og retsindighed har bolig i dette centrum, som er imperiets hjertekammer. Det pulsslag, der udgår herfra, de love, man nådigt giver, er pr. definition bedst for de regerede selv, som i forholdet til moderstaten er at opfatte som børn: spontane, uberegnelige og ikke til så meget uden de voksne.
I mest udtalt grad i forholdet mellem de to ulige parter kan dette studeres i den kirkelige dimension, hvor der sjældent er diskussion om, hvorledes man i udstederne kan og skal indrette sig med den Gud, der i en embeds- og lovmæssigt bestemt liturgi er fastlagt hjemmefra.
Det siger næsten sig selv, at imperiebyggerne til alle tider har forbundet deres bestræbelser med udbredelsen af den rette lære, forvaltet af de rette lærere, og at man sjældent har tålt afvigelser. Pointen er, at disse holdninger i lige så høj grad, som de har søgt at definere de koloniserede, definerer koloni-sternes selvopfattelse som centrum i en verden uden (mere) at være det. At følge den danske debat om os og de andre er et stadigt og levende studium i denne påstand.
Læsere har gjort opmærksom på, at Fogh Rasmussen ikke er den første venstrestatsminister, der har overlevet et valg. Det gjorde både I.C. Christensen og Niels Neergaard. Det andet er det rene V-spin, som klummisten i et øjebliks iltmangel kolporterede.
Derimod er det rigtigt, at Fogh Ramusssen er den første venstrestatsminister, der måtte gå som skatteminister på grund af kreativ bogføring og grov vildledning af Folketinget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her