Læsetid: 3 min.

De kaldte det gummiben

FCK bankede hjemme topholdet Brøndby med 3-0 i en tiltagende saftspændt topdyst
11. april 2005

Fodbold
For folk, der skulle have interesse i alle aspekter omkring opgøret mellem FC København og Brøndby, har den forgangne uge været sjældent kulørt.
Først blev FCK’s sportsdirektør, Niels-Christian Holmstrøm, tilsyneladende taget med et knæ oppe i skridtet på en norsk fotograf, der havde forsøgt at dokumentere en suspekt middag mellem Holmstrøm og Rosenborg-angriberen Frode Johnsen. Dvs. den fysiske del af optrinnet er faktisk ikke fuldt belyst endnu; var det et knæ? Var det et skridt? Fotografen, Knut, har i sine 37 år med kameraet om halsen aldrig oplevet noget lignende, kunne man læse. Omvendt skal Holmstrøm være blevet både »forskrækket og skidesur« over, at fotografen blitzede ham »lige i snuden«. Hvorom alting er – politiet kigger på sagen.
Og – mærkeligt nok – få uger efter at resten af B.T. officielt skiftede redaktionel ham for at gå helhjertet efter struben på det blanke damebladssegment, bragte avisens sportsredaktion i weekenden flere siders old school gravejournalistik: Brøndby-direktør Per Bjerregaard forsøgte for en måned siden at købe Bella Center for nogle hundrede millioner kroner, som han ikke kunne dokumentere, at han havde – på trods af formaninger og modstand fra et flertal i sin bestyrelse. Det skrev B.T.
Bjerregaard og hans modstykke i FCK, Fl. Østergaard, er hinandens modsætning på flere punkter, end man skulle tro. Bjerregaard giver den som den runde, tilbageholdende, lægeeksaminerede, semi-intellektuelle humanist; Østergaard er den ærgerrige, medieglade, nærtagende kyniker, der angler efter anerkendelse fra det tunge erhvervsliv, men alligevel kommer til at give fotograferne fingeren i en presset situation. Og mens Østergaard er sådan en, der snusfornuftigt tæller hver en knap og foretager sobre kalkuler, før han kaster penge efter nye projekter, har Bjerregaard tilsyneladende en rem af den type erhvervsdilettant, der tyer til en mild form for gambling i forsøget på at retablere sit ry som økonomisk ansvarlig leder efter bitre fodfejl.

Kampen
Men det er jo bare penge. Lad os tale lidt om kampen i aftes. Efter 30 minutter begyndte hele langsiden, som bl.a. huser FCK-slænget på Nedre C, at synge »Gummiben, gummiben« ned over Brøndbys spillere. Det var the wisdom of the crowd i ren form. Flokkens enkle analyse forekom nemlig at være korrekt.
Hjemmeholdet havde for længst bragt sig i spidsen med 2-0 på et par prægtige mål, og selv om brøndbyerne så ud til at kæmpe med tungen ud af munden, var det som om, at der manglede noget. De brød ikke igennem til målgivende situationer, og de forsøgte sig med lange, høje bolde, der satte deres egen midtbane ud af spillet. Det var rædselsfuldt anti-kontinentalt. Nogen havde talt om ’kampen om midtbanen’, men drengene fra vestegnen havde slet ingen i første halvleg. Og forsvaret var hullet som si.
Sibusiso Zuma var i hopla og kunne næsten gøre, hvad han lystede. Når han i fuldt løb foretog sig en kropsfinte, væltede de nærmeste Brøndby-spillere som dominobrikker omkring ham. Det flød slet ikke for Brøndby. Til gengæld var der noget organisk, ja, næsten økologisk over FC Københavns spil. De havde intet at tabe, og de var tændte. Hjalte Nørregaard funklede, Álvaro Santos distribuerede bolden på midtbanen med rystende virilitet.
I pausen må Michael Laudrup have talt med STORE BOGSTAVER. Stik mod alle odds så hans spillere lidt større ud, da de trådte ind på banen. Da Brøndby-strikeren Johan Elmander på et tidspunkt havde friløb mod målet og alligevel brændte, stod det tindrende klart, at løbet var kørt. Folk snakker om, at det alligevel bliver lidt spændende i år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu