Læsetid: 3 min.

På ryggen af fortiden

Veteranerne Baal har sendt deres til dato mest appetitlige udgivelse i handelen, mens kvartetten Dial Zero ikke lever op til hype’en omkring sin debut
18. april 2005

NYE CD’ER
Der er riv, rusk og rock’n’roll på drengen på det seneste udspil fra utrættelige Baal, der med over 10 år på bagen må betegnes som veteraner på den danske scene; også selv om der vist efterhånden kun er forsanger Bjørn Fjæstad tilbage fra startopstillingen.
Deres seneste udspil hedder Do You Come With Special Features?, og der er tale om arketypisk årgangs-Baal. Om end uden en helt så mættet stemning af den sturm und drang, der ellers på mange måder var gruppens adelsmærke.
Ikke at gruppen har glemt sine rødder i hverken Weimar-republikkens klang-
univers, den europæiske kabarettradition eller den seriøse ende af 1970’ernes glamrock, men den er nu om stunder i lange stræk indstillet på at gøre tingene mere straight. Ikke at det kniber med fantasien, hverken hvad angår sangskrivning, arrangementer eller produktion, men de tider, hvor Baal bevidst gjorde tingene krøllede og sære, er mere eller mindre overståede.
På nærværende album videreføres den direkte rock-approach fra 2002’s The Supreme Machine med stort set heldige resultater; det skal dog ikke forstås sådan, at der ikke er levnet plads til drabeligt anlagte ballader som »On And On« og »Mad World«, der fungerer som showcases for Fjæstads voluminøse stemme, stadig bandets trumfkort.
Men det er sgu lige før, man tør påstå, at det nærværende hold er det bedste, Baal har stillet med nogensinde, og selv om de sikkert af somme vil blive opfattet som en kjende bagstræberiske, har de stadig et og andet at tilbyde det moderne menneske.
Og når nu Scissor Sisters kan gå hen og blive et verdensomspændende fænomen med en musik, der på en række områder benytter samme afsæt som Baal, hvorfor skulle sidstnævnte så ikke kunne gøre krav på en vis markedsandel? Baal er i hvert fald blevet et bedre og mere lytteværdigt orkester med årene, og Do You Come With Special Features? er tilmed gruppens til dato bedste album.

Rockens anden division
Helt i sync med tidens dårlige ånde – dvs. grundlæggende konservativ, men herligt hysterisk røvsparkende rock – er derimod den hæsblæsende, kantede og dynamiske københavnerkvartet Dial Zero, der er så glad for sit bandnavn, at den har døbt sin debut-cd det selv samme.
Og det er fuldblods rockmusik for folk, der godt kan finde på at smide skiver med Sonic Youth, Pixies og Nir-vana på grammofutten og give dem en 20-25 minutter på hver side. For hos Dial Zero skramler, hviner og bider guitarerne, så det er en fryd, bassen går en tung Peter Hook-inspireret enegang, og trommeslageren knokler, som havde han den onde i hælene, mens sangeren gør, hvad han kan for at trænge gennem infernoet. Og det er svært ikke at falde for ånden i projektet, til gengæld savnes i høj grad sange, der mere end lige antyder et par nødtørftige melodilinjer. Så selv om gruppen kan spille, og Joshua har produceret med vanlig sans for den rette klang på rette sted, skal der mere format over sangskrivningen, hvis ikke Dial Zero vil henslæbe en rum tid i midten af rockens anden division. Det er dog muligt at forestille sig ensemblet som en ond dræbermaskine på en scene.

I forbilledernes favntag
Så er der mere potentiale i trioen Portlands admirable sangskrivningstalenter og organisk bølgende fusion af electronica og rock; at de første 20 1980’erbands stikker hovederne frem under aflytningen af det afdæmpede og krystallinsk klingende The Eyes Of A Stranger kan vel næppe som et chok for de tre herrer bag projektet, for de har ikke gjort sig megen umage for at skjule sporene. Hvilket er synd. Det lyder som om, Portland har en del især Talk Talk og Depeche Mode stående hjemme i plade-
reolen og er det muligt at vælge sig mindre indbydende forbilleder, ville det stadig klæde projektet at kappe navle-strengen til stilidealerne og finde sin egen lyd.
Og det bliver i sidste ende, hvad The Eyes Of A Stranger falder på, for trods mange fine ansatser; fattes der noget centralt, noget, som f.eks. bare minder om egenart. Dét ville lune gevaldigt midt mellem de mange ’lånte’ klange og stilgreb, der fra højtalerne strømmer ud mod lytteren.
Især fordi Portland åbenlyst behersker elementære discipliner som sangskrivning, instrumentbehandling og studieteknikker, men de-sværre endnu ikke evner at vikle sig ud af forbilledernes trygge favntag i produktionsfasen.

*Baal: Do You Come With Special Features? (Universal) Producer: Søren Andersen & Baal.
*Dial Zero (Evelyn Records/A:larm Music) Producer: Joshua
*Portland: The Eyes Of A Stranger VME/Portable Records) Ingen producer anført

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her