Læsetid: 4 min.

Lylloff: Vi skal vide det

Kirsten Lylloff har ikke tilstrækkeligt doku-menteret, at etnisk had var årsagen til den umenneskelige behand-ling af tyske flygtninge-børn, lød det fra bedømmelsesudvalget under ph.d.-forsvaret i går. Men at det var en humanitær katastrofe, er der ingen tvivl om
8. april 2005

Tyskerbørn I
På Kastrupfortet, en af de flygtningelejre for uledsagede børn, der blev oprettet ved Anden Verdenskrigs afslutning, var lejrchefen kendt for at være en fysisk voldelig morfinist.
»En seks-årig dreng døde efter at være blevet slået i hovedet med en knippel,« fortæller Kirsten Lylloff i sit forsvar for ph.d-afhandlingen Barn eller Fjende. De seneste dages opmærksomhed omkring hendes forskning ses tydeligt på fremmødet i Det Humanistiske Fakultets auditorium på Amager. Rummet er fyldt til randen, og folk har sat sig på trapperne op langs væggen. De godt 150 siddepladser er optaget.
Lylloff kommer med flere eksempler på, hvordan de omkring 7.000 uledsagede flygtningebørn blev behandlet af de danske myndigheder, efter de overtog lejrene fra tyskerne i maj 1945. I Vingstedlejrene var børnene placeret i gamle lagerbygninger. Her sad de på det hårde betongulv døgnet rundt. Der var to meter op til vinduerne.
Ministeren, der havde ansvaret for lejrene, vidste, hvad der foregik i for eksempel Kastrupfortet, men valgte ikke at gribe ind. Ifølge Kirsten Lylloff havde Johannes Kjærbøl, der var minister i den upopulære Scavenius-regering, tre linjer for arbejdet med de tyske flygtninge:
»For det første skulle de holdes adskilt fra den danske befolkning. For det andet skulle de ud af den offentlige debat. For det tredje skulle deres livsbetingelser være meget ringere end for danskere, der befandt sig nederst på den sociale rangstige.«
Børnedødeligheden steg markant, da danskerne overtog lejrene.

Opinion
I bedømmelsesudvalget sidder blandt andet professor ved Roskilde Universitet Anette Warring, og hun roser Lylloff for at have skrevet en perspektivrig og kraftfuld afhandling: »Jeg græd mange tårer ved gennemlæsningen over at leve i et land, der har lært så lidt af den historie, og jeg bliver skuffet over kolleger, der blot henviser til, at vi var i krig,« siger Warring.
Men hun bemærker også over for Kirsten Lylloff, at hendes karakteristik af det danske folks indstilling til de tyske flygtninge er en alt for forenklet forklaring på den brutale behandling, og så har Lylloff ikke tilstrækkeligt understøttet den påstand med empiri. Det etniske had, som Lylloff henviser til, har hun ikke dokumenteret.
»Men at det var en humanitær katastrofe, der kunne have været undgået, kan der ikke herske nogen tvivl om,« afslutter Warring sit indlæg.
I en kort pause fra myldrer tilskuerne ud i universitetets gange. De fleste af dem er gråhårede og tilhører den gruppe, der måske stadig kan huske, hvordan det var at leve under besættelsen. Lænet op af et gelænder står Karl Mikkelsen og kører forsigtigt sin kasket rundt i hænderne. Han var 18 år, da krigen sluttede.
»Jeg bliver skamfuld, når jeg hører, hvordan de blev behandlet. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Men ved du hvad? Jeg tror virkelig ikke, vi anede, hvad der foregik,« siger han.
I dagene omkring den 5. maj var Karl Mikkelsen, sammen med sin modstandsgruppe Ø8, indkvarteret på Galle & Jessens Chokoladefabrik. De skulle bevogte de tyske flygtninge, der var blevet midlertidigt placeret i Østerbro Svømmehal. »Vi fik besked på, at vi ikke måtte fraternisere med tyskerne, og at vi altid skulle holde os to-tre meter væk,« siger han.
Karl Mikkelsen så ikke mange af de tyske flygtninge. Det var ikke tilladt for dem at gå uden for svømmehallen, og modstandsfolkene måtte ikke gå ind.
»På chokoladefabrikken tog vi nogle feltspader og hakkede stykker af den størknede chokolademasse, der sad tilbage i de store kar. Vi forsynede selvfølgelig os selv med chokolade, og når vi gik patrulje, og dørene indtil svømmehallen engang imellem gik op, så kastede vi chokolade ind til dem. Det kan ikke have været rart at sidde derinde,« siger han.

Ikke min mor
Da der i auditoriet åbnes for indlæg fra salen, fortæller to mænd, om, hvordan deres mødre trodsede påbud om ikke at hjælpe flygtninge:
»Min mor tømte en hel trillebørfuld augustæbler ind gennem hegnet,« fortæller Niels Peter Mogensen.
Oscar Plougman siger, at han ikke vil have, at Kirsten Lylloff medregner hans mor i det, hun kalder opinionen. Havde hun vidst det, havde hun hjulpet. Og Kirsten Lylloff siger: »Der er utallige eksempler som den med æblerne på, at der ikke var konsensus i befolkningen om at behandle dem sådan. Og jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi havde kunne se dem i øjnene, så ville vi have behandlet dem bedre.« De tyske flygtninge blev holdt så effektivt på afstand af danskerne, at der blandt andet var bødepåbud, hvis man ikke afleverede tyske plejebørn i lejrene.
Dr.phil Palle Roslyng afsluttede ph.d-forsvaret med en fortælling, der kunne relativere afhandlingen bedre til forholdene i 1940’erne, hvilket han mener ikke er gjort tilstrækkeligt:
»En dreng fødes på Lolland af en tjenestepige, der er blevet besvangret af den præst, hun er i huset hos. Præsten slår hånden af hende, og hun flytter til København, hvor hun dør af tuberkulose – et sikkert tegn på at have levet under kummerlige forhold. Den da otte-årige søn bliver indlogeret hos en fattig familie, hvor han beskriver sin opvækst som ensom og menneskekold. Det interessante ved den her historie er, at drengen var Johannes Kjærbøl,« siger Roslyng, inden han lykønsker Kirsten Lylloff med en ph.d, der er yderst relevant også i nutidig sammenhæng. En kvalificering af debatten om behandlingen af tyske flygtninge og i forlængelse: nutidig dansk flygtningepolitik.
»Det, jeg vil, er ikke at bebrejde danskerne noget. Jeg vil bare have, at vi skal vide det. Indtil nu har der kun været materiale, der fortæller, at vi behandlede de tyske flygtninge godt. Det er simpelthen ikke sandt,« siger Lylloff.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu