Læsetid: 4 min.

Med kurs mod stjernerne

Den stramt disciplinerede orddelirist og mageløse melodimager Kenneth Thordal brager gennem lydmuren med sit andet, eklatant snurrige og kunstnerisk pertinente udspil
8. april 2005

NY CD
Til dem, der som tommelfingerregel i grumt beruset tilstand ved synet af undertegnede et sted i byen, føler sig foranledigede til at sno sig op på siden af samme og hvisle noget i retning af, at »bare der bliver sunget på dansk, er du jo glad«, til jer blot dette: Nej, nej og atter nej. For det første bør det dog lige påpeges, hvor højt jeg sætter aggressive fremmede med en hard-on for Saybia samt vaklende gang, sløret, truende blik samt en ånde, der ligger og charmer et sted mellem blomster i forrådnelse og terpentin.
Dernæst omhyggeligt bøje i neon, at sangskrivere, der ikke behersker sproget eller mener, at det er okay at gøre vold på samme for »musikkens skyld«, for min skyld lige så godt kunne synge på serbokroatisk. Og endelig, at hvis det musikalske ikke er i orden eller helt ude i hampen, burde vedkommende fluks søge tilbage til det trygge job på den benzintank, han/hun i sin tid forlod for at skabe sig en karriere som trubadur m/k. Men rigtigt er det, at jeg til hver en tid er umiddelbart mere interesseret i folk, der udtrykker sig på muddersmålet, thi det angelsaksiske er generelt en mere kuriøs end køn foreteelse i hænderne på danere, der tror de mestrer dets finesser og faldgruber.

Et sonisk sus uden lige
Og det sættes alt sammen toksisk i relief af den topbegavede sanger, sangskriver og musiker Kenneth Thordals meriter, thi på sit spritny sangkatalog Skåret ud i pap giver han 15 eksempler på, hvordan den gris skal studses, kneppes og barberes.
Iscenesat i et hæsblæsende labert og detaljemættet lyddesign af det gamle 80’erkoryfæ Finn Verwohlt (Lars H.U.G., Nanna, Elisabeth m.fl.) – respekt herfra og til næste millennium, den herre – og spillet som gjaldt det livet af Thordals faste band, Strandvaskerne, med diverse gæster fra enhver tænkelig kant, er såvel arrangementer som musikalsk udførelse af højst tænkelige kvalitet, og pladen giver i sig selv et sonisk sus uden lige.
Der er tale om lige dele gedigent håndværk og beåndede kunstneriske indsatser, som i og for sig kun kræver, at solisten selv yder sit ypperste.
Og Thordal møder udfordringen med en klynge af de mest lytteværdige og melodisk gennemarbejdede sange på denne side af C.V. Jørgensen og til forskel fra dennes efterhånden ret statiske melodiunivers, er der fuld hammer på den front fra start til slut på skiven her.

Hanne Vibeke Snork
Men lad os begynde med den sang på albummet, som Deres udsendte her fra populærmusikkens frontlinje finder mindst charmant.
Det drejer sig om »Minx«, en opsang til begge fronter i den kønnenes krig, som sprogbrugen især om det smukke køn inden for hiphoppen på et tidspunkt udløste. Og som primært førtes i Dagbladet Politikens spalter med forfatteren Hanne Vibeke Holst som først igangsætter og siden prygelknabe for de elementer, der mener, det er uhørt stil at kalde en so for en so. Den angriber Thordal vittigt i den kategori, der engang kaldtes ’topical songs’, altså sange, der i bedste skillingevisestil omhandler dagsaktuelle emner.
Det er Thordal sikkert udmærket klar over, og da han alligevel har medtaget den i øvrigt tankevækkende og provokerende sang i samlingen, tør vi også konstatere, at den alt andet lige faktisk er rigtig sjov: »…jeg er jo bare en følsom player, der er blevet backstabbet af en mær/ så fat det, Hanne Vibeke Snork – jeg er ikke fucking Morten Korch/ Min X har nemlig givet mig lov til at bearbejde min sorg, så nu siger jeg
møgluder…« Jamen, hvorfor egentlig ikke?

Hyp hyp, lille popsvin
Thordal afsynger sine elegante og ind i mellem tænderskærende kvad med primært to stemmer; den ene dyb, mandig og malmfuld, som en slags Leonard Cohen, der har taget sangtimer. Den er umiddelbart hans stærkeste kort, thi den tilfører det indholdsrige og velturnerede tekstmateriale en ekstra dimension af alvor, noget vi på nærværende dagblad som bekendt ikke er berøringsangste overfor.
Den anden er mere rock’n’roll-overgiven, direkte og følelsesladet, ja, den skulle nok kunne gøre en del trusser pænt mellemvåde i den rette belysning. Den første foldes perfekt ud på den næsten ubeskriveligt smukke ode til et barn, »Det er dig der er stor« – nok Thordals fornemste bidrag til sangskatten til dato – eller på den intense duet med Lise Westzynthius, »Toget til Island«, der efter sigende ligger på Himlens førsteplads p.t.
Og når Thordal trykker den af, som på f.eks. »Skanderborg Skyline« og »Hyp lille popsvin«, kan han få det til at sitre i ens voldsomt behårede knæ, så meget passion er der i denne diminutive herre med det voldsomme udtryksbehov.
Skåret ud i pap er en uforlignelig udgivelse fra én af de mest prægnante navne i den såkaldte danske bølge, og når den engang har lagt sig, tør man tro på, at denne Thordal har etableret sig med så voldsom kraft i danerfolkets hjerter, at det vil forsamles på Rådhuspladsen i tide og utide for dér at råbe »Encore! Encore!« For vi vil ha’ mer’, vil vi. Talent af dén karat forpligter, unge mand.
Så sæt kursen mod stjernerne, på med sangskrivningsvanten og ryst lidt flere guldkorn ud af ærmet! Hyp hyp, lille popsvin…

*Kenneth Thordal: Skåret ud i pap (Universal) Producer: Finn Verwohlt. www.thordal.com Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her