Læsetid: 7 min.

Jobprofil for en pave anno 2005

Johannes Paul II har sat nye standarder for, hvad en pave skal kunne bl.a. han kan udnytte medierne til det yderste og have et særligt nærvær
5. april 2005

PAVEEMBEDET
Pave Johannes Paul II, som døde klokken 21.37 lørdag aften efter lang tids sygdom, var både en konservativ strammer og en progressiv fornyer.
Det sidste især på områder som mediefremtræden, selviscenesættelse og personligt nærvær. Ingen pave har nogensinde rejst til så mange lande og talt på så mange sprog. Hans respekt for det enkelte folk gik fra enkle udtryk som at hans første handling ved ankomsten med fly til et nyt land var at lægge sig ned og kysse jorden, til hans anvendelse af landets sprog i tiltalen til dets borgere.
Han viste også sin sproglige mangfoldighed ved de store tv-transmitterede gudstjenester fra Peterskirken i Rom julenat og påskenat. Det vil være svært at finde nogen i kardinalskollegiet, som vil kunne leve op til den afdødes utrolige evne og rutine i live performance, som bragte ham helt på højde med det globale mediesamfund.
I den henseende fik Johannes Paul II virkelig støvet en mange århundreder gammel institution af og taget konsekvensen af, at man i 1960erne ved det såkaldte Andet Vatikanerkoncil – det store kirkemøde i Rom som Johannes XXIII fik sammenkaldt, men ikke oplevede afslutningen på – gik over fra det internationale latin til de moderne nationalsprog som det normale gudstjenestesprog ved messerne.

De formelle krav
Principielt kan enhver katolsk mand blive valgt til pave, han behøver ikke engang at være præsteviet på forhånd, det er der faktisk fortilfælde på, selv om de ligger langt tilbage.
Men med den vægt, der ligger på dette embede som overhoved for verdens største trossamfund, må man forudsætte, at paven er eller har:

• 1. en fremtrædende teolog
• 2. administrativ erfaring
• 3. overbevisende evner som almindelig præst
• 4. sikker fremtræden i offentligheden
• 5. sympatisk og dygtig mediefremtræden
• 6. rimeligt godt udseende
• 7. charme og udstråling af varme og autoritet
• 8. store sprogkundskaber,
• 9. retoriske evner
• 10. et robust helbred
• 11. enorm arbejdsiver
• 12. evne til skære igennem
• 13. diplomatiske evner
• 14. stor menneskekundskab
• 15.i besiddelse af inspirerende tanker
• 16. visionære ideer kombineret
• 17. realitetssans
• 18. personlig integritet.

Hertil kommer så, at det ikke er lige meget, hvor gammel man er, eller hvor i verden man kommer fra. Og det er ikke nødvendigvis en kvalifikation at være meget kendt på forhånd.
Punkterne 11 til 17 er særlig vigtige for det, som er den topstyrede katolske kirkes grundvilkår: At alle udnævnelser fra biskop og opefter principielt ligger hos paven, foruden at han er enevældigt statsoverhoved i en suveræn stat (godt nok verdens mindste). Det er ingen tilfældighed, at de sidste embedshandlinger, Johannes Paul II foretog sig endnu på sin dødsdag, var udnævnelse af en række bisper. Det var ikke nødvendigvis for at ville sætte præg på kirken til hans sidste åndedræt, det var snarere et udslag af hans pligtfølelse, at han så vidt muligt ville dø med et rent skrivebord.
En pave har selvfølgelig en stor administration under sig og kan overlade meget til andre.

Meget travlt lederjob
Men hvis han vil tage et personligt ansvar for afgørelserne og sætte sit eget præg på dem, ligger der en opslidende arbejdsbyrde i selve jobbet. Det en pave skal kunne gøre, er imidlertid også at skabe sig rum for eftertanke og afslapning. Han skal virkelig kunne sætte grænser og undgå, at jobbet æder ham op. Et eksempel på en pave, som kun fik ganske kort tid at virke i, er Johannes Paul IIs forgænger af samme navn, som nogle mener er blevet myrdet, men hvor dødsårsagen efter alt at dømme var et slagtilfælde kort efter hans overtagelse af et af klodens mest travle embeder.
Personkendskab og menneskekundskab er meget vigtigt ved pavens udnævnelser af lederstillingerne i en så topstyret organisation som den romersk-katolske kirke. Ikke mindst fordi de enkelte ærkebisper og bisper har så stort et selvstændigt ansvar. Det har f.eks. vist sig, at kirkens ledere både i USA, Irland og Østrig greb for sent og halvhjertet ind over for fænomener som præsters pædofili – det har givet et indtryk af, at under Johannes Paul II faldt fars hammer hårdt og kontant over for afvigere fra den teologiske og kirkeordningsmæssige linje, mens man var meget mere tilbageholdende med at gå i rette med gejstliges personlige moral. Det har slidt på den katolske kirkes troværdighed i de pågældende lande og viser, hvor vigtig udnævnelsespolitikken er.
Et godt personkendskab og diplomatisk erfaring findes især hos de kardinaler, som tilhører inderkredsen i Vatikanet.

Et par klare favoritter
Og skulle man pege på en enkelt blandt kardinalerne, som forener mange af de kvalifikationer, der er opregnet ovenfor, er det kardinal Joseph Ratzinger, som i dag rent faktisk er Romerkirkens midlertidige topleder efter pavens død. Han er – alt efter indstilling – berømt eller berygtet som den afdøde paves skarpeste teolog, og som leder af Vatikanets afdeling for definition af troen, den såkaldte Troslærekongregation. Det er Ratzinger, der mere end nogen anden har fungeret som teologisk linjevogter, også i henseende til at definere forskellen på katolicisme og andre kristne trosretninger, og han har gjort det dygtigt og præcist. Selv om man kan frastødes af hans meget konservative holdninger, er de fremsat med sproglig elegance. Præsteerfaring har han blandt andet fra sin tid som ærkebiskop i München. Om hans egnethed som pave kan der næppe herske tvivl.
Men Ratzinger har flere ting imod sig. Han fylder 78 den 16. april og har dermed overskredet den normale pensionsalder for aktive biskopper, som er 75.
Han havde udtalt ønske om at trække sig tilbage og tage hjem til Bayern, men Johannes Paul II bad ham om at blive nogle år endnu. Det kan godt være, at Ratzinger slet ikke er interesseret i at blive pave. Og det er hvad han selv har udtalt. Men dels er paveembedet virkelig et, man vil diskvalificere sig til ved åbent at gå efter det, dels kan man sagtens forestille sig en situation, hvor der blev lagt pres på Ratzinger for at stille op, fordi et flertal dermed ville forhindre valget af en anden. Det er det helt umuligt at sige noget om nu.

Muligvis en sort pave
Selv har Ratzinger sidste år i påsken i et interview til det tyske dagblad Die Welt antydet, at den næste pave godt kunne blive en sort afrikaner, hvilket straks har fået mange til at tænke på den nigerianske kardinal Francis Arinze, formand for Vatikanets råd for interreligiøs dialog.
Ved at vælge en afrikaner som topleder ville Romerkirken følge i FN’s, det Lutherske Verdensforbunds og senest Kirkernes Verdensråds fodspor. Og et af argumenterne for denne udvikling er, at Afrika er det område i verden, hvor kirkerne vokser mest, i påfaldende modsætning til Europa, hvor kirkernes medlemstal er faldende stort set overalt. Francis Arinze fra Nigeria, der fylder 73 år i november og dermed er væsentlig yngre end Ratzinger, er som denne teologisk konservativ og vil formentlig gøre sig godt på en TV-skærm. Han vil være et seriøst bud på en tredjeverdens-kardinal. Og med den alder, han har, vil der næppe være tale om, at man kommer til at binde sig for en lige så lang periode, som det blev tilfældet med den netop afdøde pave.
Men hvordan vil man reagere på et sådant valg i det Europa, Romerkirken anser for så trængt, og i det Italien, som i næste 500 år havde et faktisk monopol på paveembedet?

Italiensk er sikkert kort
Hvilken politik vil man aflæse af en afrikansk pave? At der lå ønsker om ændringer specielt i Østeuropa bag valget af polakken Johannes Paul II hos hans vælgere, er en rimelig antagelse. Det kunne rette tankerne mod muligheden for at få en amerikansk kardinal valgt til pave. Den katolske kirkes holdning til det amerikanske Bush-administration har været anstrengt på grund af Irak-krigen, som paven var imod, og senest har den katolske kirke i USA protesteret mod dødsstraffen.
Og der er egnede amerikanske kandidater. Mod denne antagelse hævdes det imidlertid, at med den politiske overvægt, USA har i verden i dag, kunne det virke som en udfordring af resten af verden, hvis man valgte en amerikansk pave.
Vil man spille et sikkert kort, tager man en italiensk pave igen.
Paven er også biskop af Rom, Italien er så tæt forbundet med pavedømmet (selv om stat og kirke er adskilt i den italienske republik), at det nærmest virker som det naturlige at tage en pave herfra. Og to af de mest populære paver i anden halvdel af 1900-tallet, Johannes XXIII og Johannes Paul I, var ærkebisper i Norditalien, da de blev valgt til paver. Her finder man også flere kandidater, som sandsynligvis kan opfylde mange af de opregnede kvalifikationer i ovenstående jobprofil (som det dog skal understreges ikke er hentet fra nogen officiel stillingsannonce!).
Det er et både irriterende og fascinerende træk ved pavevalget i Rom, at man skal være meget forsigtig med de udmeldinger, favoritterne selv kommer med. Det er karakteristisk, at nigerianeren Arinze er helt tavs med hensyn til, om han overhovedet er interesseret i posten. Beskedenhed er en dyd i disse kredse.
Kampen om lederposten i Romerkirken foregår anderledes diskret end kampene om partilederposten i danske partier, og man gør alt for at undgå, at der bliver gravet grøfter, der er synlige udadtil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her