Ny kritik af domstole som ’lovgivere’

MENNESKERET I
Menneskerettighedskonventionen, og Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har stor ’uofficiel’ indflydelse på dansk lovgivning. Allerede det lovforberedende arbejde styres af hensyn til, at der ikke må forekomme sammenstød med menneskerettighederne, mener dr. jur., professor ved Århus Universitet Gorm Toftegaard Nielsen:
»Det største problem i menneskerettighedernes betydning for ny lovgivning er, at ministeriernes embedsmænd ofte vil komme med forskellige notater om fortolkningen af Menneskerettighedskonventionen. Udvalgsmedlemmerne får så at vide, at man skal være 110 procent sikre på, at lovforslaget ikke kommer i strid med konventi0nen,« siger Gorm Toftegaard Nielsen, der selv har siddet i Retsplejerådet i mere end 10 år og har deltaget i over 100 udvalgsarbejder.
Det gør råderummet mindre, end det var nødvendigt, påpeger Toftegaard Nielsen:
»Under mottoet: ’Vi skal ikke gå på kant med menneskerettighederne’, går man undertiden betydelig videre end Menneskerettighedsdomstolen og præsenterer Folketinget for et forslag, som giver mindre politisk frihed, end der egentlig er grund til,« siger Gorm Toftegaard Nielsen.
Som eksempel nævner han Retssikkerhedsloven, hvor spørgsmål om oplysningspligt i forbindelse med f.eks. forureningskilder blev et spørgsmål om, at folk rettighedsmæssigt ikke kan pålægges at fremskaffe oplysninger, der kan skade – inkriminere – dem selv.
Gorm Toftegaard Nielsen har tidligere i Information givet udtryk for, at menneskerettighederne er ’politik i juridisk forklædning’ og at Den europæiske menneskerettighedsdomstol har fået for megen magt.

Ikke pumpet op
Adjunkt ved Københavns Universitet Jonas Christoffersen, der har specialiseret sig i menneskerettigheder, afviser dog Toftegaard Nielsens kritik:
»Min fornemmelse er, at embedsmænd – i overensstemmelse med den almindelige tendens i dansk ret – er meget tilbageholdende med at anlægge selvstændige fortolkninger af menneskerettighederne,« siger han.
»Kritikerne af menneskerettighederne taler om, at de pumpes op og fylder for meget. Men de, der deltager i lovforberedende arbejde, har jo et fagligt ansvar, hvis de anser embedsmændenes tolkninger for forkerte,« siger Jonas Christoffersen.
Når Retssikkerhedsloven i Toftegaards eksempel efter Jonas Christoffersens opfattelse yder en ’forurener’ større beskyttelse end nødvendigt, var det faktisk ikke begrundet i hensynet til internationale menneskerettigheder, men i et grundprincip i Retsplejeloven om, at man ikke skal afgive oplysninger, hvis man risikerer at udsætte sig selv for straf.
Derimod spørger han til alternativet til at implementere international lovgivning i Danmark: »Det er klart, at vi skal kunne diskutere sammenstødet mellem politik og jura uanset den ’skammer-effekt’, der ligger i overhovedet at diskutere menneskerettigheder. Men det kan ikke være meningen, at man på grund af nogle hår i suppen skal skrue tiden 30 år tilbage og forkaste et internationalt retssamarbejde, som er skrevet ind i EU’s charter,« siger han, der påpeger, at de samme spørgsmål omfatter andre internationale domstole, EF-domstolen og WTO’s konfliktløsningsorganer.
»Man siger, at det er gået for vidt med de menneskerettigheder og nævner eksempler på principsager om bagateller. Men hvor skal grænsen gå for, hvilke rettigheder der skal beskyttes? De kritiske professorer (professor ved Københavns Universitet Mads Bryde Andersen har ført an i den kritik, som også Toftegaard Nielsen giver udtryk for, red.) skylder os et bud på et gennemtænkt alternativ, der går videre end løsrevne kritikpunkter,« mener Jonas Christoffersen.
Gorm Toftegaard Nielsen peger derimod på, at de lange ventetider på sagsbehandling ved Menneskerettighedsdomstolen i sig selv tyder på, at domstolen kan forfalde til juridisk nørderi. Modsat har den amerikanske Højesteret kun en brøkdel af de sager, Menneskerettighedsdomstolen påtager sig:
»Det er, som hvis politiet lod mordene ligge for at tage sig af principsager om folk, der kører uden cykellygte,« siger Toftegaard Nielsen.
»Menneskerettigheder handler om, at stater ikke misbruger deres magt. Menneskerettighedsdomstolen bør afvise småsager, selv om de kan være principielt interessante, og domstolen skal selv prioritere efter sagens grovhed,« mener Toftegaard Nielsen.
Jonas Christoffersen kan godt forstå kritikken af, at Menneskerettighedsdomstolen ikke prioriterer:
»Men faktisk er man først nu ved at indføre en regel i konventionen, som gør det muligt at afvise visse bagatelsager,« siger Jonas Christoffersen.