Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

9. april 2005


Roskilde rocker stadig
Roskilde Festival har 80 procent af navnene på plakaten til årets musikbegivenhed på Dyrskuepladsen i dagene 30. juni til 3. juli. I alt 160 bands og solister vil i løbet af festivalen optræde på de syv scener, lod arrangørerne vide ved præsentationen af det forløbige program, der ikke bød på de store overraskelser. Og det er stadig overvejende rocken, der skal trække publikum til, selv om også den elektroniske musik har fået plads på programmet.
Øverst på plakaten finder man store navne som Black Sabbath, Sonic Youth, D-A-D, Beach Boys-veteranen Brian Wilson, Duran Duran, Foo Fighters, Green Day og
Snoop Dogg.
Den elektroniske musik repræsenteres af navne som Röyksopp, Armand Van Helden og Carl Cox, mens Ataf, Mikael Simpson, Junior Senior, Mew, Outlandish og The Raveonettes sørger for, at også de hjemlige navne får stemme.
Endvidere optræder multikunstner og tidligere forsanger i Faith No More Mike Patton hele fire gange på festivalen inden for fire forskellige genrer.
Arrangørerne lovede, at der også blandt de sidste navne vil være et par hovednavne. msk

Star Wars-fans på det falske sted
Dedikerede Star Wars-fans har stillet sig i kø foran det berømte Grauman’s Chinese Theatre i Hollywood for at sikre sig billetter til George Lucas’ Star Wars Episode III. Noget kunne dog tyde på, at de har stillet sig foran den forkerte biograf.
Rygtet vil nemlig vide, at produktionssselskabet Twentieth Century Fox har valgt at afvikle premieren den 19. maj i ArcLight Cinema en kilometer borte fra køen, hvorfor det anses for usandsynligt at andre biografer i nærheden skulle visef ilmen.
Falske rygter, mener kødannerne, der ifølge BBC ikke lader sig narre: »Den slags har vi hørt før«.
Både i 1999 og 2002 verserede lignende gisninger, men filmene blev alligevel vist i Grauman’s Chinese Theatre.
»Dette er Star Wars-fans’ epicentrum,« siger en kvindelig fan. msk

Munch med åbent u
Den norske tv-station NRK har fået forbud mod at bruge nationalmaleren Edvard Munchs navn i sine udsendelser. Det er kunstnerens familie, der har set sig sure på NRK, fordi stationen konsekvent udtaler Munchs navn forkert. Familien har siden Munchs død i 1944 kæmpet for, at hans navn udtales rigtigt, dvs. med et åbent u. Men nu har de opgivet kampen.
»Eftersom høflige henvendelser fra familien i årevis ikke har ført til et tilfredsstillende resultat, ser jeg ingen anden udvej end at stoppe brugen af navnet i Deres udsendelser. Jeg må derfor meddele Dem, at ingen programmer/reportager, hvor familienavnet forekommer, længere vil blive tilladt på Deres stationer,« skriver Arne Munch-Ellingsen i et brev til NRK. Eneste undtagelse er nyhedsprogrammer.
Ifølge juridisk direktør i NRK, Olav Nyhus, kan NRK ikke tvinges til at udtale Munch med åbent u. Men »de kan nægte NRK eller andre, at publicere Munchs billeder,« siger han. msk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her