Læsetid: 2 min.

Information-journalist frikendt i Lundin-sag

I går slog Københavns byret fast, at Dagbladet Information i en konkret sammenhæng havde lov til at kalde den morddømte Peter Lundin for klinisk psykopat. Lundins krav om 25.000 kroner i erstatning blev afvist
12. april 2005

Fra vores helt egen verden
Den tredobbelte drabsmand Peter Lundin – der nu kalder sig Bjarne Skounborg – får ingen erstatning for at blive omtalt som psykopat på lederplads her i avisen. Tværtimod gav Københavns Byret i går grønt lys for i den konkrete sammenhæng at sætte ordet psykopat sammen med manden, der i 2001 blev idømt livsvarigt fængsel for drabene på Marianne Pedersen og hendes to sønner.
Lundin havde anlagt civil straffesag for ærekrænkelse mod Kristian Ditlev Jensen, der i en forsideleder den 4. marts 2004 skrev: »Vi er, kort sagt, ikke kliniske psykopater i Peter Lundin-klassen«. Byretten fastslår i dommen, at sætningen skal »forstås som en udtalelse om, at sagsøgeren er et klart eksempel på en psykopat i betydningen karakterafvigende person.«
Herefter påpeger byretten, at de lægelige oplysninger fra straffesagen mod Peter Lundin netop viser, at drabsmanden »i usædvanlig grad er personlighedsmæssigt afvigende og udgør en nærliggende og udtalt risiko for andre«. Endelig afviser byretten sagen ved at henvise til, at fagfolk, journalister og lægfolk i flere medier tidligere har omtalt Lundin som »psykopat.«

Eftertanke
Ud over nederlaget i retten skal Peter Lundin – eller Bjarne Skounborg – betale 12.000 kroner i sagsomkostninger.
Chefredaktør Palle Weis glæder sig over udfaldet af retssagen, men lader også sagen give anledning til eftertanke.
»Jeg glæder mig naturligvis over, at Københavns Byret frifinder Kristian Ditlev Jensen, og at det dermed bekræftes, at Information havde orden i sagerne. Man har som medie altid et stort ansvar for, hvordan man bruger betegnelser og begreber, især når de knyttes til mennesker, men vi har ment, at vi var på sikker grund her, og det har vi nu rettens ord for,« siger chefredaktør Palle Weis.
»Men samtidig er der også grund til at beklage, at vi her i landet har en praksis, hvor man tilkendes meget små dækninger for sagsomkostninger, i dette tilfælde 12.000 kroner. For vores vedkommende er de faktiske omkostninger mange gange større, og det er selvfølgelig ærgerligt på baggrund af en sag, hvor vi i udgangspunktet ikke mente, der var en sag. Et synspunkt, byretten nu har bekræftet« siger Palle Weis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu