Læsetid: 5 min.

Mudret moskéfejde i Århus

Som synlige symboler på tolerance og religionsfrihed knejser moskeer overalt i Europas større byer. Også i hjertet af Stockholm og Oslo kalder muezzinen ofte til bøn. En moské i København er opgivet, så lige nu føres kampen i Århus
15. april 2005

Tempelfejde
»Vi afventer politikernes beslutning – men er der ingen af de etablerede partier i byrådssalen, der tør melde rent ud og lade århusianerne selv om afgørelsen, så derfor danner vi en liste til efterårets kommunalvalg alene med det formål at stoppe byggeriet af den moské,« fastslår Tomas Kierstein. Han er klejnsmed og formand for protestgruppen Århus mod Moskeen på små 300 medlemmer, som på en generalforsamling i marts fik mandat til at agere fra en politisk platform om nødvendigt.
»Og alle, lige fra arbejdsmand Jensen til mere veltalende såkaldte politiske dyr, indgår i gruppen,« bedyrer samme Kierstein, som kalder modstanden »rent principiel«.
Nu er det jo ikke, fordi der ikke findes moskeer i Smilets By.
De ligger allerede spredt ud i nedlagte villaer i Aabyhøj, industrikvarterer i samme bydel og i baggårdene inde i midtbyen.
For de forbipasserende er det som oftest umuligt at se, at de slidte bygninger huser mænd og kvinder liggende på knæ vendt mod Mekka.
Men nu har man så balladen, for Forening for Moské og Islamisk Center går efter en synlig moské, som oppe hos brødrene i Oslo og Stockholm.
Formanden for moské-foreningen, Hicham Chouceir, har ordet: »Muslimerne udgør dette lands næststørste religion. Vi ønsker vores egen moské. Et projekt for hele Århus – for århusianerne. Vi vil sende et signal om dialog, sameksistens og tolerance. Moskeen skal være en smuk arkitektonisk bygning, en turistattraktion, som betyder, at byen bliver endnu mere kendt for sin internationale visionære orientering mod den øvrige verden.«
I næste åndedrag har Chouceir dog erkendt, at der vil gå en rum tid – op til 10 år – inden projektet kan realiseres.
Først skal interessen og forståelsen i egne rækker på plads. Derefter skal danskerne med på vognen, fortæller hjemmesiden www.moskeen.dk og fortæller videre , at det altafgørende er, at projektet hviler på danske demokratiske principper.
»Og den slags tager tid at forklare de muslimske grupperinger her i byen.«
Det ved Chouceir, der også lige skal ud, måske endda til udlandet, og finde godt 100 millioner danske kroner til byggeriet.
Selve moskeen skal kunne rumme op til 1.500 personer til bøn, men hele komplekset, som det er planlagt nu, vil dække op mod 3.000 kvm. Chouceir drømmer om, at det vil kunne bygge bro mellem befolkningsgrupperne, oplyse om islam og huse både café, restaurant, videncenter, bibliotek samt legeplads for børn.
Foreningen for Moské og Islamisk Kulturcenter ser foran sig et sted, hvor kristne og muslimer i al fredsommelighed mødes i dialog og derved afliver myter og negative forestillinger om hinanden.
Men svært bliver det, for ikke så snart var mosképlanerne i den vestlige del af Århus nær Gellerup Parken i hjørnet, der hvor Silkeborgvej og den ydre ringvej mødes – søsat, inden Tomas Kierstein, Niels-Christian Braad og andre ligesindede skeptikere sendt en pamflet på gaden af en så tvivlsom lødighed, at det lokale politi overvejede en sigtelse efter racismeparagraffen mod ophavsmændene.
Pjecens forside viser en lænket muslimsk kvinde, som er ved at aflevere låsens nøgler til sin mand.
Denne såkaldte ’humoristiske’ tegning nåede til manges irritation at blive uddelt til tusinder af husstande i det planlagte moskéområde.
Til initiativet sagde moskémodstandernes næstformand og folketingskandidat for Dansk Folkeparti in spe Niels-Christian Braad, der i øvrigt bor i Randers, til den meningsbærende avis på egnen, Jyllands-Posten:
»Det er nødvendigt at gøre det her. Vi føler hele tiden, at vi som danskere presses af muslimerne. De vil ikke integreres, men bare have deres eget parallelsamfund. En moské ville blive et kraftcenter i et sådant samfund. Vi har været alt for tolerante i alt for mange år. Nu vil vi ikke være med mere, for der vil blive prædiket had mod Vesten og vores kultur, ligesom moskeen vil tiltrække flere muslimer og skabe en enklave, hvor vi danskere ikke kan komme – for deres endemål er jo at indføre sharia-lovene her i Danmark.«
Århus’ borgmester, Louise Gade (V) har holdt møde med folkene bag mosképlanerne. Den unge venstrekvinde har positivt gransket byggeplanerne og understreget, at byggeriet ikke skal finansieres via offentlige midler.
Gade er lidt bekymret over de hårde udmeldinger fra protestgruppen. For som hun tidligere har sagt det:
»En moské kunne jo blive et samlingssted for almindeligt troende og integrationsorienterede muslimer.«
Den pointe har man for længst opdaget i Sverige og Norge, hvor stadigt flere synlige moskeer dukker op og er med til at afmystificere forholdet mellem kristne og muslimer.
I Malmö trykkes imamens fredagsbøn ligefrem i den lokale avis.
»Nej, der er ingen grund til at se spøgelser, hvor der ingen er. Har folkene bag moskeen penge nok, køber de en grund og overholder de lokale byggeplaner, så har vi ingen hjemmel til at stoppe dem. Sådan er spillereglerne i et demokrati,« fastslår borgmester Gades kollega, SF’eren Jørgen Skov i byrådsgruppen.
Michael Rothstein, lektor i religionshistorie ved Københavns Universitet, har skåret moské-stridens kerne ud i pap:
»Den danske debat er hårdere og mere hadefuld end i andre lande. Den politiske højrefløj har haft held til at sætte en destruktiv standard, så der er opstået både frygt og uvilje mod islam. Regeringen har været en dikkende lammehale til højrefløjen, hvorved nuancerne er tværet ud,« mener Rothstein.
Moské-modstandernes Tomas Kierstein mener ikke, at han er hverken hadefuld eller destruktiv.
»Vi vil blot have lov til at spørge århusianerne til råds. Siger de ja til moskeen, vil vi acceptere det. Men det tvivler jeg stærkt på, at de gør,« forudser Kierstein og funderer videre:
»Alle hoppede vi på politikernes løfter, dengang masseindvandringen startede. Folk blev aldrig spurgt på det tidspunkt. Jeg er overbevist om, at en af grundene til, at det er gået så skævt, som det er, er, at den danske befolkning aldrig er blevet koblet på projektet. De ansvarlige kom først rendende flere år efter og bad os hjælpe med til at rydde op i moradset,« siger Tomas Kierstein og slutter af med nogle bemærkninger om den strudsepolitik, han mener politikerne har praktiseret på såvel den århusianske som den landspolitiske scene i snart mange år hvad angår integrationen af udlændinge.
Det gælder nu ikke sundhedsordfører Birthe Skaarup (DF), valgt i Århus, der netop har ytret ønske om at lade hele den danske befolkning blande sig i mosképlanerne i hendes egen by til efterårets kommunalvalg.
Heller ikke formanden for Dansk Kultur, der vil værne om en etnisk dansk danskerbegreb, Rolf Slot-Henriksen, kan beskyldes for strudse-strategien. Slot-Henriksen , der sognepræst har for få dage siden i den lokale avis, Århus Stiftstidende, påstået, at den lokalt funderede nynazistiske gruppe White Pride (hvid stolthed) samarbejder med »visse muslimske grupper i Århus.«
Til det understreger Hicham Chouceir følgende:
»Vor forening er demokratisk. I bestyrelsen sidder både muslimer og kristne. Det er da hul i hovedet at forestille sig, at vi ville samarbejde med nynazister. Vi er jo netop ved flere lejligheder blevet lagt for had af det yderste højre.«
Flere frygter, at hvis politikerne ikke får håndteret fejden om bygningen af en officiel moské i Århus, så vil fronterne bliver endnu hårdere markerede mellem modstandere og tilhængere. Især efter at årelange forsøg på at få opført én i hovedstaden er løbet ud i sandet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu