Læsetid: 3 min.

Nøgenhedens teater

Iscenesat nøgenhed er blevet allesteds-nærværende på de franske skuespilsscener, og stadigt skrappere midler tages i brug for at vække anstød
6. april 2005

SCENEKUNST
PARIS – I byen, som hævder at have opfundet striptease, er der ikke noget nyt i at smide tøjet på scenen. Efterhånden er iscenesat nøgenhed imidlertid blevet allestedsnærværende – altså lige bortset fra de steder, hvor man ellers mest af alt skulle forvente at møde den.
Det tidligere så vovede cabaretteater, Folies Bergères, er ved at sygne hen og laver nu børneteater i julen. Derimod kan man dårligt gå til et seriøst teaterstykke eller danseforestilling uden at støde på nøgne kroppe.
På en festival, der begynder i denne uge, kan man bl.a. se den portugisiske dansefo-restilling Mistermissmissmister. Publikum sidder på sofaer. Mandlige og kvindelige ’dansere’ står nøgne foran publikum. Og mere sker der i virkeligheden ikke.
Selv agtværdige La Comédie Française (der svarer nogenlunde til Det Kongelige Danske Teater, red. ) har lige afsluttet en lovprist forestillingsrække, hvor en skuespiller og en skuespillerinde optræder nøgne i flere scener.
På Théatre des Amandiers i Nanterre, en vestlig forstad til Paris, optræder en af de mest lovende og anmelderroste skuespillerinder, Valérie Dréville, nøgen i en moderne genfortælling af myten Medea – Médée Mathériau.
På Théatre de la Porte-Sainte-Martin i det centrale Paris optræder mandlige skuespillere nøgne i flere scener i et amerikansk stykke, der handler om aids-sygdommens nedbrydning af den menneskelige krop (Love! Valour! Compassion! af Terence McNally)
Iscenesat nøgenhed er nu så udbredt, at man nu må tage hårdere midler i brug, hvis man stadig går efter at chokere publikum. Det har den belgiske koreograf Jan Fabre forsøgt. Langt langt hårdere.
Da Fabres danseforestilling, The Crying Body, blev opført i vinter i et af de mest ansete parisiske teatre, Théatre de la Ville-Sarah Bernhardt, reagerede nogle aviser med afsky, andre med lovprisning.

Stærke reaktioner
I forestillingen urinerede tre kvindelige dansere på scenen; mandlige og kvindelige skuespillere masturberede og en skuespiller drak tilsyneladende en flaske med urin. 40 mennesker udvandrede den første aften, men de fleste blev siddende – deriblandt den franske kulturminister, Renaud Donnedieu de Vabres – som deltog i det stående bifald.
Centrum-højre avisen Le Figaro skrev, at forestillingen var »skandaløs, dekadent og ydmygende…et nedværdigende skue, der ikke har andet at byde på end vulgaritet.«
Centrum-venstre avisen Le Monde var derimod begejstret og mente, at: »The Crying Body på skandaløs vis minder os om, hvem vi er. Den skærer gennem alle de hykleriske facader og udleverer de blodfattige klichéer, som binder vores samfund sammen…«
Det faktum, at flere af stykkerne er importeret fra udlandet – Belgien, USA og Portugal – er en påmindelse om, at iscenesat nøgenhed og skandaløse opførelser er et stadig mere udbredt fænomen i den vestlige verden. Dagbladet Le Parisien noterer sig, at den parisiske kunstscene i dag byder på nøgenhed for enhver kunstnerisk smag: »Den intellektuelle!« som Médée Matheriau; den borgerligt bohémeagtige som Love! Valour! Compassion! og den bevidst provokerende som The Crying Body.
Skuespilleren Alexandre Pavloff fra Comédie Françaises skuespillertrup siger til en avis, at han skulle overbevises om nøgenscenernes kunstneriske nødvendighed, da Le Début de L’A skulle opføres på hovedstadens mest prestigefyldte teaterscene.
»Havde det været et hvilket som helst andet, havde jeg sagt nej, men her havde nøgenheden en funktion. Det gav mening. Vi plejer at skjule vores krop, men den er en del af os, og vi kan ikke lukke den ude fra kunstens verden. I dag taler vi alle sammen åbent om erotiske emner. Når vi blotter vores krop, blotter vi vores sjæl.«

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her