Konkurrence
På markedet i Cambodias hovedstad, Phnom Penh, kan de lokale købe nydelige franske silkeskjorter og amerikanske benklæder, givet væk af vesterlændinge med trang til udrensning i garderoben fra dengang, man endnu syede tøj i Vesten.
Hos den fashionable tøjbutik Gap på Broadway, Manhattan, kan modebevidste amerikanske kvinder finde lækre sweatre og elegante kjoler, syet på højeffektive, omkostningsbesparende tek-stilfabrikker i nye indu-striområder i Phnom Penh.
Det globaliserede markeds veje er uransagelige. Og i disse måneder sker der et nyt og voldsomt skift i strømmene af varer og indtægter, et skift så dramatisk, at handelseksperter taler om den måske største flytning af produktion i verdenshistorien. Og med fattige udviklingslande som Cambodia som oplagte tabere. En ung tekstil- og beklædningsindustri, der indtil nu har givet omkring 270.000 cambodianere arbejde og sikret 90 pct. af nationens eksportindtægter, kan få trukket tæppet væk under sig i løbet af måneder eller få år. Kina står til gengæld som den store, frygtindgydende vinder. Sammen med som tilsyneladende altid - de vestlige forbrugere, der nu får endnu billigere tøj at købe i butikkerne.
»Meget få fatter eller er først lige begyndt at fatte hvad dette betyder. Der vil blive kaos i verdensøkonomien,« sagde for nylig Mark Levinson, cheføkonom i det ledende amerikanske tekstil- og beklædningsarbejderforbund UNITE.
Multifiber-aftalen
Det handler om den seneste liberalisering af den del af verdenshandelen, der indtil den 1. januar i år har været underlagt den såkaldte Multifiber-aftale: Handlen med tekstiler og tøj, som i dag andrager en global værdi af 350 milliarder dollar, og som siden 1974 har været reguleret og stabiliseret af et internationalt kvotesystem. Systemet har sikret en lang række mindre udviklingslande Cambodia, Bangladesh, Nepal, Sri Lanka, El Salvador, Lesotho, Mauritius og en række andre adgang til amerikanske og vesteuropæiske markeder via generøse eksportkvoter, mens andre som Kina og Indien er blevet begrænset i deres eksport, fordi de har fået tildelt skrappere kvoter.
Kvotesystemet blev oprindelig indført for at beskytte tekstilindustrien i Vesten mod billigere produkter fra bl.a. Kina, men har reelt ført til, at vestlige tøjfirmaer har spredt deres produktion og indkøb på en stribe leverandørlande med lave omkostningsniveauer og dermed givet udviklingsmuligheder til mange af de mindre u-landes tekstilindustrier.
Et forarmet og borgerkrigsmærket Cambodia havde i 1994 bare syv beklædningsfabrikker et årti senere var antallet takket være kvoteordningen over 200 og eksporten mere end femdoblet. Alene den amerikanske tøjkæde Gap etablerede aftaler med 33 cambodianske fabrikker. Hennes & Mauritz, Nike, Levi Strauss er andre store kæder, der har fået produceret i Cambodia.
I Bangladesh har man tilsvarende kunne opbygge en beklædningsindustri, hvor 3.500 fabrikker giver beskæftigelse til 1,8 mio. arbejdere næsten alle kvinder og sikrer det fattige land 75 pct. af dets eksportindtægter. Den mægtige detailhandelskæde Wal-Mart siges at købe en tredjedel af alt det tøj, Bangladesh fremstiller.
Kvotesystemet »har været en utrolig omkostningseffektiv måde at bringe social og politisk stabilitet til en værdigt trængende del af verden,« siger Peter Craig, Washington-baseret handelsattache for østaten Mauritius, til avisen Los Angeles Times.
Taberne i den proces har gennem årene været tekstil- og beklædningsarbejdere i Vesten. USA angives at have mistet 800.000 job i sektoren siden 1994, og i et land som Danmark er næsten hele tekstilindustrien rykket udenlands. Antallet af tilbageværende arbejdspladser i den hjemlige branche falder fortsat og ubønhørligt med omkring 500 om året.
Mere konkurrence
Et kvotesystem som Multifiber-aftalen, der giver visse producentlande beskyttelse, er imidlertid grundlæggende i strid med det herskende ideal om fri handel. Beskyttelsen dæmper den fri konkurrence og indebærer f.eks. ifølge International Trade Commission, at amerikanske forbrugere betaler 50-60 milliarder dollar mere for deres tøj, end de ville gøre i en situation med uhindret global konkurrence. Også flere u-lande har gennem årene protesteret over aftalen, fordi den havde til hensigt men ikke lykkedes med at beskytte den vestlige tekstilindustri.
Derfor har Multifiber-aftalen gennem de seneste 10 år været under gradvis afvikling. Og hver gang kvoterne for en given produkttype inden for tekstil og beklædning er blevet fjernet, har det sendt små eller store chokbølger gennem denne del af verdensøkonomien. Da begrænsningerne på eksport af babytøj og nattøj blev ophævet i 2002, tredoblede kinesi-ske virksomheder på ingen tid deres eksport af disse varer. Til gengæld mistede bl.a. nogle af Cambodias producenter hele deres salg af disse varer til flere af de store amerikanske tøjkæder.
Pr. 1 januar i år er så den sidste store blok af kvoter blevet fjernet og det globale marked for tekstil og beklædning gjort frit. Og resultatet er ikke udeblevet. »Det er jungleloven: Kun den stærkeste vil overleve,« sagde for nylig Peter McGrath, indkøbschef hos den store amerikanske tøjkæde J.C. Penney.
Kina tager det halve
Og den stærkeste er Kina. Med sin enorme produktionskapacitet og sine lave lønninger har Kina indledt et lammende erobringstogt på det globale tekstilmarked. Siden nytår er den kinesiske
eksport til USA steget med næsten to tredjedele, mens eksporten til Europa er vokset med over en tredjedel.
Opgjort på en anden måde: Kina ventes at øge sin andel af den nordamerikanske tekstil- og beklædningsimport fra hidtil 16 til mindst 50 procent og tilsvarende vokse fra 18 til 29 procent af EUs import. I forvejen har Kina erobret en markedsandel af tøjsalget til Japan på 77 pct. samt 70 pct. i Australien og 56 pct. i Sydafrika.
Verdensbanken venter, at Kinas andel af det globale tekstilmarked på få år vil blive tredoblet og nå 45 pct. Indien vil ifølge en række fagfolk tage en stor del af resten.
I kinesernes og indernes kølvand kæmper de små producentlande nu for at holde hovedet oven vande. Handelseksperter har forudsagt, at af 50 lande, som i dag
eksporterer beklædning til USA, vil kun 10 kunne overleve konkurrencen fra Kina.
Cambodia, der har arbejdslønninger 25 pct. over de kinesiske, risikerer ifølge IMF at registrere en nedgang i sin økonomiske vækst fra over fem til under to pct. om året som konsekvens af den ny konkurrence. Bangladesh frygter, at over en million job kan gå tabt, mens fagforeningsfolk i Filippinerne mener, at en halv million arbejdspladser er i fare der.
En rapport udarbejdet af USAs ambassade i Japan umiddelbart før den 1. januar opremser bl.a. Sri Lanka, Filippinerne, Thailand, Malaysia, Mexico, Costa Rica, Haiti, Jamaica samt stort set alle tekstilproducerende lande i Afrika syd for Sahara som lande, der vil opleve nedgang i deres tøjeksport til USA.
Polen taber
Et østeuropæisk tekstilland som Polen, der engang erobrede det meste af den danske tekstilproduktion, registrerer nu, at bl.a. deres danske kunder siger farvel for at rykke til Fjernøsten. Det begyndte i god tid før kvoternes ophævelse.
»Til trods for landets stærke position som leverandørland i 90erne er Polen nu udgået af listen over de syv største leverandørlande for tøj til Danmark. De danske virksomheder importerede kun for 492,4 mio. kr. fra Polen i 2004 mod 805,1 mio. kr. i 2003,« siger Nicolaj Dupont-Mersing, underdirektør i Dansk Textil og Beklædning.
Til gengæld voksede den danske tekstilimport fra Kina med over 20 pct. igennem 2004.
Nogle økonomer mener, at den ny, uhindrede konkurrence ikke er et problem, men blot vil indebære nyttige opstramninger af produktionssystemerne i de lande, der nu presses af Kina.
»Dette er ikke en afstrafning af disse lande. Det vil gøre dem klart, at de er nødt til at tage sig sammen,« siger Dean Spinanger, Kiel Institute for World Economics, til Los Angeles Times.
Og de er begyndt at tage sig sammen. For at øge konkurrenceevnen har regeringen i det afrikanske land Lesotho givet tekstilfabrikkerne lov til at droppe den ellers obligatoriske, leveomkostningsbestemte forhøjelse af lønnen. I El Salvador fører virksomhedsejere nu kampagne for at kunne gå under den gældende mindsteløn for landområderne. Og i Filippinerne har et panel af erhvervsfolk og regeringsrepræsentanter foreslået at undtage beklædningsarbejderne fra den nationalt gældende mindsteløn på 3,75-5 dollar om dagen. Et internationalt lønkapløb mod bunden synes indledt.
Cambodia forsøger en anden strategi. En pris for i sin tid at opnå kvoter for eksport til USA var at sikre ordentlige forhold for arbejdstagerne, og Cambodia satser nu på at markedsføre sig som et land, der producerer under mere ansvarlige forhold end f.eks. Kina og derfor appellerer til nichen af etisk og politisk bevidste tøjkæder og forbrugere i Vesten.
Tøjkæden Gap synes at ville holde fast i Cambodia og bruge den sociale profil i markedsføringen. Et farvel til Cambodia ville således lægge Gap åben for kritik fra vestlige forbrugergrupper. Afgørende bliver det, om forbrugerne i Vesten går efter pris eller holdninger, når de står i tøjbutikkerne. Uanset overlevelsesstrategierne synes der med kvoternes ophævelse at være indledt en proces, der vil skille udviklingslandene i et globaliseringens vinderhold og taberhold. På vinderholdet Kina, Indien og et fåtal andre, større u-lande, på taberholdet antagelig de fleste af de små, tekstilproducerende lande.
»Man kan ende med, at hundredetusinder, hvis ikke millioner af mennesker begynder at stille spørgsmål ved selve grundlaget for denne nye globale økonomi,« mener sydafrikaneren Auret van Heeden, leder af den internationale Fair Labor Association, der består af både virksomheder og ngoer.
»Verden er på en måde, hvor den var i slutningen af det 19. århundrede, hvor der var røverbaroner og hensynsløs konkurrence og berigelse,« siger professor i internationale studier Richard Appelbaum, University of California.
»Dengang svingede pendulet tilbage på nationalt niveau og fik regeringerne til at gå i aktion for at regulere kapitalen. I dag er virksomhederne multinationale. Hvad er rammerne for at regulere virksomhederne på globalt plan,« spørger Appelbaum.
Både i EU og i den amerikanske regering taler man nu med bekymret stemmeføring om, at frihandel og fri konkurrence også kan blive for meget af det gode, når kineserne sådan løber med det hele.
Citater
Konsekvenser af den fri handel
Frygt for social uro i Cambodia:
»Efter 2004 vil vi stå over for et alvorligt problem med arbejds-løshed og virkelig alvorlig konkurrence mellem nabolande. Der bliver protester i gaderne (...) måske vil arbejderne strejke for deres job. Der vil blive social uro i Cambodia.«
Chuon Mom Tuol, cambodiansk fagforeningsleder til BBC, 22. dec. 2004
Fabrikker lukker, tusinder er fyret: »Ifølge Cambodias handelsminister Nhep Bunchin er allerede mindst 20 beklædnings-fabrikker blevet lukket siden september med afskedigelsen af tusinder til følge. Mange flere lukninger forventes. Regeringen frygter, at disse arbejdere presses til at tage job i sexindustrien.«
Pressemeddelelse fra International Textile, Garment and Leather Worker's Federation, 20. jan 2005
Amerikanske arbejdspladser tabt: »I den første måned efter ophævelsen af de internationale kvoter for tekstil og beklædning sprang importen til USA fra Kina i vejret med 75 pct., ifølge handelstal offentliggjort af den kinesiske regering (...) I januar importerede USA for mere end 2,1 milliarder dollar tekstil og beklædning fra Kina, en stigning fra 701 millioner dollar et år tidligere. Importen af nogle af de vigtige beklædningsprodukter fra Kina steg 546 pct. (...) I januar, den første måned efter kvoternes ophævelse, forsvandt 12.200 arbejdspladser i de amerikanske tekstil- og beklædningsindustrier, oplyser Bureau of Labor Statistics.«
New York Times, 10. marts 2005
Stagnation i Vietnam: »Vietnams tøjeksport stagnerer nu efter at være steget stærkt de senere år. Salget til markedet i USA og EU bremses af den voldsomme bølge af konkurrence fra Kina i tiden efter kvoterne (...) Skønt en afmatning i tøjeksporten var forventet, kom en så markant stagnation som en overraskelse for landets tekstil- og beklædningsindustrier.«
Emerging textiles, 24. marts 2005
Kinas eksport eksploderer krav om indgreb: »Ifølge officielle kinesiske statistikker steg eksporten til USA af beklædning med 147 pct. i februar, til 650 mio. dollar, mens leverancer til Europa steg med 188 pct. til 783 mio. dollar (...) Disse første februardata vil øge presset på den amerikanske regering for hurtigt at genindføre kvoter på en lang række tekstil- og beklædnings-importer fra Kina.«
Emerging Textiles, 29. marts 2005 jsn
