Læsetid: 7 min.

Kampen om midten

Kulturkampen er blevet til kulturkanon og dermed er frugtbare diskussioner gået tabt i slagsmål om rangliste-placeringer. Tidens midtsøgen råber på en kanon over danske kulturkampe
13. april 2005

Kommentar
Jeg mener, at det er godt, at der er smagsdommere, som kan stimulere dømmekraften hos andre; og at oplysning netop består i udbredelse af evnen til at skelne og dermed evnen til at fælde smagsdomme.
Men jeg er selvfølgelig også orienteret om, at ordet smagsdom har fået en dårlig presse, og at samme presse definerer smagsdommeri som det modsatte af oplysning.
Når ting begynder at betyde det modsatte af det, de betyder, begynder paradokserne at danne parade. Tag de seneste års kulturdebat: Vi blev tilbudt en kulturkamp, men fik påbudt en kanon. Vi blev opfordret til at dele os efter anskuelser, men endte med at dreje i rundkreds om kunstens top-ti. Vi skulle trække modsætningerne op, men kun for at mødes på midten.

Den tabte midte
Historien begynder i tiåret op til den franske revolution. Her rullede en revolution også hen over kunstens verden, og resultatet blev det, som Hans Sedlmayr har kaldt Verlust der Mitte, altså: Den tabte midte.
Ankomsten til de moderne tider blev en afsked med midten. Revolutionsarkitekt-erne Ledoux og Boullée begyndte at tegne bygninger, der var lige så kuglerunde som de balloner, brødrene Montgolfier på samme tid sendte op mod himlen. I kuglens æstetik giver det ikke mening at tale om symmetri og hierarki. En kugle har ikke blivende sted. Den kan trille i alle retninger. Den er selve flygtighedens grundform.
Det gamle samfund var organiseret omkring konge og kirke, og kunstnernes opgave var at stive systemet af. De viste med deres anlæg af »les places royales« – de kongelige pladser – at magten sad på midten, smukt illustreret med statuer af konger til hest.
Men med revolutionen omstyrtedes også rytterstatuerne, og de kongelige pladser dannede ikke længere centre i byernes liv, om end de for en stund dannede centre for byernes død. Place Louis XV blev omdøbt til Place de la Révolution, og her opstillede man under rædselsregimet guillotinen, også kaldet den nationale barberkniv. Så prøvede man igen at få lidt samling på stedet, som man omdøbte til Place de la Concorde, dvs. »det hjertelige fællesskabs plads. » Men det udviklede sig til et smerteligt fællesskab. Trafik og massedemonstrationer betød, at pladsen kun samlede problemer. Midten var gået tabt.
Og dog: I Danmark slap man ikke midten. B.S.Ingemann, der blev født i en præstegård i 1789, fortæller i sine erindringer, at Marseillaisens stolte frihedstoner også nåede til Danmark, men at de her tonede ud som en munter selskabssang. Ingemann selv blev en af hovedskikkelserne i den danske guldalder.

Den gyldne midte
Kapitlet om den gyldne midte begynder umiddelbart efter Napoleonskrigene. Alle de kræfter, der ville restaurere den gamle tid, samlede sig da i en hellig alliance, og restaurationens arkitekter søgte at etablere nye midtpunkter, bl.a. med et omfattende museumsbyggeri.
Men revolutionskedlen kogte stadig i Frankrig, og i 1830 samlede man sig under slagordet »juste milieu«. Juste milieu betyder den rette eller den retfærdige midte, og det var den, som man i guldalderens Danmark valgte at kalde den gyldne midte. Man søgte væk fra yderlighederne. »I angst fra afgrunden jeg mig vender«, skrev digteren Christian Winther. I stedet rettede man blikket mod det overskuelige, det der samlede, enheden af det gode, det sande og det skønne. I dansk Guldalder blev vinduet et af de mest populære motiver, og udsigten fra vinduet var gerne en lige så trygt indhegnet have.

Den matte midte
Det tredje afsnit af midtens historie kunne man kalde den matte midte. I Guldalderen blev gennemsnitsdanskeren portrætteret som en hr. Sørensen, en søvnig herre der altid var iført nathue og tøfler. Og selv Bertel Thorvaldsen, der ikke var gennemsnitsdansker, kunne lede tanken hen på hr. Sørensen. Georg Brandes skrev om et af hans værker, Natten (1815), at det ikke viste natten hvor man elsker og myrder, men natten hvor man sover og drømmer.
Den søvnige stemning virkede smittende på efterfølgerne. Forrige år viste Thorvaldsens museum under overskriften Afmagt en udstilling om Thorvaldsens efterfølgere, og synspunktet var her, at mesterens magt var så stor, at hans efterfølgere forelskede sig afmagten som motiv. Kataloget leverer bevis for påstanden. Hen over to sider præsenteres en alenlang liste over »apatisk siddende kunstnere og åndspersoner i dansk kunst i 1800-tallet.«
To af dem, Holberg og Oehlenschläger sidder og halvsover foran Det kongelige Teater, og så endda på en plads som Kongens Nytorv, der roterer af liv. Den radikale Brandes mente selvfølgelig, at de to apatisk siddende dramatikere skulle være fremstillet stående og i deres ungdoms glød

Den hvide midte
Moderniseringens kugle triller videre og bliver til en hvid kube. Fra Brandes går der en lige vej til funkis-arkitekterne, som i 1930’erne skabte et gennembrud for det, man kalder »den hvide modernisme« - og kunne kalde den »hvide midte«.
I følge PH svarede symmetri ikke til »nogen aandelig Trang i det moderne Samfund«, og de funktionalistiske byplanlæggere excellerede da heller ikke i monumentale pladsanlæg i den gamle bymidte. Set med deres øjne skulle byen rejse sig som hvide skulpturer på en grøn flade, der strakte sig så langt, som de samme øjne rakte. I følge de moderne arkitekter skulle boligen og dens beboer danne midtpunkt i enhver byplan.
I 1930erne undergik hr. Sørensen sin endelige forvandling til den moderne hr Larsen, eller Larsen slet og ret, og inden melodien helt blev væk for samme Larsen, lod Kjeld Abell ham kalde til »oprør i portiererne«: Væk med portiererne, væk med de gamle skilderier, væk med fortiden: »Jeg vil ha’ smukke nøgne vægge i mit sheiktelt«, erklærer Larsen.
Alle disse Larsener, som fra deres terrasser i samme grad kunne dyrke solen og nyde udsigten, blev opfattet som typer, helt på linje med kvadratet og kuben i den nye arkitektur.

Den tomme midte
Den hvide midte er ikke længere mønsterdannende. Den hvide midte er kommet på museet – og i kanon. Femte afsnit i midtens historie står åbent, og man kunne kalde det den åbne eller tomme midte. Men hvad menes med den tomme midte? Den hollandske arkitekt Rem Koolhaas har erklæret, at i dag er det tomrummet, der er det bestemmende vilkår for arkitekturen: modernismens enhedskultur duer ikke længere. Hvis tiden har et løsen, er det ikke lighed, men forskellighed, og den bedste garant for forskellighed er tomrummet.
Tomrummet har meldt sin entré. I Schmidt, Hammer og Lassens billedbog om Det nye kongelige Bibliotek, kan man læse, at foyer’en – og det vil jo sige tomrummet - er bygningens centrale rum.
Midten er gået tabt, men moderne kunstnere har tolket den tabte midte som en gevinst. I Berlingske Tidende skrev Ole Nørlyng i sin anmeldelse af Forårsudstillingen på Charlottenborg, at den ligner et mikadospil, at al respekt for traditionen er pist væk, og at de unge kunstnere ikke bare vil op og hænge på væggene, men vil ud på gulvet, ud i verden, ud i handlingerne. Intet objekt er garant for noget som helst, men i stedet for at lade sig lamme af rådvild melankoli, kaster de sig med en uhæmmet trang til utopi ud i en munter udforskning af tingene.
Jeg har også hørt, hvordan globaliserede danske kunstnere som Olafur Eliasson og Jeppe Hein har slået gnister af forbindelsen mellem kunst og underholdning, Eliasson der med sine kæmpe, kuglerunde lamper i Operaen fik en anmelder til at tænke på Jul i Illum, og Hein der har specialiseret sig i installationer, som leder tanken hen på et Tivoli.
Når Hein laver vægge der bevæger sig, opstiller bænke der flytter sig og installerer gasflammer, der rækker ud efter museumsgæsten, nærmer han sig den tivoliforlyst-else, der hedder Skærsilden. Men hensigten er ikke kun oplevelse, men også erkendelse, som når han lader kunstværket reagerer lige så meget på betragteren, som betragteren reagerer på kunstværket. Det sker f.eks. i en installation, hvor syv skinnende aluminiums-kugler med en diameter på en halv meter er udstyret med sensorer, sådan at de reagerer på den betragter, der træder ind i museumsrummet, og reagerer helt uforudsigeligt, når mere end én betragter træder rundt i rummet. Her er der virkelig lejlighed til at tænke over den modernisering, som begyndte, da revolutionsarkitekterne begyndte at lege med kuglen som arkitektonisk form.

Kulturfejdens kanon
Midtens historie er ledsaget af stadige kulturkampe. Jeg vil også gerne, i tidens positive ånd, komme med et bidrag til den kanoniske rundkredspædagogik. Jeg vil foreslå, at der til de påtænkte kanoner føjes en kanon over kulturfejder. Så kunne man zoome ind på de fejder, hvor synspunkterne blev skærpet og modsætningerne trukket op. Og man kunne ved samme lejlighed opøve den gode, grunddemokratiske færdighed i smagsdommeri?

*Martin Zerlang er professor i littervidenskab ved Københavns Universitet. Artiklen er essensen af en festforelæsning ved årsfesten for Det kongelige akademi for de skønne Kunster, under overværelse af regentparret og kulturministeren

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu