Underklasse
DUBAI 20 etager over gadeniveau kan man se håndværkerne som bittesmå figurer, der i døgndrift hamrer stålplader på plads i Dubai i De Forende Arabiske Emirater, hvor Mellemøstens største byggeboom nogensinde er i fuld gang.
Skoven af byggekraner langs de halvfærdige bygninger syd og vest for Jumeira Beach er bemandet af sydasiatiske arbejdere. Jumeira Beach er verdens største byggeområde efter Shanghai, og stedet har en magnetisk tiltrækning på folk, der drømmer om at tjene penge på ejendomshandel. Foreløbig er der såvel afghanske krigsherrer som engelske fodboldspillere blandt de interesserede købere.
Sheikerne, der regerer Dubai, har planer om at gøre Dubai By til Mellemøstens kommercielt stærkeste metropol, og lige nu skyder snesevis af skyskrabere og tusindvis af lejligheder op som paddehatte. Byggeboomet har fået en sand hær af arbejdere fra Indien, Pakistan og Bangladesh til at strømme til byen. Langt de fleste af dem er ufaglærte, som i årevis lever adskilt fra deres familier og knokler i døgndrift for at kunne lægge godt 300 danske kroner til side om måneden.
I modsætning til de omkring 100.000 yderst priviligerede briter, der arbejder i behageligt afkølede, luksuriøse miljøer i Dubai, har de asiatiske arbejdere ingen adgang til prangende storcentre, nye golfbaner eller fornemme restauranter. De bor ofte seks personer i ét værelse, de arbejder i op til 50 graders varme om sommeren og får kun tilladelse til at rejse hjem og besøge deres familier en gang hvert andet år. Der sker hyppigt arbejdsulykker på byggepladserne.
Dubais vesterlændinge lægger knapt nok mærke til arbejderne, undtagen måske sidst på dagen, når lange køer af udmattede mænd iført snavsede blå overalls venter tålmodigt venter på de busser, der kører dem ud til lejre uden for byen.
Mohammed Iqbal fra Hyderabad i Indien har opholdt sig i Dubai i 10 år og indrømmer, at det er en opslidende tilværelse. Mohammed arbejder i øjeblikket med at lægge fortov langs Jumeira Beach.
»Jeg savner min familie«, fortæller han, »men jeg kan spare penge op. Jeg tjener 600 dirham (1.000 kroner) om måneden«.
Af den samlede løn bruger han små 300 kroner på mad. Sin ugentlige fridag bruger han til at se indiske film på dvd. Hver eneste krone, han ikke bruger selv, bliver sendt hjem til familien i Indien.
Dubais fattige fremmedarbejdere kan ikke stemme og har ingen rettigheder. Fagforeninger er forbudt. Arbejderne har tidligere iværksat demonstrationer i protest mod deres elendige vilkår. Politiet slog omgående hårdt ned på demonstranterne. »Ballademagere« bliver lynhurtigt udvist.
Bange for overgreb
Der er ikke demokratiske tilstande i De Forenede Arabiske Emirater, hvoraf Dubai er det største af de syv emirater. Det forventes af gæstearbejderne, at de gør, hvad de bliver bedt om og rejser hjem, når der er blevet gjort brug af deres arbejdskraft. Da Verdensbanken holdt møde i Dubai i 2003 opfordrede menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch banken til at bede styret i de Forenede Arabiske Emirater om at give gæstearbejderne bedre vilkår. Human Rights Watch skrev i et brev til Verdensbanken, at mange af arbejderne bliver groft udnyttet under slavelignende forhold og udsat for diskrimination og mishandling.
»Arbejderne er ofte bange for at bede om løn de har til gode, protestere mod deres elendige forhold eller bede om juridisk hjælp, når de bliver udsat for overgreb«, skrev organisationen i sit brev.
Ifølge organisationen er gæstearbejderne så bange for at blive udsat for voldelige overgreb, at de ikke tør opkræve løn, der bliver tilbageholdt noget, der sker næsten dagligt ifølge aviser og andre medier i Golfområdet. Myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater griber ikke ind over for problemerne. Især de tusindvis af kvinder, der kommer til landet for at arbejde som stuepiger eller rengøringsassistenter på hotellerne, er i fare for at blive slået eller seksuelt misbrugt.
Human Rights Watch har foreløbig talt for døve øren. Argumentet fra dem, der forsvarer det herskende system i Dubai, heriblandt mange britiske firmaer, som nyder godt af den billige og velvillige arbejdskraft, lyder, at arbejderne jo er kommet til landet af egen fri vilje.
Størstedelen af de godt og vel 10 millioner gæstearbejdere i Golfområdet, hvoraf de fleste er ufaglærte eller har meget korte uddannelser og har dårlige udsigter til at komme i beskæftigelse i hjemlandet, sparer i sidste ende nok sammen til at købe det lille stykke jord eller den lille forretning, som de drømmer om.
Koloni-lignende aftaler
Nogle af gæstearbejderne klarer sig godt i Dubais økonomiske boom, men arbejdsmarkedet minder meget om det kontraktsystem, som kom til Dubai med de tidligere koloniherrer briterne. Præcis ligesom deres ludfattige forfædre bliver de asiatiske arbejdere i dag tvunget til at skrive under på noget, der minder om »slavekontrakter«, når de kommer til Dubai. De afskriver sig alle rettigheder allerede i lufthavnen, hvor de agenter, der har rekrutteret dem til arbejdet, konfiskerer deres pas og visa.
De, der ikke kan klare at leve under forholdene, bryder kontrakterne og stikker af. Tusindvis af illegale indvandrere opholder sig i enorme slumkvarterer i nabo-emiratet, Sharjah. Selv de arbejdere, der arbejder sig op i Dubai og slår sig ned permanent, lever fortsat helt uden borgerrettigheder, selv om de på nuværende tidspunkt udgør den største befolkningsgruppe.
En pakistansk mobiltelefonforhandler, der har boet i Dubai By i 20 år, siger, at de udenlandske indbyggere stadig har meget lille indflydelse på forholdene i landet, selv om dets velstand i høj grad er bygget på selv samme gæstearbejderes indsats.
»Mine sønner er født i Dubai, men de er alligevel pakistanske statsborgere. Hvis vi foretager os noget, som myndighederne ikke bryder sig om, risikerer vi at blive sendt ud af landet med dags varsel. Dubai er det ideelle sted at tjene penge, men for folk som os bliver det aldrig et rigtigt hjem«, siger han.
© The Independent og Information
*Oversat af Nina Skyum-Nielsen
