Læsetid: 10 min.

Kamp om pladserne blandt USA’s dommere over liv og død

Dommerne i USA’s Højesteret kan afgøre enhver præsidents skæbne og har afgørende indflydelse i spørgsmål om f.eks. abort og dødsstraf. Nu står to af dommersæderne tomme, og det trækker op til kamp om værdierne i den amerikanske sjæl
8. april 2005

Domstole
WASHINGTON – Den mundtlige bevisførelse skal netop til at begynde ved verdens mest magtfulde domstol, men vi kunne lige så vel befinde os på lærerværelset på et førende universitet. De kappeklædte hovedpersoner kaster velovervejede, småhovne blik ud over slagets gang, og ind imellem stiller en af dem et skarpt spørgsmål, før han eller hun igen glider tilbage i eftertænksom og afslappet tavshed.
Længst til venstre i lokalet sidder den yngste af dommerne ved den amerikanske højesteret, Stephen Breyer, krummet sammen i sin stol med et drillende, halvfornøjet udtryk i sit ørnelignende ansigt. Ved siden af Breyer sidder højesterets eneste sorte dommer, Clarence Thomas. Derefter den venlige Anthony Kennedy. I midten sidder dagens leder af retsmødet, Sandra Day O’Connor, med ansigtet indrammet af hvidt, krøllet hår. Hun blev i sin tid udnævnt til domstolens første kvindelige dommer. Ved siden af O’Connor sidder den korpulente Antonin Scalia sammensunken i sin stol. Han ser ud til at kede sig, men ser samtidig overvældende åndfuld ud (hvilket han også er). Dernæst kommer den lille David Souter, helt uanfægtet og meget rank i ryggen. Yderst til højre afsluttes rækken af Ruth Bader Ginsburg. Hendes grå hår er samlet i en hestehale, og hun læner sig forover som en lille elegant rovfugl. I modsætning til sine kolleger overdænger hun de advokater, der fremlægger hver sin side af sagen for domstolen, med spørgsmål.
Et roligt, uforanderligt sceneri, kunne man forledes til at tro. Men tag ikke fejl. Dette fredsommelige, lærde sted, der har så megen magt, at det kan afgøre præsidentskæbner, er på randen af stor opstandelse. Vi har nået højdepunktet i en kamp, der potentielt vil præge hele præsident George W. Bushs anden embedsperiode og sætte sine aftryk på det amerikanske samfund i flere år – måske årtier – fremover.
Det springende punkt er stolene, eller rettere de to tomme læderstole i midten af lokalet. Den ene af dem er normalt besat af den 80-årige højesteretsformand William Rehnquist. Rehnquist er alvorligt syg af kræft i skjoldbruskkirtlen og er sidst set offentligt under indsættelsen af Bush 20.januar i år. (For tre uger siden vendte højesteretsformanden tilbage til sit kontor, og i mandags præsiderede han for første gang i seks måneder over en retshøring. Rehnquists læger har kun frigivet få detaljer om sygdommens karakter, og det er derfor svært at forudsige sygdommens forløb, red.)
Den anden tomme plads bliver normalt udfyldt af Paul Stevens, der er på vej mod de 85 år. Han har ikke kunnet nå frem, fordi hans fly fra Florida er blevet aflyst.
Inden for de nærmeste måneder kan en af dem – eller begge – være gået bort, og dermed lyder startskuddet for indædte politiske slagsmål om, hvem der skal erstatte dem. Det mest utrolige er dog, at situationen har været så længe undervejs. De syv dommeres kropssprog ligner kropssproget hos gamle universitetslærere, der har tilbragt så megen tid sammen, at de kender hinanden ud og ind. Det er ikke så mærkeligt. Deres gennemsnitsalder er 70 år, og grønskollingen Clarence Thomas på 56 er den eneste, der endnu ikke har nået den normale pensionsalder. De har i gennemsnit fungeret som dommere ved højesteret i 19 år. Utroligt nok har denne gruppe arbejdet sammen i 11 år i træk, hvilket er den længste periode uden udskiftninger blandt højesterets dommere siden begyndelsen af 1800-tallet. Nu er der forandringer på vej, og alle i Washington D.C. holder vejret.

Besat af love
USA er kendt som verdens mest trættekære nation. Et land så styret af love, at det nærmer sig en besættelse. Retssystemet minder om en kæmpemæssig pyramide med forfatningen og borgerrettighedsloven, der består af forfatningens 10 første tillæg, øverst. Ikke overraskende bliver den præstelige kaste, der fortolker alle disse regler – juristerne – belønnet med stor rigdom, magt og status. De ni højesteretsdommere er ypperstepræsterne.
Højesteret er den amerikanske regerings dømmende magt og fungerer uafhængigt af og på lige fod med den udøvende og lovgivende magt, nemlig præsidenten og Kongressen. Højesteret er lige så gammel som selve nationen og den øverste herre og vogter over USA’s forfatningsmæssige privilegier. Andre lande har selvfølgelig også en højesteret, men ingen af dem besidder samme autoritet og udstråling som dette alle domstoles forbillede.
»Når det kommer til at forme socialpolitikken, er Højesteret vigtigere end Kongressen og næsten på højde med præsidenten,« siger vicejustitsminister under Ronald Reagan, Bruce Fein.
»I et land som vort, hvor forfatningen er ophøjet til helligdom, kan en højesteretskendelse udløse kulturelle forandringer, selv om domsafsigelsen ikke direkte påvirker det enkelte menneske,« siger Fein.
Amerikanske præsidenter og kongresmedlemmer beklæder kun deres embeder i tidsbegrænsede perioder, men jobbet som højesteretsdommer er livslangt. Via de dommerudnævnelser de foretager kan præsidenter opnå indflydelse, der varer ved, længe efter at deres embedsperiode – eller ligefrem deres liv – er slut. 31 år efter hans afgang og 10 år efter hans død kan man med rette hævde, at et af tidligere præsident Richard Nixons væsentligste fingeraftryk på amerikansk politisk historie, er personen William Rehnquist, som Nixon udnævnte til højesteretsdommer i 1971, og som Ronald Reagan 15 år senere forfremmede til højesteretsformand.

Gud, bøsser og våben
Der er intet, der tyder på, at Højesterets magt er ved at svækkes. Den partibundne og polariserede kongres er i vid udstrækning et velvilligt organ, hvis indflydelse er begrænset til at godkende eller afvise politiske forslag fra Det Hvide Hus. I en tidsalder, hvor USA’s politiske kampe ikke er økonomiske, men sociale og kulturelle – striden om ’Gud, bøsser og håndvåben’ og så selvfølgelig abort – bliver de store konflikter ikke afgjort på Capitol Hill, men i retssalene.
Nogen mener, at det er en uheldig udvikling, at Højesteret, der angiveligt skal fungere uafhængigt og supra partes, er blevet trukket ind i disse politiske kampe. Faktum er nu, at Højesteret altid har været en del af de store politiske slag i USA.
Da selveste George Washington skulle udnævne landets første højesteretsdommere i 1789, gjorde han det helt klart, at de, der var modstandere af den føderale struktur i Amerikas Forenede Stater ikke skulle gøre sig forhåbninger om at blive dommere ved Højesteret. Da et overvejende konservativt hold af dommere 150 år senere vendte tommelfingeren nedad til Franklin Roosevelts ’New Deal’, som var blevet vedtaget i Kongressen, forsøgte Roosevelt at sammensætte dommerholdet, så det kom til at bestå af hans egne støtter.
I 1974 udviklede håndhævelsen af forfatningen sig til et højspændt politisk drama, da Højesteret beseglede Nixons skæbne ved at beordre ham til at udlevere Watergate-skandalens varmeste bevismateriale i form af lydbånd. Den ’politisering’ blegnede dog i forhold til rettens indgreb i december 2000, da den afgjorde, at fintællingen af Floridas stemmer efter præsidentvalget skulle indstilles og dermed ’tildelte’ George W. Bush præsidentposten. Dommerstemmerne fem-fire repræsenterede rettens fem republikanske og fire demokratiske dommere, og mange – ikke kun desillusionerede Al Gore-tilhængere – forudsagde, at Højesterets troværdighed ville lide ubodelig skade. Det skete ikke.
Slaget mellem Bush og Gore var det juridiske svar på flodbølgen i Sydøstasien: En katastrofe, der kun sker én gang i et århundrede, måske én gang i et årtusind. Men Højesteret formåede at bevare sit skær af mystik og fastholde sin afgørende rolle i den nøje afstemte magtbalance, der er genistregen i den amerikanske forfatning.

Markant forandring
Højesteret kan ikke sikre udødelighed. Alle forventer, at William Rehnquist senest træder tilbage i juni i år. Det er så godt som sikkert, at John Paul Stevens, der fylder 85 i april, følger efter, mens O’Connor, der fylder 75 næste gang, muligvis også er på vej på pension. Præsident Bush skal altså udnævne mindst to, måske tre, nye dommere i sin anden embedsperiode. Det er højst sandsynligt, at han vil forsøge at præge Højesterets sammensætning i en grad, der ikke er set siden Roosevelts dage.
Som sagen om slaget mellem Bush og Gore i 2000 demonstrerede, er Højesteret i dag sammensat af fem ’højrefløjsfolk’ og fire ’venstrefløjsfolk’. Men som Kermit Roosevelt, der tidligere arbejdede som fuldmægtig hos Souter (og som er en fjern slægtning til Franklin D. Roosevelt) påpeger, stemmer dommernes syn på magtforholdet mellem forbundsregeringen og delstatsregeringerne og andre grundlæggende forfatningsmæssige temaer ikke altid overens med deres mere »jordnære« politiske holdninger, det vil sige deres partipolitiske tilhørsforhold.
Der blev da også udført flere holdningsmæssige saltomortaler i striden om, hvorvidt Bush eller Gore var den retmæssige vinder af præsidentvalget. De konservative, der normalt holder hårdt på delstaternes rettigheder, insisterede på, at den føderale højesteret stod over Floridas højesteret, der havde beordret en omtælling af stemmerne i delstaten. Dommerne fra venstrefløjen, som normalt er meget opsatte på at håndhæve forbundsregeringens magtbeføjelser, argumenterede forgæves for, at retten i Florida skulle have det sidste ord i det, der var et rent delstatsanliggende, og at den øverste amerikanske højesteret ikke havde ret til at gribe ind.
Højesterets stærkeste indflydelse ligger i dens ret til at foretage »retslige vurderinger« og underkende beslutninger vedtaget på såvel delstatsligt som føderalt niveau, ligesom domstolen kan omstøde regeringens og sågar præsidentens afgørelser, hvis den vurderer, at de er forfatningsstridige. Denne magt blev stadfæstet i rettens afgørelse i sagen om Marbury vs. Madison i 1803. En sag, der involverede store navne som John Adams og Thomas Jefferson, og som gjorde Højesteret til det amerikanske retssystems altafgørende omdrejningspunkt. Højesteret blev den ultimative dommer i konflikter mellem landets styrende instanser og mellem enkeltpersoner og staten.
Den påståede ’konservative’ Rehnquist har i sin tid som højesteretsdommer stillet såvel de mere liberale kredse som højrefløjen tilfreds. Netop den kendsgerning beviser, at Højesteret på trods af sin enorme magt har en tendens til at følge den offentlige mening snarere end at skabe den. De nuværende dommere har mestendels forsvaret delstaternes retslige selvstændighed (et synspunkt, der dog ikke gjorde sig gældende ved præsidentvalget i 2000), men den juridiske aktivisme, der prægede Højesteret under retsformand Earl Warren i 1950’erne og 60’erne, er gået i sig selv.
»Det sker, at Højesteret er en anelse på forkant i forhold til den offentlige mening,« siger en af højesteretsformandens tidligere fuldmægtige, Rick Garnett, »men det er langt oftere tilfældet, at rettens holdninger blot afspejler den. Hvis Højesteret fører sig for langt frem, kan det virkelig skabe postyr og ende med at falde tilbage på domstolen selv.«
Lige nu hælder den politiske holdning blandt Højesterets dommere til højre for midten, men kun lige akkurat. Scalia står i spidsen for en konservativ trio bestående af ham selv, Rehnquist og Thomas. Trioen bliver ofte bakket op af Paul Kennedy. Ginsburg, Breyer, Souter og Stevens står ofte (men ikke altid) for en mere interventionistisk holdning. Tungen på vægtskålen er Sandra Day O’Connor.
Nu giver de tomme sæder præsident Bush mulighed for at trække Højesteret til højre for midten og få støtte til sin konservative dagsorden længe efter, at han selv forlader præsidentposten i januar 2009. Inden da venter en voldsom, ondskabsfuld kamp om, hvem det er, der skal indtage pladserne.

Politiske advarsler
For de potentielle nye dommere er der meget på spil. Det har længe stået klart, at der var pensioneringer på vej. Under valgkampen sidste år talte Bush om Højesterets fremtid, som om en moderne udgave af den franske revolution ville ramme USA, hvis John Kerry vandt præsidentvalget. Den demokratiske kandidat advarede på sin side om, at en sejr til Bush ville betyde, at Højesteret blev indtaget af rabiate konservative, opsat på at føre USA tilbage til stenalderen.
Præsident Bush havde ingen betænkeligheder ved at udtale, at han havde i sinde at udnævne højesteretsdommere, »der kan kende forskel på deres personlige holdninger og en stram fortolkning af loven«. Bushs foretrukne dommere i den nuværende gruppe er Thomas og ikke mindst Scalia, der er kendt for sin nøje overholdelse af forfatningens ordlyd.
»Bush giver sig ikke på nuværende tidspunkt,« forudser Bruce Fein, der foretog vurderinger af dommeremnerne under Ronald Reagan.
»Han har fået et utvetydigt folkeligt mandat og yderligere fire republikanske støtter i Senatet.«
Fein vurderer dog, at demokraterne er præcis lige så utilbøjelige til at give sig på trods af valgnederlaget i november sidste år.
»Dommerudnævnelserne er demokraternes sidste chance for at få foden indenfor, og de demokrater, der lige nu er med i opløbet (såsom Edward Kennedy fra Massachusetts) er demokrater fra republikansk dominerede delstater og har ikke noget at tabe,« siger Bruce Fein.
Selv om republikanerne øgede deres antal af repræsentanter i Senatet til 55 ved valget, mangler de stadig fem for at nå op på de 60 stemmer, det kræver at underkende en demokratisk torn i øjet.
Det er meget muligt, at der hersker statelig ro i den store retssal lige over for Capitol Hill, men uden for i byen, der lever og ånder for politik, magt og jura, er det stilhed før stormen.

© The Independent og Information

*Oversat af Nina Skyum-Nielsen

FAKTA
Historiske højesteretsafgørelser
• Kendelsen i sagen mellem Brown og undervisningsministeriet, der afgjorde, at raceadskillelse på privatskoler var forbudt, udløste i 1954 de sortes borgerrettighedskamp i USA.
• Afgørelsen i sagen Roe vs. Wade fra 1973 ophævede forbuddet mod abort med den begrundelse, at den amerikanske forfatning sikrer kvinder retten til selv at vælge, i hvert fald i graviditetens første måneder.
• I 1972 stillede Højesteret anvendelsen af dødsstraf i bero med den begrundelse, at brugen af dødsstraf krænker forfatningens ottende tillæg, de forbyder »grusom og usædvanlig afstraffelse«. Fem år senere, da en række delstater udviklede nye henrettelsesmetoder, ophævede Højesteret det midlertidige forbud. I dag er der igen debat om brugen af dødsstraf, som kun i ganske særlige tilfælde må bruges til afstraffelse af unge og udviklingshæmmede.
• For nylig har Højesteret givet grønt lys for positiv særbehandling og underkendt en lov fra Texas, der forbød sex mellem homoseksuelle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her