Læsetid: 6 min.

En pave af en anden tid

Pave Johannes Paul II er død efter et kvart århundrede som overhovede i den katolske kirke
4. april 2005

Pave Johannes Paul II er død efter et kvart århundrede som overhovede i den
katolske kirke

Nekrolog
»Afslutningen er så usynlig som begyndelsen. Universet blev skabt fra Ordet og vender tilbage til Ordet.«
Sådan skrev Karol Wojtyla i sin digtsamling, Romansk Triptykon, som han udgav i 2003. Allerede på det tidspunkt vidste han godt, at tiden var ved at løbe ud for det liv, han havde så kært. I lørdags døede han, 84 år gammel, i Vatikanet. I 26 år har han som pave Johannes Paul II været overhoved for en milliard katolikker i hele verden.
Siden 1981, hvor attentatmanden Mehmet al-Agca forsøgte at skyde ham på Skt. Peterspladsen, blev paven konstant mindet om livets endelighed. I de senere år slæbte han rystende rundt på Parkinsons syge, men end ikke det forhindrede ham i at rejse rundt, som ingen anden pave havde gjort før. Han missionerede for kristendommen i 129 lande, han fløj mere end 30 gange rundt om jorden, og han blev med rette kaldt den første globale pave. Han talte for fire millioner fattige i Manilas gader, han bad om fred blandt muslimer på Balkan og i Marokko, han holdt forsoningsmesse med jøder og muslimer på Sinai-bjerget, og han tog til så forskellige lande som Columbia, Nigeria og USA for at skælde ud på de rige, der lever i luksus og udbytter fattige medborgere.

Stor aktivitet
Da han i 1978 blev udnævnt som den første ikke italienske pave i 450 år, var der næppe mange, der troede, at Karol Wojtyla ville sætte så store fodspor i den katolske kirke. Han nåede i sine 25 år at udsende 14 pavelige rundskrivelser (encyklikaer), 44 apostolske breve, og i 1992 fik han lavet den første store revision af den katolske katekismus i 500 år. Ingen pave i verdenshistorien har haft så travlt med at kåre og ophøje hellige personer. Johannes Paul II fik saligkåret ikke færre end 1.339 personer (herunder den danske videnskabsmand Niels Steensen) og udpeget 482 nye katolske helgener. Det fremkaldte højlydte protester, da paven endda kanoniserede grundlæggeren af den elitære og ultrakonservative Opus Dei-bevægelse, Josemaría Escrivá de Balaguer, kun 27 år efter dennes død. Escrivá de Balaguer, der støttede og beundrede den spanske diktator general Franco, kaldte kritikerne for »den fascistiske helgen«. Det gav nyt liv til spekulationerne om, at pave Johannes Paul II havde ladet Opus Dei-logen få stor indflydelse i Vatikanet.

Afviste reformer
Blandt liberalt sindede mennesker var den polske pave ofte omtalt som en reaktionær og konservativ pave. Hans fundamentalistiske modstand mod svangerskabsforebyggelse, sex før ægteskabet og skilsmisser, samt hans tale om, at ægteskaber mellem homoseksuelle er »afvigende adfærd«, bestyrkede kun den overbevisning. Paven var – set med moderne øjne – i disse sager ekstremt tilbageskuende og såre traditionalistisk. Og han sagde nej til de reformorienterede kræfter i den katolske kirke, der ville gøre op med de gamle dogmatiske regler om, at præster skal leve i cølibat, ikke må gifte sig, og at kvinder ikke kan ordineres som præster. I det 21. århundrede fandt mange katolikker den slags aldeles utidsvarende.

Mærket af historien
Pavens moralske grundsyn var intimt forbundet med hans opvækst i et traditionsbundet og religiøst bondesamfund som det polske. Han blev født den 18. maj 1920 i Wadowice, en lille by nær Krakow. Det mærkede ham i hele livet, at hans ene søster var dødfødt, at han mistede sin mor i en alder af kun ni år, og at han i en alder af 20 år var vidne til sin fars smertefulde død. Nogle iagttagere af pave Johannes Paul II sagde, at de personlige erfaringer var med til at forstærke hans principielle forsvar for »retten til liv« og »livets ukrænkelighed«. Selv om paven var abortmodstander, blev han dog aldrig så fundamentalistisk som visse rabiate amerikanske nykristne. Mens sidstnævnte ville dræbe gynækologer, som havde hjulpet kvinder til at abortere og var parat til at overtræde buddet om ikke at dræbe, hævdede paven på radikal vis, at det ufødte og befrugtede liv havde ret til at blive menneske. Det satte han højere end den moderne kvindes ret til selv at bestemme over sin egen krop.
Også på en anden, meget afgørende, måde var Karol Wojtyla mærket af historien. I 1942 begyndte han i al hemmelighed at studere teologi under de tyske nazisters besættelse af Polen, og siden blev han biskop i Krakow, mens Polen stadig var underlagt kommunismens totalitære ideologi.

Vigtig politisk rolle
Han spillede en afgørende rolle i den lange proces, der førte til Berlin-murens og kommunismens fald i Europa. I 1983 – to år efter general Jaruzelski havde indført krigsretstilstand – tog Johannes Paul II til Polen for at mødes med lederen af den uafhængige fagbevægelse, Solidaritet, Lech Walesa, der havde været i fængsel. Det var forhandlinger ledet af den katolske kirke, der i sommeren 1989 førte til de første frie demokratiske valg i Polen og var med til at bane vej for åbningen mod det demokratiske Vesten. Eller som Sovjetunionens sidste præsident Mikhail Gorbatjov sagde: »Alt hvad der skete i Østeuropa (..) havde været umuligt uden pavens indsats og den vigtige rolle, også politisk, han spillede på verdensarenaen.«
I grunden var det forkert at rubricere paven ud fra traditionelle politiske konventioner. Det klassiske højre/venstreskel var i opløsning, ideologier blev blandet sammen på ny, mens europæiske socialdemokrater genopfandt sig selv som en tredje vej, der søgte ind i et tættere samarbejde med Big Business. Paven opererede ikke ud fra et fast ideologisk fixpunkt, og meget betegnende var det, at en mand af Gorbatjovs format yndede at betegne pave Johannes Paul II som »venstreorienteret«.

Angreb kapitalismen
Det var måske ikke så mærkeligt. For lige så traditionalistisk, ja rigid, han var i de intime moralske anliggender, lige så progressiv og venstredrejet var han i de store globale sager: Den sociale ulighed, kapitalismens tilstand og international fred.
I 1990’erne angreb paven den frigjorte og utøjlede kapitalismes skyggesider, der »blindt tror på, at løsningen er en fri udvikling af markedskræfterne«, og som »nægter at reflektere« over »de voldsomme sociale forskelle mellem rige og fattige.« Han sagde fra over for den moderne forbrugerisme, der skaber et »netværk af falsk og overfladisk forstillelse«, på en måde, som selv europæiske socialister ikke længere turde formulere sig.
I 2.000 jubilæumsåret for Jesus Kristus fødsel sagde paven i en tale, at verden »er bebyrdet med modsætningerne i det økonomiske, kulturelle og teknologiske fremskridt, der skaber uendelige muligheder for de heldige få og efterlader millioner af andre i yderkanten af fremskridtet og i levevilkår, der er under den menneskelige værdighed. Hvordan kan det stadig være, at der er mennesker, som dør af sult? Er fordømt til analfabetisme? Savner adgang til den mest basale lægehjælp? Og lever uden tag over hovedet?«
Paven spurgte også, hvordan menneskeheden stadig kan »være ligegyldig over for den økologiske krise, der gør store dele af vores planet ubeboelig«, og under den seneste Irak-krig forblev Johannes Paul II ikke tavs i Vatikanet, men valgte at tale imod krigen. Selv om hans røst var svækket af den tiltagende sygdom, kaldte han krigen for umoralsk og uretfærdig. »Krig kan ikke altid undgås, men det er altid et nederlag for menneskeheden,« sagde han.

Meget at forny
Paven kunne ikke stoppe krigen lige så lidt som han fandt lydhørhed hos alverdens magthavere på så mange andre områder: Fra sin 10-buds moral over for hverdagslivets mange levende dilemmaer til den stærke sociale indignation over for den globale forbrugerkapitalisme. En pave i dag har ikke længere magt som paver i andre århundreder. Det er et stort fremskridt, at demokratiets åbne rum ikke længere er sammenfiltret med religiøse trossætninger. Hvert enkelt individ er i dag fri til at vælge, hvad han eller hun vil tro på, hvordan livet skal leves, og hvad der skal stemmes ved de politiske valg. Det er vigtige menneskelige fremskridt. Men skal den demokratiske debat holdes i live og give plads til en bred spændvidde af synspunkter, gør man også klogt i ikke på forhånd at ignorere den radikale samfundskritik og de menneskelige værdier – fra højre, fra venstre og fra oven, om man vil – som Karol Wojtyla fremførte i over et kvart århundrede som pave. De overskred tit konventionerne for, hvad ordinære og jordnære politikere kunne finde på at sige. Uanset, hvem der bliver hans efterfølger, er der meget at leve op til. Og sandelig meget at forny.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her