Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE – 60 år efter

13. april 2005


Jernbanesabotage nyttede
I sin i øvrigt udmærkede gennemgang af skolebøgernes behandling af besættelsestiden den 6. april fremstiller Kristen Bjørnkjær det, som om jeg totalt nedvurderer jernbanesabotagen i den Danmarkshistorie, som jeg skrev for folkeskolen i 1981.
Oplysningerne om sabotagens begrænsede betydning havde jeg fra Aage Trommers Myte og sandhed i besættelseshistorien, hvor han på baggrund af solid forskning dokumenterede, at jernbanesabotagen ikke havde haft nogen betydning for de tyske troppers indsats i krigen, fordi tyskerne hurtigt var i stand til at reparere skinnerne og omdirigere togene.
Men jeg skrev dog, at sabotørerne handlede efter ordre fra organer i England, og at de udførte deres livsfarlige arbejde med stor dygtighed.
Og i en revideret udgave fra 1996 gjorde jeg opmærksom på, at jernbanesabotagen i krigens sidste år bandt 12.000 tyske soldater til at overvåge de danske jernbaner, og at disse soldater dermed ikke kunne sættes ind på andre fronter. I betragtning af sabotørernes begrænsede antal var det i virkeligheden et ganske godt resultat.

Sven Skovmand
forfatter

Best gavnede Danmark
Best gavnede Danmark inklusiv jøderne mere end nogen andre statschefer i århundredet, men den fine bog af Vilhelm Topsøe om ham har to fejl, da den roser hans sikring af, at jøderne kom til Sverige. Bogen angiver, at det var Bests fortjeneste, at halvhjøder og jøder gift med danskere var undtaget fra krav om udrejse. I alle lande inklusiv Danmark var disse to grupper fredet af nazierne.
Eichmanns gesandt kom i november 1943 til København for at forsikre os om, at de Theresienstadt-deporterede aldrig ville blive Auscchwitz-deporterede.
Måske de danske jøders redning ikke kun var Bests fortjeneste, men at Himmler stod bag. Det mener en svensk og en israelsk forsker, som Sofie Bak citerer i sin bog om Bests fortjenester.
Selvfølgelig havde Himmler og Best m.fl. medskyld i, at antisemitisme blev regeringspolitik, så tyskerne blev fanget i deres egen propaganda. Men uden Best (og Scavenius) havde færre danskere overlevet krigen.

Bo Warming
Nørrebro

Gamle regler får eget liv
Professor Mads Bryde Andersen skal gratuleres for sit mod ved at sætte sig op mod det moderne præsteskab, som synes at betragte enhver international konvention som selve den hellige skrift, der ydermere skal regulere alle menneskelige relationer.
Vi gamle, som har oplevet verdenskrig og besættelse, husker, hvorfor en menneskeretserklæring måtte udformes kort tid efter 2. Verdenskrig (FN, 1948) – og hvorfor den blev, som den blev. Vi var taknemlige for den. Ligesom for den senere europæiske menneskerettighedskonvention.
Men i dag er der en tendens til at glemme, under hvilke samfundsmæssige forhold disse menneskerettigheder blev givet. Personligt husker jeg hen mod krigens afslutning de tusinder af sølle udseende og usselt klædte tyske flygtninge. Tidens alvor gik rigtig op for os børn i mellemskolen den gang i november 1944, da fem elever fra gymnasieskolen blev arresteret af Gestapo. I februar 1945 døde den ældste bror til en af mine klassekammerater i tysk koncentrationslejr, kun 21 år gammel. Det var dødsens alvor den gang.
Derfor kan jeg ikke undgå at blive harm over at konstatere, at Menneskerettighedsdomstolen i dag føler sig forpligtet til at tage sig af en sag om længden af varetægtsfængsling i Danmark af en buspassager uden rejsehjemmel(!), og som nægter at opgive sit navn. Og blive forbløffet over, at nogle gode mennesker kan betragte det som en ukrænkelig menneskeret for en 18-årig ung mand fra Mellemøsten med beskedne skolekundskaber at kunne indvandre i et land med en fremmed kultur, og med usikre muligheder for beskæftigelse og egenforsørgelse, blot fordi han har en jævnaldrende kusine i det pågældende land.
Gamle regler har det med at få deres eget liv, langt fra den oprindelige tanke. Det er tilsyneladende ved at ske her. Jeg betragter de nævnte og lignende eksempler som en skrækkelig banalisering af de oprindelige menneskerettigheder. Der skulle beskytte mennesker mod grov personlig forfølgelse og sikre de forfulgtes liv og velfærd.

Ivar G. Jonsson
docent emeritus

Børnedødeligheden faldt
I referatet af forsvarshandlingen for Kirsten Lylloffs ph. d.- afhandling skriver journalist Anita Brask Rasmussen den 8. april: »Børnedødeligheden steg markant, da danskerne overtog lejrene«. Det er forkert. Børnedødeligheden faldt efter 5. maj 1945, da danskerne fik ansvar for flygtningelejrene. Man kan se det af en statistik, som Kirsten Lylloff bragte i Ugeskrift for Læger i februar 2000.
Af den fremgår det, at i februar 1945 døde 31 tyske flygtningebørn under fem år, i marts 651, i april 2197, i maj 1466, i juni 620, i juli 251, i august 189, i september 139, i oktober 135, i november 116 og i december 78. Det er såmænd lige ved, at man kan tale om et markant fald i børnedødeligheden, da danskerne tog over.
Morale: Hvis man absolut vil deltage i Kirsten Lylloffs nedgørelse af den danske indsats over for de tyske flygtninge, må et ufravigeligt krav være, at man holder sig til kendsgerningerne.

Ricardt Riis
Horsens

SVAR: Kirsten Lylloff svarer på min henvendelse om de nævnte statistikker, at hvis hun har sagt, at børnedødeligheden steg markant, så formulerede hun sig forkert, for det er ikke tilfældet. Men hun fastslår, at dagene 5. -8. maj 1945, var den periode, hvor der døde flest tyske flygtningebørn.

anbr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu