Læsetid: 3 min.

Masochist og skabsbøsse

Nyopdukket psykologisk studie af Hitler hævder, at den nazistiske fører var seksuelt konfus
8. april 2005

ARKIVFUND
Adolf Hitler havde en feminin side. Han var en romantisk drømmer, som elskede at male forfaldne slotte. Han så sig selv som helt og ophavsmand til sin egen store episke fortælling. På det seksuelle område var han imidlertid fuldkommen konfus.
Et hidtil uopdaget psykologisk studie, skrevet samtidig med, at Det Tredje Rige balancerede på randen af et sammenbrud i 1943, konkluderer, at Førerens væmmelse ved sine egne svage sider var den afgørende grund til hans morderiske megalomani. Studiet, som netop er dukket op fra gemmerne på Cornell University Law Library, har fået forskere af Nazi-perioden til at spærre øjnene op. Fundet falder sammen med udsendelsen af den meget overbevisende, nye film Der Untergang, som skildrer Hitlers sidste desperate dage i bunkeren.
Studiet blev skrevet af Henry A. Murray, en fremtrædende ekspert i personlighedspsykologi på Harvard i midten af forrige århundrede. Det prøver ved hjælp af datidens tekstmateriale at forklare baggrunden for Hitlers morderiske opførsel.
En af konklusionerne, der delvis baserer sig på Hitlers brug af metaforer i bogen Mein Kampf og andre tekster, er, at Hitler havde problemer med sin seksualitet. Ifølge Murray pådrog den fremtidige diktator sig såkaldt syfilisfobi efter at være blevet afsløret i seksuelt samkvem med en 12-årig pige. Han nærede sygelig frygt for at blive smittet gennem blod i omgangen med kvinder. Hitler var ligeledes dybt traumatiseret, fordi han flere gange havde set sin promiskuøse, illegitime far, der giftede sig tre gange, dyrke sex med moderen. Han betragtede kønsakten som "overordentlig beskidt" på grund af væskernes udsondringer. Hitler var både impotent og "fuldt udviklet masochist".
Men hans manglende evne til at gennemføre et samleje fostrede en "umådeholden trang til overlegenhed" hos ham. Og for at gøre det endnu mere kompliceret, var Der Führer muligvis skabsbøsse. Ifølge Murray, følte han sig som bytte for stærke homoseksuelle drifter.

Underdanig og lydig
Den psykologiske profil fra 1943 blev bestilt af Office of Strategic Services, en forløber for CIA. Man har hidtil antaget, at OSS kun bestilte en forskningsprofil af Hitler fra Walter C. Langer.
Hitlers liv beskriver han på følgende måde: "Hitler har mange svagheder. Der er stærke feminine træk i hans personlighed. Som barn var han skrøbelig og sygelig og følelsesmæssig afhængig af sin mor. Han udførte aldrig noget manuelt arbejde, dyrkede aldrig idræt og blev erklæret uegnet til nogensinde at blive optaget i den østrigske hær".
Da han endelig meldte sig som frivillig, var han "udadtil underdanig og overdreven lydig" over for de ældre officerer. Selv i sin mest magtfulde periode led han under hyppige anfald, hvor han "råbte og græd", skriver Murray.
Hitlers psyke var på en gang "sammensat af hemmelige, neurotiske samvittighedskvaler og feminin følsomhed" og i besiddelse af et vist talent for kunstnerisk skaben. Han elskede at male templer og slotte, men foretrak ruinerne af dem, hvilket symboliserer hans forkærlighed for ødelæggelse. I modsætning til andre politikere, så han sig selv som romantisk kunstner og drømte endda om at trække sig tilbage, når han havde erobret verden for at male i ro og mag.
Murray forudså, at han ville kæmpe til den bitre ende. "Der er en stærk trang i ham til at ofre sig selv og hele Tyskland og trække hele Europa med sig ned i afgrunden," skrev Murray. Hitlers eneste udvej var at begå selvmord: Hellere det, end at skulle overleve som den besejrede Fører.

© Information og Independent

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her