Læsetid: 1 min.

Ny EU-kritisk organisation dannet

Nyeste skud på den EU- kritiske stamme er organisationen Udfordring Europa. Men de mange aktører risikerer at udvande nej-siden, vurderer ekspert
8. april 2005

Politisk organisation
Først var det den EU-kritiske tænketank NyAgenda med Drude Dahlerup i spidsen, så kom Socialister mod Forfatningen med SF’erne Morten Homann og Kristen Touborg, og nu dukker den medlemsbaserede organisation Udfordring Europa op.
Organisationen præsenterede i går sig selv og sit grundlag på et pressemøde på Cafe Sommersko i København. I spidsen er den tidligere talsperson for Junibevægelsen og nuværende medlem af SF Trine Pertou Mach.
»Vi er en debatorganisation med det formål at være en dynamo for en konstruktiv kritisk vision for det europæiske samarbejde med et centrum-venstre udgangspunkt. Tiden er simpelthen løbet fra den tværpolitiske rene systemmodstand,« siger hun med klokkeklar henvisning til Junibevægelsen, hvor hun for nylig har forladt ledelsen.
Organisationen Udfordring Europa ser sig som en pendant til den EU-positive centrum-venstre organisation Nyt Europa, der tegnes af SF’eren Steen Gade. Han hilser alle initiativer, der vil skabe debat om EU’s udvikling, velkommen, men mener, at Udfordring Europa og de andre nye venstrefløjsbaserede initiativer minder om »panik før lukketid«: »Initiativtagerne har tilsyneladende svært ved at acceptere den bevægelse, venstrefløjen har gennemlevet, og som senest blev markeret meget kraftigt med det store flertal af SF-medlemmer, der anbefaler forfatningen.«
Han understreger i samme åndedrag, at de nye organisationer ikke skal »få held til at monopolisere kritikken«.
»Vi ser EU som en politisk kampplads, og her er vi lige så kritiske som på Christiansborg,« siger Steen Gade. Lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, Lars Bille vurderer, at de mange forskellige bevægelser kan risikere at udvande nej-siden.
»De mange organisationer, personsammenfald og grader af modstand gør det svært for vælgerne at skelne de enkelte grupperinger fra hinanden, og det kan potentielt ende med at udvande nej-siden,« siger han.
Han mener desuden, at de tværpolitiske bevægelser går svære tider i møde, når det handler om EU, fordi systemmodstanden er svindende, og flertallet betragter EU som uundgåelig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her