Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

13. april 2005


Tafdrup får Gyldendal-Prisen
Søren Gyldendal-Prisen på 150.00 kroner gik i går på Søren Gyldendals fødselsdag til forfatterinden Pia Tafdrup for hendes »stedse mere signifikante og vægtige forfatterskab«, hedder det i motiveringen.
Tafdrup, som sidste år udgav romanen Hengivelsen, har en produktiv litterær karriere bag sig siden hun i 1980 fik sit første digt publiceret i tidsskriftet Chancen. Året efter debuterede hun med digtsamlingen Når der går hul på en engel fra Borgens Forlag. I 1999 indskrev hun sig desuden på listen over vindere af Nordisk Råds Litteraturpris med digtsamlingen Dronningeporten. sb & mla

Etnisk guld søges
Et nyt tværkulturelt sceneprojekt har resulteret i en akut mangel på skuespillere med anden etnisk baggrund end nordisk på Det Kongelige Teater. Derfor søger teatret i en pressemeddelelse professionelle skuespillere med en sådan baggrund til forløbet Europæerne 2, som består af to workshops i henholdsvis august og november.
Hensigten er, at det tværkulturelle samarbejde skal skabe nytænkning ud i scenekunstens mulige udtryk. Projektet, som er en del af det nordiske integrationsprojekt con:Fusions – der sidste år blev initieret af Nordisk Center for Scenekunst – forventes at blive præsenteret, når Det Kongelige Teater i november har premiere på forestillingen Europæere i Tur-
binehallerne, skriver Ritzaus Bureau.
sb & mla

Studerende sætter fokus på Sachsenhausens overlevende
I anledning af 60-års dagen for kz-lejren Sachsenhausens befrielse, har otte danske hi-storiestuderende fra Syddansk Universitet taget del i udarbejdelsen af en fælles-europæisk udstilling i lejrens museum under navnet »Hier war das ganze Europa«.
Med fokus på de overlevende og deres betydning for mindekulturen i deres respektive lande, har de studerende under ledelse af lektor Therkel Stræde centreret udstillingens danske bidrag om Aksel Larsen og J.B. Holmgård, der begge var fanger i lejren.
Blandt andet et skakspil lavet i pap af Aksel Larsen under de halvandet år, han tilbragte i isolationscelle, kan ses på udstillingen, som åbner den 15. april. Her vil den tyske udenrigsminister Joschka Fischer holde hovedtalen. sb & mla

Mystiske toner på Rosenborg
I forbindelse med istandsættelsen af kælderhvælvene på Rosenborg Slot har man gjort et sensationelt fund.
Indtil nu har der blot verseret rygter om et hemmeligt system af kanaler, der forsynede gæsterne ved Christian d. 4.’s hof med musik, men da de gamle kælderhvælv skulle indrettes til den nye skatkammer-udstilling, blev hemmeligheden afdækket. Det er lykkedes at restaurere tre af de gamle lydkanaler, og når dronningen på lørdag åbner udstillingen Det tredje skatkammer, vil musikken atter klinge i det gamle slot fra skjulte steder. sb &mla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her