Læsetid: 4 min.

Det nationale skønmaleri

Kong Christian X’s tapre rideture og den heroiske modstandskamp overskyggede samarbejdspolitikken i skolebøgerne efter besættelsen. Langt senere lærte eleverne, at udlandet betragtede os som næsten allierede med Tyskland
6. april 2005

SKOLEBØGER
De skolebøger, der udkom i årene efter krigen dvs. i 1950’erne, er relativt tavse med hensyn til samarbejdspolitikken.
Den nævnes, men de dvæler hellere ved modstandskampen, og de viser med forkærlighed billeder af frihedskæmpere, af jublende mennesker på befrielsesdagen – og så det berømte foto af kong Christian X på sin daglige ridetur gennem København… og som der står i en af billedteksterne: »Kongen værdiger ikke de tyske soldater et blik.«
Informations medarbejder gik (med lidt hjælp fra en historiker) på opdagelse i en stakfuld undervisningsbøger for folkeskolen, som Danmarks Pædagogiske Bibliotek havde fundet frem til os. Ikke at der står meget, som direkte er forkert.
Det diskutable er mere noget med, hvor vægten er lagt. Man skal ud i frynsen af sproget, i formuleringsnuancerne, for at se forskellene
på, hvad vi lærte eleverne i folkeskolen dengang og lærer dem nu om Danmarks handlemåde under Anden Verdenskrig.
Tyskerne overfaldt os den 9. april »i mulm og mørke« hedder det i Nik. M. Helms Danmarks historie fortalt for børn fra 1953. »Mens mange troede, at tyskerne ville sejre i krigen, og at vi derfor ikke skulle gå for meget imod dem, var der adskillige, der lige efter 9. april begyndte at organisere modstand…«
Helms beskrev også den politiløse tid fra 1943 med en sætning om, at tyskerne ikke »fik bugt med med modstandsbevægelsen eller med den sejghed, som de fleste danskere udviste«.
I Grundskolens Danmarkshistorie af Viktor Pedersen, ligeledes fra 1953, skriver denne, at tyskerne havde håbet, at danskerne »med glæde« ville slutte sig til et nyt Stortyskland, men at »det store flertal stillede sig afvisende over for tyskernes ønsker...«
Bogen noterer videre, at: »Det blev fem hårde år for det danske folk.« Sikkert rigtigt, men faktisk blev de jo altså noget mindre hårde for danskerne end for folk i de andre lande, som tyskerne invaderede.

Rygter og lyn
Overfaldet kom »som lyn fra en klar himmel«, noterer Børge L. Barløse i Folkeskolens Danmarkshistorie fra 1955. Vores regering blev ved at styre landet, »men vi glemte ikke, at vi havde måttet bøje os for svig og overmagt«, skriver han. Og om situationen efter den 29. august 1943 står der, at regeringen ikke længere ville tage ansvaret for samarbejde »med de fremmede, der nu tydeligt havde vist, at de var vore fjender«.
Barløses bog har intet med om retsopgøret, der i andre bøger benævnes »udrensningen«.
Vi springer frem til en skolebog fra 1978, Historiebogen for 7.-10. klasse ved Knud Andersen, der kan berette, at det forud for tyskernes angreb på Danmark og Norge »havde svirret med rygter« derom. Altså noget andet en de »lyn fra en klar himmel«, som Barløses historiebog omtalte.
70’erne er generelt karakteristiske ved, at stort set alting nyvurderes med kritiske øjne. I Andersens bog fortælles nu, at mange i Danmark efter at have hørt om de svære kampe i Norge »følte dyb skam over, at vi havde ladet os overrumple så fuldstændigt og havde forsvaret vor frihed så slet«. Altså en ganske anden historie, end folkeskolebørnene havde været vant til at høre. »Mange spurgte også med ængstelse, hvad folk ude i verden ville tænke om os, når der kun var ofret 13 soldaters liv på at standse fjenden,« og »Mange begyndte at tale om forræderi hos regeringen…«
Historiefortolkningen har bevæget sig hen mod mere uddybende forklaringer på, hvad der skete. Der er afsnit med om de danske kommunister, der grundlovsstridigt blev spærret inde i Horserødlejren, og der berettes om, at regeringen direkte opfordrede danske officerer til at melde sig til Frikorps Danmark, ligesom der fortælles om intern dansk modvilje mod Scavenius og samarbejdspolitikken.
Knud Andersen vurderer også, at modstanden mod Hitler steg i takt med, at krigslykken vendte for denne. En lidt anden version end den et par årtier tidligere.

Jernbanesabotagen
I en af de nyere bøger, Historie 4 af Sven Skovmand og Lars Bjørner fra 1992 er synsvinklen på frihedskæmpernes virksomhed skiftet drastisk. De roses nok for deres »arbejde«, men samtidig slås fast vedrørende jernbanesabotagen, at »undersøgelser har vist, at den i praksis næsten ingen militære virkninger havde«, for »jernbaner er nemme og hurtige at reparere«.
Bogen kommer også ind på de problematiske sider af retsopgøret som f.eks. lovgivning med tilbagevirkende kraft, og at der blev begået fejl.
I den nyeste bog, Danmarks Pædagogiske Bibliotek fandt frem til os, Ind i historien, af Claus Buttenschøn og Olaf Ries fra 1997 revideres det oprindelige skønmaleri yderligere. Her fremhæves det, at mange ellers arbejdsløse danskere faktisk nød godt af tyskernes tilstedeværelse. Der skulle bygges veje og forsvarsværker osv.
»I udlandets øjne fremstod Danmark i denne periode næsten som Tysklands allierede,« lyder det, og der fortælles også om tyskerpigerne, at de blev overfaldet og ydmyget i dagene efter afslutningen af besættelsen, selv om der »ofte var tale om kærlighed«. Her står også, at: »Så længe Tyskland stormede frem på slagmarkerne i Europa og Nordafrika, var der meget få i Danmark, der havde mod til at organisere nogen form for modstand.«
Skolebøgerne har med andre ord bevæget sig fra et nationalt skønmaleri i tiden umiddelbart efter besættelsen til en ny mere differentieret opfattelse. Den samme bevægelse kan aflæses i nyere forskning, hvor man dog også kan spore en større forståelse for Scavenius og samarbejdspolitikken, som derfor benævnes »forhandlingspolitikken«. Men det er en helt anden… historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her