Læsetid: 5 min.

Orange optimisme styrkes i Ukraine

SNG vil forsvinde om få år. Den orange revolution har åbnet en dør mod demokratiet. Åben debat er garanten for, at Den orange revolution ikke sander til i magtkampe og plejning af særinteresser blandt de ny magthavere
18. april 2005

UKRAINE
KIEV – »Hallo, my friend,« udbryder Ihor Ostash jovialt og meget ulig de tidligere magthavere, da han træder ind i lokalet i det ukrainske parlaments monumentale kontorbygning i nyrenoveret marmor og glas.
Både omgivelserne og Ostash signalerer nye tider i det Ukraine, der tidligere har været gemt af vejen som Ruslands stive og lurvede overdrev. Som medlem af det ukrainske parlament siden 1994 og nu næstformand i dets udenrigsudvalg er Ostash samtidig også et tegn på, at de nye tider har været lang tid undervejs, at der er en høj grad af kontinuitet i Ukraine, revolution eller ej.

Vestens masterplan
Den orange revolution i Ukraine er blevet beskyldt for at være et vestlig inspireret, planlagt og finansieret led i en større plan, hvor omvæltninger bringer vestligt orienterede regimer til magten i den gamle Østblok. Først faldt Milosevic i Serbien og siden kom turen til Georgien. Projektet mislykkedes i Hviderusland men nød fremme i Ukraine, delvist i Moldova og senest i Kirgistan. Præsidenterne Jusjtjenko fra Ukraine og Shaakashvili fra Georgiens gav yderligere næring til denne forklaring om sammenhæng og påvirkning udefra ved i januar under en skiferie at udsende den fælles Karpater-erklæring, der taler om frihed for alle folkeslag i regionen. Få dage efter holdt Bush i USA så sin store tale om udbredelse af demokrati over hele verden. Her var frihed igen et gennemgående træk.
Ostash afviser dog med en skraldlatter talen om en USA-koordinering, eller at revolutionen skulle være kunstig: »Man kan ikke bestille eller købe sig til hen ved en million demonstranter. Det var en overraskelse for alle, at så mange gik på gaden – det var jo op mod en tredjedel af Kiev. Det var en national krisesituation, der kom fra hjertet,« siger Ostash og forklarer videre som eksempel på de nære forbindelser mellem de to tidligere sovjetrepublikker den storpolitiske skiferie med, at Shaakashvili næsten betragtes som ukrainer, idet han har studeret i Ukraine. Samarbejdet i det regionale forum GUAAM er ifølge Ostash også udtryk for nære og mangeårige forbindelser, som ikke kan købes for dollars eller fjernstyres fra Washington. Spørgsmålet er blot, om det udelukker muligheden af koordinering, i det mindste efter omvæltningerne med det USA, hvor Shaakashvili også har studeret?
Ostash deltager i Ukraines delegation til OSCE og har flere gange ledet valgobservationsmissioner. Han afviser kritik om, at observatørernes konklusioner skulle være farvet af Vestens interesser i det pågældende land, f.eks. ved dæmpet kritik af valg i Aserbajsdjan, hvor vestlige oliefirmaer opererer eller af valget i Georgien, der gjorde Shaakashvili præsident. Ostashs lovprisning af OSCE’s professionalisme i marken fjerner dog ikke mistanken, hvad konklusionerne angår. De kremlvendte ’SNG-valgobservatører’ rapporterer konsekvent det modsatte af OSCE, og konflikten er nu mundet ud i en budgetstrid, hvor Rusland ikke mere vil betale for et OSCE, som Rusland ser som Vestens redskab.

Eksplosion af demokrati
Den orange farve har bredt sig ud over regionen, og lige fra Rusland til Gaza-striben er demonstranter set i orange: »Det er en eksplosion af demokrati af europæiske dimensioner. Vi har åbnet et vindue til demokrati i den sidste del af verden traditionelt under stærk indflydelse af totalitære regimer,« siger Ostash og afviser forestillingen om simpel revolutionseksport. Der er i stedet tale om inspiration, der sår håb i lokale bevægelser:
»Revolutionen ændrer fuldstændig de politiske mønstre her i Østeuropa,« siger Ostash og oplyser, at både Rumæniens og Polens præsidenter har accepteret hans invitation til at deltage i GUAAMs næste topmøde, hvor Ukraine ser sig som omdrejningspunkt. SNG kan med Rusland for bordenden derimod gå en krank skæbne i møde.
»Der var mere demokrati og pressefrihed i regionen lige efter Sovjets opløsning end siden Jeltsins genvalg i 1996,« siger Ostash og mener, at samfundet i Ukraine i den mellemliggende mørke periode er modnet indefra og med sin nyvundne civile styrke nu klar til reelle demokratiske fremskridt, mener Ostash: »Ukrainerne vil aldrig igen lade magthavere snyde, bedrage og overtræde menneskerettighederne som tidligere. Vi har vist, at Ukraine er et land med europæiske værdier. Nu er vi gået i gang med et retsopgør og det vil tage nogen tid endnu, før det for alvor giver resultater,« siger Ostash bl.a. med henvisning til Gongadze-sagen om en myrdet journalist og afviser, at den nylige anholdelse af Boris Kolesnikov, en ledende politiker i den statsmafialedede anti-Jusjtjenko Donetskregion, skulle være politisk: »Han er mistænkt for alvorlige forbrydelser og skal for retten. De største kriminelle er dem, der stod under det tidligere regimes beskyttelse. Derfor ser processen politisk ud.«

Orange skandaler
– Men ville det alligevel ikke sende et mere troværdigt signal at begynde med en af sine egne?
»Vores hovedproblem er et andet: tidspresset. Der er parlamentsvalg allerede i marts 2006 og valgkampen er i realiteten gået i gang – vi har brug for års arbejdsro til reformer.« Ukraine har ellers på det seneste været præget af forskellige skandalesager. Justitsministeren søgte via regeringen at pleje sine interesser i oliesektoren. Jusjtjenko har omdannet sin partikoalition, så den minder om et klassisk nomenklatura-parti, klar til at tjene magtens interesser. Regeringen og det nationale sikkerhedsråd ligger i åben kamp om magt og indflydelse.
Ostash indrømmer, at der er problemer og viser et vist ubehag ved de nærgående spørgsmål, men insisterer på, at fejl er uundgåelige, når en så stor skude som Ukraine skal på ret køl. Det tager tid at udskifte embedsmænd og ikke mindst at ændre den korrupte praksis. Ostash roser, at Jusjtjenko i to tilfælde har reageret hurtigt og fyret to nyudnævnte guvernører, som der var lokal utilfredshed med. Det er ifølge Ostash et stort fremskridt, at magtkampene nu kommer frem i lyset, det er af det gode: »Hvis nogen i det miljø forsøger sig med tidligere tiders metoder, så er de færdige. De har ikke en chance. Det er sundt med åben debat og hård kritik.«
Ostash afviser, at den uklare fordeling mellem regeringsorganerne kan ses som en klassisk del- og-hersk-strategi fra statsoverhovedets side: »Sådan er Jusjtjenko ikke!«

*Ihor Ostash taler i dag kl. 16.00- over temaet ’The Consequences of Orange Revolution for Ukraine and the Region’ i det Danske Institut for Internationale Studier, DIIS, Strandgade 71

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her