BERLIN
Nyhedsmagasinet Der Spiegels bestseller-liste fortæller hver uge, hvad Tyskland har liggende på natbordet: Dan Brown og Henning Mankel, hvis vi taler skønlitteratur.
Når det gælder faglitteratur, er det navne som Oskar Lafontaine, den socialdemokratiske førtidspensionist fra Saarlandet, der skriver om Politik for alle (forlaget Econ), eller kabaretisten Desirée Nick, der lever af at lave blyantsprøven på scenen. Hun ligger nummer 14 med en bog, der spørger, om der findes et liv efter de 40 (Lübbe). Og så er der tv-journalisten Peter Hahne på fagbøgernes førsteplads. Han konstaterer med sin bog, at nu er det ikke sjovt længere (Johannis).
Som kristen er Peter Hahne klar over, at religionskrigen med Islam er brudt ud. På den tyske hjemmefront efterlyser han derfor værdier og dyder af den gammeldags slags. Kvinderne bør sendes tilbage til børn og køkken, mener han, og fremhæver byen Cloppenburg, der har Forbundsrepublikkens højeste fødselsrate:
»Dér er kun et lille antal kvinder erhvervsaktive,« noterer han glad.
For mig er det en gåde, hvordan Peter Hahne kan få lov at optræde som seriøs politisk medarbejder i en public service-nyhedsudsendelse, når han i sin fritid udgiver en bog med sætninger som: »I vores familie har vi kultur. Vi beder (bordbøn) før måltidet. Enhver har sin egen serviet. Mens vi spiser, bliver der ikke set tv, sådan som det sker hos ukultiverede.«
Man burde skrive en klumme om hver eneste af disse fagbøger, der fortæller en hel del om den aktuelle sindsstemning i Tyskland, men det må blive en anden gang, for i dag skal vi se på faglitteraturlistens nummer tre: Die kunst des stilvollen Verarmens af Alexander von Schönburg (Rowohlt).
Oversat lyder bogtitlen Kunsten at blive fattig med stil og det er meget dækkende for slægten Schönburgs skæbne.
Schönburg er navnet på et grevskab i Sachsen. Allerede for 500 år siden begyndte den sachsiske kongeslægt, Vettinerne, at hugge ind på Schönburgernes besiddelser. Helt galt gik det, da Sachsen efter 1945 havnede i den sovjettiske zone, og adelsslægterne mistede alt. Senest fra den dag var Schönburgerne nødt til at arbejde eller gifte sig til pengene.
Alexanders storesøster Gloria anglede sig den aldrende fyrst af Thurn und Taxis, og er i dag en særdeles rig enke. Alexander giftede sig med prinsesse Irina af Hessen og måtte alligevel gå på arbejde hver dag. Han blev journalist på den konservative avis Frankfurter Allgemeine, der i begyndelsen af dette, nye århundrede løb ind i så alvorlige problemer, at den hverken havde råd til at give sine medarbejdere gratis biler eller opretholde sin Berlin-sektion.
Lønmodtager Schönburg blev fyret og måtte leve med prinsesse Irina og de tre børn i en lejet lejlighed i Potsdam de prøjsiske kongers residensby uden for Berlin.
Men fyringen og den sociale deroute knækkede ikke grev Alexander; dels var hans slægt jo vant til smalhals gennem 500 år, dels er ledighed nærmest ingen skam i et land med 5,2 millioner arbejdsløse. Enhver kan miste sit arbejde, selv en adelig.
Nej, grev Alexander betragtede sin personlige nedtur som en interessant rejse, der krævede en rejsefører. Han gjorde sig til talsmand for en ny avantgarde le nouveau pauvre chic:
Som ny-fattig med stil bør man ikke gå op i andre folks mange penge, for så vil man altid leve et liv i utilfredshed. Man afsværger sig al lyst til konsum, i stedet glæder man sig over de få kvalitetsting, man har. Man går lange ture i stedet for det dyre motionscenter. På cafeen drikker man plain kaffe i stedet for latte. Og når man endelig køber ind, undgår man billigt bras hellere en enkelt lænestol af en anset møbelarkitekt end en hel sofagruppe fra et kendt bolighus.
»Mål ikke din livsstil med andres. Tro ikke på det, reklamen sælger som luksus. Undgå overflod, og hold ikke hånden frem, hvis du ikke er i nød,« lyder den fattige livsnyders filosofi.
»Medierne prædiker, at alle kan blive rige, smukke og berømte. Men det er løgn, som gør både ulykkelig og misundelig. Hvis man ikke klarer den, er det ingen skam,« mener grev Alexander.
Så langt er Tyskland kommet ud.
