Læsetid: 5 min.

Et liv bag hegnet – en forsmag på fremtiden

Palæstinensere i en lille enklave mener at leve i en forsmag på hvad fremtiden kan bringe for hele Gazastribens befolkning
13. april 2005

GAZA
SIAFEH – Abu Ziad ser træt ud. Næsten undskyldende forklarer han, at det har været en anstrengende dag, for han har været ude for at hjælpe sin yngste søn med at komme hjem. Soldaterne nede ved porten i hegnet ville først ikke lade sønnen komme igennem, for han er under 30 år og selvom han havde papirerne i orden ville de ikke tro på at han bor her. Han har en hjertelidelse og var taget til kontrol hos lægen i Gaza by.
»Sådan bruger vi megen tid,« smiler Abu Ziad, da vi har fået plads i hvide plastikstole under familiens appelsintræer, mens en anden søn skænker te med mynte.
Dette er en lille flig af hverdagen i Siafeh, som er så lille, at man dårligt nok kan kalde det en landsby. Men de spredte huse mellem appelsinplantagerne er hjem for 45 palæstinensiske familier, der i den allernordligste del af Gazastriben lever i en indhegnet enklave sammen med tre israelske bosættelser.
Hegnet omkring Siafeh har været en daglig trussel for dens beboere siden en palæstinenser i oktober 2001 trængte ind i en af bosættelserne, Alei Sinai. Han dræbte to unge mennesker og sårede flere inden han selv blev dræbt, og kort efter satte israelerne et hegn op mellem bosættelserne og palæstinenserne i Gaza by og flygtningelejrene umiddelbart mod syd, hvorved også Siafeh blev afskåret fra sine naturlige forbindelser omverden.
»Vi er lukket inde, og vores situation ligner den, der kan blive til virkelighed for hele Gazastriben, hvis israelerne trække sig ud, sådan som Sharon har sagt de vil gøre det til sommer,« siger Abu Ziah, der er mukhtar på stedet og derfor også en naturlig talsmand. »Jeg forstår godt, at israelerne har brug for at beskytte sig selv, men jeg kan ikke indse rimeligheden i at vi betaler prisen. Mens bosætterne i Alei Sinai frit kan køre ud og ind gennem deres port til Israel, er den port, soldaterne har givet os som forbindelse til Gaza by lukket det meste af tiden, og når den en gang imellem er åben, ko-ster det masser af besvær at komme igennem. Vi kalder den ydmygelsens port.«

To timer åbent
Mens mere te bliver skænket rundt forklarer Abu Ziad, der ved siden af sin plantage har en guldsmedeforretning i Gaza by, om bestemmelserne om hegnet. Efter lang tid, hvor soldaterne åbnede porten som vinden blæste, ligger det nu nogenlunde fast at de åbner en time om morgenen og en time sent på eftermiddagen. Men alle, som er under 30 år, skal af sikkerhedsmæssige grunde have særlig tilladelse, hver gang de skal gennem porten, og det i sig selv kan tage tid, hvilket er et problem for sønnen med det dårlige hjerte.
Endnu værre er det at få varer gennem hegnet. Lige nu kæmper familien med en generator, der er brudt sammen. Både en tekniker og reservedele findes i Gaza by, men de kan kun få reservedelene gennem porten lidt efter lidt, mens teknikeren ikke har adgang fordi han ikke har bopæl i Siafeh. Når de har samlet det hele sammen, vil de derfor selv forsøge at reparere generatoren med teknikeren som støtte over mobiltelefonen.
»Tidligere købte vi flaskegas i Israel, men det kan vi heller ikke længere,« tilføjer Abu Ziad. »Vi har penge til at betale, og vi kan selv hente ballonerne, men israelerne vil ikke give os lov.«

Afskåret fra jorden
Abu Ziad går for at være en rig mand efter lokale forhold, men han indrømmer selv at hegnet har sat store grænser for hans velstand.
»Det meste af min jord ligger på den anden side af hegnet. Den kan jeg slet ikke komme i nærheden af, og det jeg har tilbage kan jeg godt nok dyrke, men det er næsten umuligt at få høsten ud for at få den solgt,« siger han. »Før i tiden gav mine appelsinplantager mig en årlig indtægt på mere end 30.000 dollar. Nu har jeg i bedste fald 2-3.000 tilbage at leve af. Det er ikke nemt.«
Han hævder at landsbyen har mistet 6.000 dunam jord på grund af hegnet og nu har 400 tilbage. Denne lille rest giver omkring 800 ton frugt, som gør det nødvendigt at høste 15 ton om dagen for at få dem af træerne i tide. Men eftersom man ikke længere kan ansætte høstarbejdere udefra kan man ved egen hjælp kun plukke 8 ton på en dag, hvorefter næste problem består i at få frugten videre.
»Vi har ikke kølefaciliteter eller nogen anden måde at opbevare den på, så det skal gå hurtigt,« forklarer en af Abu Ziads sønner, Heyman med sagkundskab. »Men tilsammen har vi kun én traktor og nogle æselkærrer, så det er i sig selv næsten umuligt at transportere mere end højst et par ton i løbet af en dag. Vi har ansøgt om at få en lastvogn ind for at hente frugten, men får afslag hver gang. Det drejer sig om sikkerhed, siger de.«

Tror på føderation
Abu Ziad finder situationen udsigtsløs for både Siafeh og Gazastriben som sådan.
»Mennesker kan ikke leve i lukkede enklaver, og dette bliver også realiteten for Gazastriben, hvis den israelske tilbagetrækning da overhovedet bliver til noget,« siger han. »Vi må lære at leve i fred, og jeg ser ikke nogen anden udvej end at skabe en fælles stat for jøder og palæstinensere. En slags føderation, og hvis jeg bare kan få lov til at dyrke mine appelsiner i fred og leve et ordentligt liv gør det for min skyld ikke så stor forskel om føderationens præsident er jøde eller palæstinenser.«
På vej bort fra Siafeh har Informations almindelige Mazda det hårdt i sandvejens dybe hjulspor. Heyman er taget med på den korte køretur, for med Abu Ziads ord »kan det godt være lidt risikabelt at køre alene rundt med israelske nummerplader her i plantagerne«. Da bilen igen står på den asfalterede vej mellem bosættelserne, tager han afsked med et smil, der godt kunne trænge til et besøg hos tandlægen i Gaza by, og begiver sig til fods tilbage, ind i den lukkede enklave.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her