Læsetid: 6 min.

Opgøret i Karrebæksminde

Broadway er en motorvej i Danmark, og vi drøner derudad. Men mens tv-seerne glad og gerne åbner for både Mærsk, HCA og ’Krøniken’, er der andre, for hvem den røde ko er den røde klud
12. april 2005

KUNSTNERTRÆF
Karrebæksminde i Sydsjælland er normalt et roligt sted, mest kendt for sit årlige Danmarksmesterskab i pælesidning. Men der er også en kursusejendom, og netop her havde Dansk Kunstnerråd inviteret et halvt hundrede af kulturens folk til det, der i western-jargon kunne hedde det endelige opgør.
Sådan var det dog ikke formuleret. Temaet lød: Mainstream.
For det er ikke til at skjule, at det i dag handler om at få banket publikumssucceser frem – inden for både bøger, film og tv-dramatik. Lige præcis det modsatte af det, mange kunstnere opfatter som kunstens væsen: Noget, som kommer indefra.
»Jeg beklager tv’s selvvalgte isolation fra det, der bobler i kunstens verden,« sagde Bjørn Lense-Møller, engang chef for et tv-teater, der lod forfattere skrive enkeltstående tv-spil som Leif Panduros. »Kunsten er stort set væk i tv i dag,« konstaterede han også. »Det er mærkeligt nok lykkedes public service-stationerne at melde sig helt ud af den.«

Komodovaran søges
Klaus Hoffmeyer, instruktør og tidligere skuespilchef for Det Kgl. Teater, beklagede også ensretningens Broadway. Han erindrede sig, hvordan han i sin barndom havde samlet på Richs-billeder. Når man åbnede en pose kaffetilsætning, lå der billeder, man kunne samle på. Han håbede hver gang at få et billede af en komodovaran, men der lå næsten altid et af en rød malkeko.
Sådan også i dagens tv-drama. Man får aldrig noget af det sjældne.
Filminstruktøren Erik Clausen stemte i: »Det er med Krøniken som med hjemmehjælp. Man kan bruge den som valgløfte.«
Den unge skuespiller Dina Al-Erhayem efterlyste noget dybere og havde et citat, der passede til lejligheden: »Forsigtighed er en rig gammeljomfru, der bliver tilbedt af udueligheder.«
Endog Janus Billeskov Jansen, som har været filmklipper på en række Bille August-film, mente der var gået for meget mainstream i den. »Vi lider af et knæfald for traditionel dramaturgi. Det fører til middelmådighed,« sagde han. Kunst handler om flere fortolkningsmuligheder, og det er ikke nok blot at ville have publikum i tale.

Vi peaker
Dramachef Ingolf Gabold fra DR, der var bevæbnet med divese seriesucces‘er fra Taxa over Rejseholdet til Krøniken, sagde det lige ud: »Vi skal ramme en million seere, og det er fint, når vi ’peaker’ med 2,7 millioner seere«. Det så han ikke noget galt i, tvært-om.
Men forlæggeren Merete Ries, der bl.a. har udgivet Peter Høegs bøger, fandt, at DR’s dramaafdeling har et nedladende forhold til tv-seerne, når de spekulativt går efter at behage flest muligt.
»De bliver jo snydt,« sagde hun.
»Nu synes jeg, det er dig, der er uforskammet over for seerne,« replicerede Ingolf Gabold. »De føler sig jo ikke snydt,« sagde han – og mente i øvrigt ikke, at der var tale om ligegyldig underholdning i serierne, der havde beskæftiget sig både med urbaniseringen (Taxa) og globaliseringen (Ørnen), og når nogen i dag taler om, at Anders Fogh Rasmussen op fører sig ’Kaj Holger-agtigt, så viste det vigtigheden af Krøniken.«

Den brede legitimation
Blandt apologeterne for succes var også operachefen Kasper Holten, der skulle diskutere mainstream-musik i panel med bl.a. Informations rockanmelder Klaus Lynggaard. Det kom nu mest til at handle om tv, og Holten skulle bl.a. svare på spørgsmål om, hvorfor man havde valgt at præsentere det nye operahus med et poppet opera- og balletpotpourri i stedet for – mere seriøst – at bringe en enkelt opera i hel figur.
»Den ville udelukkende henvende sig til de i forvejen interesserede, men her var en mulighed for at få fat i et helt nyt publikum. Det handlede desuden om at legitimere o-peraen bredt over for danskerne, der jo betaler til den over skatten.«
Kasper Holten var til gengæld ikke så tilfreds med HCA-udsendelsen forrige fredag. »Der var vi for fine på den, og den fik kun DR2-seertal,« sagde han. Men udsendelsen fra operaåbningen var i orden.
»Er du sikker på, at folk ikke tænker: Er det sådan noget lefleri, vi skal betale for« spurgte Georg Metz, der var ordstyrer.
Det var Kasper Holten ganske sikker på. »Vi ved alligevel en hel del om, hvad folk vil have.«
Operachefen overraskede ved at sige, at han ikke var sikker på, at opera som sådan var egnet til at blive vist i tv, og han roste den afgåede tv-generaldirektør Chr. I. Nissen for at have omlagt DR i mere seervenlig retning. »Ellers ville vi risikere, at politikerne lukkede stationen i løbet af et eller to folketingsvalgÇ« sagde han. »Mainstream kan føles lidt kvalm og omklamrende, men det er den, der giver legitimiteten til, at vi også kan lave alt det andet.« Han mente, at både elitekunsten og det brede udmærket kunne leve godt side om side, og det sker faktisk i øjeblikket.

Vores fællesmængde
Klaus Lynggaard overraskede en del af de fremmødte – ved at forsvare mainstream meget inderligt.
»Engang havde jeg en ungdommelig foragt for den musik, der rakte hånden frem mod publikum, men i dag er mainstream blevet et plusord for mig, og jeg har den største respekt for den arv, der går fra Marguerite Viby, Gustav Winckler og Kaj Normann Andersen til Alley Cat og Steffen Brandt, ligesom jeg nærer større respekt for Anne Dorte Michelsen end for de mange wannabees, der står for en stor del af de 100 cd’er, jeg får til anmeldelse om ugen i denne tid.«
Han tilføjede: »Det er nærmest blevet en besættelse for mig at være med til at værne om mainstream som en del af den efterhånden meget lille fællesmængde, vi har i det danske samfund.« I øvrigt mente han, at »nogen har bildt os ind, at tv har en central rolle i vores liv«, og at man ikke bør tage det for mere, end det er.
Forfatteren Kristian Ditlev Jensen rakkede veloplagt ned på tidens avantgarde, som han var grundigt træt af. »Enhver fornyelse bliver belønnet,« sagde han, »selv hvis det er en fejl, som man bortforklarer som kunst.« Filminstruktøren Christoffer Boe mente, at mainstream er selve filmgenrens »kød og blod,» hvorfor »det er omsonst at sige, der er noget galt ved det«. Selvom han personligt kunne have en kulturel foragt for noget af det.

Obels oplevelse
Filmproducenten Michael Obel, der som ung var kommet til København fra Thisted, fortalte om en oplevelse, han havde haft på Betty Nansen-teatret, hvor han havde oplevet folk fra intelligentsiaen rose et stykke i pausen efter 1. akt, skønt de »ikke selv havde set den, fordi de sad og sov«.
Han, der både har produceret Min søster børn og Silkevejen af Jytte Rex (set af 3.500 biografgængere), mente nu, at der burde være plads til begge dele, og at det danske samfund bør have en handlingsplan for begge kategorier.
Det blev tid til forsoning lørdag formiddag i Karrebæksminde:
Erik Clausen kunne sige til Ingolf Gabold: »I har jo vundet kampen om seerne. Så lad os bare bruge formuen. Lad os acceptere succesen og se fremad. Lad os lege og turde noget med mediet.« Ingolf Gabold kunne godt gå med til, at tv ved siden af mainstream-serierne på budgettet burde have plads til noget andet også. Det ville han godt være med til at slås for.
I et af lokalerne ved siden var firmaet Yamaha på samme tid i gang med at promovere sine nyeste produkter over for Elgigantens ansatte, og henover bordet ved frokosten fik Informations udsendte følgende forbløffende oplysning: At den netop afdøde pave Johannes Paul som ung mand havde søgt jobbet som dramaturg ved Radio-teatret i Danmarks Radio, men ikke fået det.
Alt i alt lidt af hvert at tænke over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu