Tyskerbørn II
Ingen humanitære organisationer stod i 1945 parat til at hjælpe de 250.000 tyske flygtninge fra især Østprøjsen, der i krigens sidste måneder strømmede til Danmark foran de fremrykkende russiske styrker.
Flygtningene i Danmark havnede derfor i et humanitært tomrum. Det påviser overlæge Kirsten Lylloffs skelsættende afsløringer af deres skæbne, der går stik imod den danske normalopfattelse af, at de danske myndigheder og organisationer gjorde så meget, man efter omstændighederne kunne.
Efter befrielsen i maj 1945 fik den danske regering ansvaret for flygtningene, men stødte i praksis på enorm politisk modstand: Alle tyskere, selv flygtende, syge og underernærede kvinder og småbørn, ansås af befolkningen for fjender. En hård kurs over for alle tyskere ansås i vide kredse i Danmark for at være en legitim måde, hvorpå man kunne demonstrere over for de allierede, at de danske myndigheder ikke (længere) var tysk-venlige.
Resultatet var, at 13.492 tyske flygtninge i Danmark døde alene i 1945. 7.000 var børn under fem år, og de fleste døde af børnesygdomme og underernæring.
Røde Kors rolle
Blandt andet har kritikken rettet sig mod Dansk Røde Kors manglende omsorg.
»Det er frygteligt, og jeg er ked af det, men Dansk Røde Kors havde intet mandat til at tage sig af dem. Slet ikke når regeringen selv ville gøre det,« siger generalsekretær for Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen. »Det er godt, at disse ting nu kommer frem, men det skal ikke føre til nye fejl, fordi vi ser fortiden med vores egne øjne. Man kan lige så godt spørge, hvorfor spejderbevægelsen ikke hjalp.«
Dansk Røde Kors blev opfordret til at hjælpe de tyske flygtninge af Danmarks daværende øverste tyske myndighed, Werner Best. Men Røde Kors skønnede, at det ville være svært at få organisationens udelukkende frivillige hjælpere motiveret for opgaven.
Mandat til at hjælpe civile, uanset krig og politiske forhold, fik hjælpeorganisationerne nemlig først med de internationale konventioner i 1949, som nu også beskyttede civile, ikke kun militære fanger og flygtninge mod overgreb og krigshandlinger.
Geneve-konventionen blev netop til på baggrund af erfaringerne fra Anden Verdenskrigs millioner af civile ofre, påpeger Jørgen Poulsen. Ellers var man overladt til på regerings- eller andet plan at træffe aftaler om f.eks. at hjemsende danske kz-lejrfanger, som det skete.
Dom over fortiden
Men kan nutiden dømme fortiden?
I en kronik i Information 31. maj 1999 om Lylloffs opsigtsvækkende afsløringer, som hun offentliggjorde i en artikel i Historisk Tidsskrift i 1999, skrev historieprofessoren Claus Bryld: »Vi er nødt til at fælde dom over den danske behandling af de tyske flygtninge, og det er en streng dom, for hvis vi ikke gør det, signalerer vi samtidig, at vi er parate til at gøre det samme igen, hvis omstændighederne kommer til at ligne. Og vi er så også i forståelsens navn nødt til at acceptere folkedrab og forfølgelser andre steder i verden. Og det vil vi ikke i dag. Eller er det bare mundsvejr, fordi vi ikke selv har krise, og katastrofen inde på livet, som vi havde det i 1945?«
Jørgen Poulsen vil dog nødig fælde dom over en tid, han ikke har levet i. Den største forskel på besættelses- og nutiden er efter hans opfattelse de internationale konventioner: »De er ikke vandtætte, men de kunne havde gjort det lettere for regeringen at hjælpe flygtningene mod folkestemningen, ved at påberåbe sig et internationalt ansvar,« siger Poulsen.
I sin kronik spurgte Claus Bryld videre, om det samme kunne ske i dag: »Er dansk humanitetsfølelse stærkere udviklet i dag end i 1945? Ville den kunne leve op til idealet, at vi også skal hjælpe slagne fjender, der kommer i nød?«
»Det ved vi ikke, og det må støtte det synspunkt, at vi kun ved at stille os selv og vores fortid de smertefulde spørgsmål, der er baggrund for denne fortid, kan nå frem til en sikrere baseret støtte til forfulgte mindretal hos os og jorden over.«
»I dag har vi ikke en højere moral, blot bedre konventioner. Konventioner udgør grænsen mellem civilisation og anarki, og måske kan erfaringerne lære os, at danskerne ikke er bedre end andre,« mener Jørgen Poulsen. Han nævner et par andre nutidige vestlige udtryk for krigens logik:
I Bosnien i begyndelsen af 1990erne var der registreret 700 hjælpeorganisationer. På den serbiske side af floden kun én.
»Og før var vi oprevet over, hvordan andre lande behandlede asylsøgere. Nu prøver vi selv at forhindre asylsøgere i at komme. Og hvad med fængslet i Abu Ghraib?« siger han.
At mennesker ser hinanden som kollektiver, ikke som individer, er en del af krigen:
»Man kan kun udrydde hinanden, hvis man ser hinanden som rotter, og det er krigens logik, at man gerne vil hjælpe sine egne, men ikke fjenden,« forklarer Jørgen Poulsen: »Krig er altid en humanitær katastrofe med grusomme følger. Det, der skete for de tyske flygtningebørn i Danmark, sker hver dag, f.eks. i Sierra Leone.«
