Læsetid: 2 min.

Lav rente giver job til flere

På en enkelt måned er ledigheden faldet med 5.100 personer. Regeringen giver skattelettelser en del af æren
8. april 2005

Arbejdsmarked
Hver eneste dag i januar fik 170 arbejdsløse danskere job.
Det fremgår af de nyeste ledighedstal fra Danmarks Statistik.
På en enkelt måned er ledigheden faldet med 5.100 personer – til 5,9 procent af arbejdsstyrken.
Det er mere, end selv kritikerne af regeringens økonomiske kurs havde forventet. "Det er et relativt kraftigt fald, og alt tyder på et tilsvarende fald i den underliggende ledighed," siger økonom Thomas Pedersen, AE-Rådet.
Dermed mener han, at den faldende ledighed ikke blot skyldes, at flere personer placeres i diverse aktiveringsordninger, men skyldes en reel fremgang.
Fremgangen er især sket inden for byggeriet, dels som resultat af stormen i januar og det efterfølgende behov for reparationer og nybyggeri.
Ledigheden, der nu er på 162.400 personer, er stadig vokset totalt set under Anders Fogh Rasmussen-regeringerne. Men den har været faldende siden udgangen af 2003. Dengang gav den høje ledighed fremgang til Socialdemokraterne, som i månedsvis lå til at vippe Venstre og de konservative ud af regeringskontorerne.
Derfor glæder fremgangen i dansk økonomi Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg. Opsvinget er nu en realitet, mener Vibjerg, som giver regeringens forårspakke med de inkluderede skattelettelser en vigtig del af æren for fremgangen:
"Det er et meget markant fald, som regeringens forårspakke har været med til at sikre. Skattelettelser har stimuleret den private efterspørgsel og bidraget positivt til at skabe den optimisme i dansk økonomi, som nu resulterer i færre ledige," siger Jens Vibjerg.
Han roser også virksomhedernes konkurrenceevne og fremhæver, at regeringen netop skal sikre det private erhvervsliv gode kår for at fastholde fremgangen.
Senest har regeringen lettet selskabsskatten med to procentpoint – fra 30 til 28 procent.

Måske kun midlertidigt
AE-Rådet er dog ikke i samme grad parat til at give skattelettelserne æren for faldet i ledigheden:
"Den lavere rente som følge af stilstanden i Europa betyder mere for faldet, Men skattelettelserne har selvfølgelig trukket i den rigtige retning," siger økonom Thomas Pedersen.
Mens regeringen ser faldet som et udtryk for, at der for alvor er bedre tider på vej i Danmark, er AE-Rådet forsigtig med at spå en markant fremgang på bagrund af en enkelt måneds tal. Heller ikke Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Jan Petersen, mener, at man kan tale om et endeligt gennembrud i beskæftigelsen.
"Det er ikke muligt at konstatere, om der er tale om en generel stigning i beskæftigelsen, eller om der blot er tale om en midlertidig stigning som konsekvens af en forhøjet byggeaktivitet grundet relativt lunt vejr i januar og februar og orkanen, der medførte en masse reperationsarbejde," siger Jan Petersen.
Han tvivler også på, at regeringen når det niveau for beskæftigelsen, den selv har sat sig.
"Ledigheden skulle gerne være på 155.000 ved årsskiftet, men det tror jeg ikke er muligt med det tempo, der er på nu. Og så skal man også være opmærksom på, at der er tale om en hel del støttede job," siger Jan Petersen.

rali@nformation.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her