Læsetid: 4 min.

Intet nyt = godt nyt?

Der trædes vande på nye albums fra New Order og Daft Punk, mens Moby forsøger sig med en ambitiøs, men ikke synderligt lykkeligt forløst sangcyklus
4. april 2005

Nye cd’er
Man kan ikke beskylde New Order for at genopfinde sig selv på sin seneste langspiller, Waiting For The Siren’s Call. Der var engang - i de fortryllede/forbandede (det ikke-ønskede overstreges) 80’ere, såmænd – at de satte en form for dagsorden, hvad angår benhårdt swingende dansemusik med en umiskendelig rockfornemmelse, og sammen med bl.a. Depeche Mode udnyttede tolv-tommersinglen til det yderste. Flot sagt finder man gruppens fineste øjeblikke på den stribe tolvere, den i løbet af benævnte årti udsendte på Factory Records, selv om der også er momenter på gruppens lp’er fra perioden. Et rigtig vellykket album blev det dog aldrig rigtig til i disse øren.
Efter Factory Records gik rabundus, røg New Order over på London Records, hvor de de sidste 15 år har ført en noget tilbagetrukken tilværelse. Det vil måske ændre sig, nu, hvor 80’er-klangene atter gennemsyrer populærmusikken, men selv om der formelt intet er at udsætte på Waiting For The Siren’s Call, får den os ikke ligefrem til at springe op af lyttestolen med et vildt blik og fægtende arme for at bekendtgøre dens ankomst for alverden. Den er en hyggelig reminder om et band, der engang gjorde en forskel, men ellers er der absolut intet nyt under det afskallede neonskilt at finde her. Gamle fans, der ikke orker ny musik, kan trygt inve-stere i produktet, mens I andre fattigrøve – velkommen i klubben – burde anvende moneterne på forskudsskat, narko eller kager.

I selvsving
Der var også engang, hvor den franske elektroniske dance-duo Daft Punk tilførte såvel øregange som dansegulv et væld af nye toner og ideer. Det er faktisk ikke længere siden end 1997 – hvilket er lang tid i populærmusikkens stressede univers – de besejrede verden med debutalbummet Homework. De to smittende monsterhits »Da Funk« og »Around The World«, der transcenderede dansescenens selvtilstrækkelige rum, ramte en bred lytterskare med finurligt bippende og boppende klange, og hvis dansegulvsorienterede blanding af progressiv house, funk, electro og techno, garneret med hiphop-inspirerede breakbeats, overdreven brug af vocoder og publikumsleflende samples kunne give mindelser om et andet af tidens store navne, Chemical Brothers. Men ligesom med Chemicals er Daft Punk stort set gået i selvsving i det ny årtusind.
Der er et par skægge indfald at finde på Human After All, gruppens tredje album, men ikke så mange, at de for alvor er hverken lytterens tid eller penge værd. Og rigtig meget af det lyder faktisk som dårlig rock’n’roll, udsat for samplers. Det er lige før, at de herrer Guy-Manuel de Homem-Christo og Thomas Bangalter burde meldes til genbrugspolitiet, for der er vitterlig ikke stort at finde her, som ikke er hørt før… og bedre, tilmed. Det er fuldt ud lovligt at plagiere sig selv – tænk hvor velsignet stille, der ellers ville blive, hvis ikke folk gjorde det – men når Daft Punk i de fleste tilfælde her tangerer selvparodien, er det svært sådan lige at se komækken.

Kuldslået ambiens
Tusindkunstneren Moby kan som bekendt ikke synge (særlig godt), men det er der jo mange, der ikke kan, jvf. Lou Reed. Så det gør Moby så til overmål – gerne suppleret af den kompetente Laura Brown, der også har et par soloindsatser – på sit ny udspil, betitlet Hotel. Ifølge pressemeddelelsen inspireret af hans ungdoms idoler, David Bowie, New Order og REM samt den cold wave, der mellem 1979 talte navne som Joy Division, Killing Joke, Sisters Of Mercy og Echo & The Bunnymen. Og Hotel besidder da også lidt af benævnte periodes kuldslåede ambiens, men ikke synderlig meget af dens herlige sturm und drang. Tværtimod befinder pladen sig på det jævne, hvad angår gemen dynamik.
Til gengæld er der et par fine melodier – inklusive en coverversion af New Orders “Temptation” og gennemførte pasticher som »Spiders« (David Bowie) og »Very« (Giorgio Moroder/Donna Summer) – hvor i blandt kun »Lift Me Up« virkelig overbeviser, for som helhed er albummet altså mere søvndyssende end animerende. Så selv om der prales af, at værket er blevet til i hans soveværelse – måske derfor dets lidt søvnige fornemmelse?– uden brug af samples, skal rådet herfra lyde: Brug et rigtigt studie næste gang samt alle de samples du orker, kære Moby. Der er simpelt hen for lidt kød (og det siger vi ikke for at drille denne inkarnerede vegetar) på Hotel til, at man orker at booke sig ind for mere end en nat dér. Så hellere en uge på luderhotel i Marseille, hvis vi selv må vælge.

*New Order: Waiting For The Siren’s Call (London/Warner) Diverse producere.

*Daft Punk: Human After All (Virgin/EMI) Producer: Ingen angivet

*Moby: Hotel (Mute/EMI) Producer: Moby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her