Læsetid: 6 min.

Når frasortering og forståelse bliver et og samme

Kan et samfund postulere at kunne integrere alle? Og passer velfærdsstatens reglement til alle borgere? Svaret jages i et esoterisk, men underfundigt tv-program
7. april 2005

FJERNSYN
I morgen blænder DR2 op for en ny programrække under overskriften Hvad Gør Vi Med Frank? Journalisten Torben Steno, som blandt andet er kendt fra DR2’s Mik Schacks Hjemmeservice, er pioneren bag fem afsnit, hvori vi følger ham selv og den 33-årige Frank Axelsen fra København. Sidstnævnte har fået stillet diagnosen F60–punkt 1 – en diagnose som er mere kendt under betegnelsen skizoid, og som umiddelbart resulterer i, at han har svært ved at leve op til nogle af de sociale krav, som det danske samfund er baseret på. Steno og Axelsen henvender sig til en række institutionelle instanser og religiøse trosretninger i håb om at få svar på spørgsmålet: Hvad gør vi med Frank?
Det lyder måske umiddelbart som endnu et reality-program, som sætter fokus på det enkelte problemplagede individ – det være sig overvægtige, senile, seksuelt afvigende, og hvad man ellers har kunnet diske op med på sendefladen – men Steno påpeger, at han med serien er ude i et større ærinde – nemlig en samfundsdiagnose, hvori de sociale institutioners faldgruber sættes under lys og lup. For kan en velfærdsstat leve op til sin egen idé om, at der skal være plads til alle? Og har alle nødvendigvis lyst til at indgå i det fællesskab, som synes at være forudsætning for anerkendelse?
»Det har jo i mange år været sådan, at når folk var psykisk syge, eller på andre måder stod uden for fællesskabet, så har samfundet set det som sin opgave at gå ind og redde det her menneske, forklarer han. Vi har så brugt Frank til at undersøge forskellige dele af systemet. F.eks. starter vi i det første program med at opsøge Dansk Industri. Når vi vælger dem, har det at gøre med, at der i disse år tales meget om nye arbejdspladser, ny industri, efteruddannelse, globalisering. Samtidig er der tale om massefyringer, som gør at nogle folk falder udenfor. Hvis man fyrer en ældre
maskinmester fra en fabrik, tror jeg ikke det nytter at tale om efteruddannelse og en masse andre gode ord. Så ud over at det konkret handler om Frank, handler det også om, at det offentlige rum er fyldt med sludder. Og her er det fuldstændig ligegyldigt, om du er psykisk syg eller ikke,« siger Torben Steno.
– I opsøgte en hel del steder. Var det så kun sludder, I hørte?
»Noget af det var sludder, noget af det var ikke sludder. Men vi har helt oprigtigt forsøgt at få folk til at sige noget, som ikke var sludder.«
– Er der løsninger?
»Vi har ikke nogle endegyldige løsninger. Vi ønsker at skabe debat.«

Ulidelig samhørighed
Noget af det som både Axelsen og Steno har diskuteret i forbindelse med optagelserne, er den dobbelthed, man finder overalt i samfundet. På den ene side bliver folk overladt til sig selv, og på den anden side foregår der overalt en falsk jovialisering, hvorved enhver form for distance mellem folk helst skal nedbrydes. Vi skal vide alt om hinanden, komme tæt på hinanden, snakke ud om de mindste petitesser. Helst til det punkt, hvor vi ender med at kvæle hinanden, fordi nærværet forvandles til spændetrøjer frem for frihed. Der er tale om en så høj grad af iscenesat intimitet, at forskellen på ’rigtige’ relationer og ’overfladiske’ relationer ikke længere kan spottes tydeligt.
Det lyder umiddelbart idyllisk: Alle er venner med alle, selv de mest betændte tabuer kastes for løverne, vi vender vrangen ud på hinanden og snupper en kop kaffe i kølvandet. Problemet er bare, ifølge Steno, at denne form for allestedsnærværende nærhed er en konstruktion, en omgang regulært sludder, som faktisk er værre end rendyrket egoisme – som jo er slemt nok i sig selv. Og hvad hvis man som Frank ikke ønsker at være en del af dette forkætrede luftslot?
Her kommer vi til et af kernepunkterne i programmet, for Steno lægger ikke skjul på, at han gerne så en genoprettelse af en sund distance, så en total værdiudligning ikke ender med at ophæve skellet mellem ægthed og falskhed.
»Jeg mener, der er et behov for at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi kommunikerer på i offentligheden. Engang sagde man De til hinanden og gav hinanden hånden. Var man så lidt tættere, sagde man du, og kendte man hinanden virkelig godt, krammede man hinanden. I dag oplever vi, at stort set alle gør sidstnævnte. Om ikke på det fysiske plan, så på det mentale. Dette bliver opfattet som noget meget positivt, og det mener jeg slet ikke, det er. Tværtimod.«
– Distancen skal altså genoprettes?
»Ja! For alt i verden!«
– Det handler vel også om, at vi synes, vi kan sætte ord på alting. Folk må ikke længere have deres følelser for sig selv. Og idet at vi synes, vi kan – og skal – sætte ord på alting, ligger der vel også en tro på, at der findes løsninger på alt?
»Det er præcis noget af det, vi har set som interessant. Det tredje program handler om fraværet af spiritualitet. Når du ikke længere opererer med et fasttømret gudsbegreb, så mister du også et sandhedsbegreb. Her er det så, velfærdsstaten dukker op med sine egne sandheder, som oftest ses som endegyldige. Det er det, programmet sætter spørgsmålstegn ved. For meningen med velfærdsstaten er jo, at det skal være nemmere at begå sig i velfærdsstaten end i livet. Det interessante er ikke hvordan, Frank skal lære at begå sig i livet, det kan han udmærket godt, men derimod hvordan han skal begå sig i velfærdsstaten. I dette tilfælde er det sidste faktisk vanskeligere end det første. Det er jo ironisk.«

Fagre nye tv-verden
Op gennem 90’erne har vi som seere oplevet et gigantisk boom af de såkaldte reality-programmer, hvori hidtil ukendte mennesker krænger deres indre ud som aftenunderholdning. Men på spørgsmålet om hvordan Frank har haft det med at være genstand for et tv-program, er svaret enkelt:
»Det har jeg haft det fint med. Jeg har selv klippet programmet, og jeg føler ikke, at jeg er blevet manipuleret med overhovedet.«
– Er I bange for, at folk skal synes det er udlevering? Eller måske omvendt, iscenesat?
»Slet ikke, alt fjernsyn er iscenesat til en vis grad. Så der ligger jo altid en eller anden form for løgn i alt, hvad der foregår på tv. Men derfor behøver det ikke være upræcist. Jeg er ligeglad med, om det er løgn, bare det ikke er upræcist. Hvis folk tror, det er iscenesat, må de bare afgøre, hvorvidt det er godt eller dårligt skuespil. Det ændrer ikke konceptet,« siger Torben Steno.
– Hvad med udleveringen? Du har udtrykt din aversion over, hvor ’tæt på’ alting er nu om dage. Er det ikke et selvmål så at lave et program, der netop går tæt på?
»Der er nok nogle, som vil mene, at det er udlevering fordi det handler om en psykisk syg. Men fordi man er psykisk syg, lader man sig ikke nødvendigvis udnytte. Frank har jo selv klippet programmerne og været med gennem hele processen. Og jeg mener ikke, at det er ham, som bliver udstillet. Det er snarere det samfund, vi lever i, og netop den føromtalte falske forståelse, som udstilles. For hvis der ikke gemmer sig løsninger bag de fine ord, hvorfor så ikke indrømme det? I stedet for at postulere gyldigheden bag begreber, som måske i sidste ende viser sig at være hule.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her