Læsetid: 3 min.

Mona i egen sal

Historien om en kvinde der først blev rigtig stor da hun blev stjålet
11. april 2005

Tyveri
PARIS – Verdens højest besungne maleri af verdens måske højest besungne kvinde flyttede i onsdags ind i en ny specialbygget sal på Louvre til næsten fem mio. euro. Her skal hun fremover logere sammen med andre af Leonardo da Vincis samtidige italienere. Det er ikke første gang, hun rører på sig. Og havde det været første gang, havde det sikkert ikke været noget, journalister verden over rapporterede hjem om idag.
Hendes verdensstjernestatus bliver cementeret i 60’erne og 70’erne, hvor hun i diplomatisk øjemed sendes på en tur jorden rundt. Hun rejser til England, Sovjetunionen, Japan og til USA, hvor Kennedy-parret og vicepræsident Lyndon Johnson tager hjerteligt imod. Siden har turisterne taget turen den anden vej. Hver år passerer seks millioner forbi hendes hjem, verdens rigeste kunstkammer, Louvre, hvor hun troner.
Men første jordomrejse begynder i 1911. Og det er her, Mona Lisa går fra at være et af kunsthistoriens skattede malerier til at blive maleriets veritable symbol, til at blive kunsthistoriens emblem, dens indbegreb, med Andy Warhols ord: »dens reklame«. Den italienske maler Vincenzo Perrugia er vagt på Louvre. Den 21. august møder han tidligt om morgenen. Strejfer gennem salene med hensigten at stjæle et billede. Da han kaster blikket på Mona Lisa, der på daværende tidspunkt ikke er museets største attraktion, føler han, det gengældes. Med et smil. Som svar piller han hende ned, stikker maleriet under frakken og går ud af museet. Da han var med til at installere maleriet, ved han, hvorledes det demonteres. Mona Lisa forlader rammen.
Da en af Perrugias kolleger kort tid efter kaster blikket på den tomme plads på væggen, formodes alt i skønneste orden. »Fint,« siger han til de andre
medarbejdere på museet, »de er bange for, at der er nogen, der skal løbe med det.«

Køen til den tomme plads
Da maleriet endelig konstateres stjålet, og nyheden offentliggøres, reproduceres billedet i verdenspressen og merchandises. I det øjeblik, Mona Lisa forsvinder, bliver hun at genfinde over alt: på postkort, på kopper, på emballage o.s.v.
Folk, der aldrig har sat en fod på Louvre, valfarter til museet for at komme ind og se, ja, den tomme plads på væggen. Dér, hvor Mona Lisa engang hang.
Da Franz Kafka og hans ven Max Brod tre uger senere kommer til Paris, stiller de sig ligesom 1.000 andre op i køen. Men hvorfor egentlig, lyder spørgsmålet, psykoanalytikeren Darian Leader stiller i bogen Stealing Mona Lisa.
Svarene er mange. Men det væsentligste er ganske banalt: »De fleste ting bliver mere interessante fra det øjeblik, vi mister dem. Da kan man begynde at lede efter dem, for sidenhen at blive bevidst om deres egentlige værdi.« Kunst, fremfører Leader, handler ikke om det, vi allerede kan se, men det vi ikke kan se. Imens folk går på Louvre for ikke at se Mona Lisa, tuller Perrugia rundt en tid lang i Paris. Han har ikke mange penge. Han er tilfreds med lidt. Selv om han ligger inde med en uvurderlig kunstskat, er det ikke noget, han bryster sig af. Maleriet er gemt væk bag et panel på hotellet. Når han får besøg, er det snarere banjoen han hiver frem, hvis han vil gøre indtryk.
To år senere rejser Perrugia tilbage til Italien. Han forsøger at sælge maleriet på et loppemarked, men pågribes. I retten forklarer han, at han ville levere et af Napoleons mange krigsbytter tilbage til sit hjemland. Den virkelige historie lyder, at Leonardo da Vinci selv havde transporteret maleriet til Paris. Perrugia ryger i spjældet.
Og det er takken. Selv om Duchamp, Malevitch, Leger, Vasarely, Warhol m.m.fl. har leget videre med hende i deres egen kunst, er sandheden, at ingen kunstner har gjort så meget for kvinden med det spillende smil, som den miskendte mand, der stjal hende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her