Læsetid: 7 min.

Pavens største diplomatiske bedrift

Valget af Karol Wojtyla til pave i 1978 skærpede polakkernes frihedstrang, men det var først efter nedkæmpelsen af Solidaritetsbevægelsen i 1981-82, at paven blev en politisk magtfaktor i Polen og østblokken
5. april 2005

KOMMENTAR
Det er en episode, som stadig er prentet klart i min hukommelse.
I juni 1978 havde jeg første gang besøgt Polen, hvor jeg som journalist interviewede nogle af de førende politiske afvigere i oppositionsgruppen KOR (Arbejdernes Forsvarskomité).
Nogle måneder senere var jeg taget til Firenze for at studere. Jeg boede i et værelse med udsigt til renæssancebyens domkirke. Pave Paul VI var død i august. Han blev efterfulgt af Venedigs ærkebiskop Albino Luciani, som døbte sig selv Johannes Paul I. Efter en måned i embedet døde denne pave under mystiske omstændigheder.
I de tre dage kardinalerne var forsamlet i konklave i Vatikanet for at vælge en ny pave i midten af oktober, kiggede jeg fascineret med på italiensk tv. Mandag 16. oktober steg den hvide røg endelig steg til vejrs. »Habemus Papam,« erklærede en kardinal til de troende på Peterspladsen.
Da navnet Wojtyla blev nævnt, blev der helt stille på pladsen. Speakeren på RAI Uno tabte mælet. Ingen vidste, hvem denne kardinal var. I mine ører lød navnet polsk.
Først senere skulle verden forstå, hvor betydningsfuld kardinalernes udpegning af en polsk patriot til pave ville blive for den udvikling, som fulgte i Polen, østblokken og Sovjetunionen i de næste 10-12 år.
Allerede i 1978 var det ikke nogen hemmelighed, at Gierek-regimet i Polen var kørt fast i en alvorlig økonomisk krise, som havde skabt udbredt utilfredshed i industriarbejderklassen, kommunistpartiets eneste magtbase. Inden Edward Giereks magtovertagelse havde styret myrdet strejkende skibsværftsarbejdere i Gdansk i 1970. En infam og skelsættende begivenhed i nyere polsk historie, som hverken arbejderne eller den katolske kirke kunne glemme.
Lige fra valget af Karol Wojtyla til pave stod det klart, at regimet blev nødt til at lade ham besøge Polen snarest. Faktisk var det i kommunistpartiets interesse at søge legitimitet fra kirkens side. I intet land i Østeuropa var kommunisterne så upopulære som i Polen. Uden en udvidet dialog, forståelse og samarbejde med den katolske kirke var det formentlig ikke muligt for kommunisterne at regere landet meget længere.

Paven som inspirator
Det første af pave Johannes Paul II’s tre besøg i Polen under kommunismen fandt sted i 1979 og var en bragende succes. Millioner af polakker tog imod ham. Der var ingen tvivl om, hvem de anså for landets legitime statsoverhoved – kongen af Polen var Karol Wojtyla. Hvert ord ytret af denne mand, ville blive fulgt blindt af folket. Hvis han i 1979 havde opfordret dem til at modarbejde regimet, ville en revolution være startet på stedet.
Men det skete selvfølgelig ikke. Den polske kirke var og er stadig i hovedsagen en konservativ institution. Både pave Wojtyla og den polske kirkes overhoved Stefan Wyszynski håbede naturligvis på et politisk tøbrud, økonomiske reformer og en overgang til demokrati. Men i lyset af kirkens 1.000-årige historie var de rede til at væbne sig med tålmodighed.
Hvad de for alt i verden ville undgå var blodsudgydelser – en opfattelse, som Edward Gierek til hans ære delte.
Revolutionen kom hurtigere, end nogen havde forestillet sig. Et år efter pavens besøg – i august 1980 – gik skibsværftsarbejderne i Gdansk i strejke. Den umiddelbare anledning var afskedigelsen af den populære arbejder Anna Walentynowicz, der ligesom elektrikeren Lech Walesa var politisk aktiv og stod i forbindelse med de intellektuelle i KOR.
Da den stærkt religiøse Walesa overtog kontrollen med strejken under besættelsen af værftet, blev regeringen stillet over for andre krav end genindsættelsen af Walentynowicz. Det væsentligste var retten til at danne frie fagforeninger i Polen, som skulle forsvare arbejdernes og lønmodtagernes interesser over for staten.
De fleste iagtttagere er enige om, at der ikke er en direkte årsagssammenhæng mellem pavens besøg i Polen i 1979 og strejkerne i august samt legaliseringen af Solidarnosc ved en højesteretskendelse i november 1980. Uden en polsk pave ville utilfredsheden i Polen alligevel være eksploderet i strejker og krav om mere politisk frihed. Det var også det indtryk jeg fik fra samtaler med KOR-medlemmer i 1978 og senere under mit andet besøg i juni 1980.
Men Karol Wojtyla virkede som en inspirationskilde og et fast holdepunkt i en mørk tid for den polske nation. Paven i Rom var legemliggørelsen af nationens beskytter. I kraft af den katolske kirke var polsk kultur i stand til at overleve kommunismen næsten uskadt.
Desuden havde Wojtyla allerede som ærkebiskop i Kraków og senere som kardinal i Rom slået til lyd for, at retten til at organisere sig i frie fagforeninger er en grundlæggende menneskerettighed i alle samfund.

Polen i chock
Under besættelsen af skibsværftet i Gdansk dukkede pludselig billeder af paven op blandt de strejkende. I løbet af kort tid blev paven til et ikon og symbol for Solidaritetsbevægelsen, men nogen reel kontrol over begivenhederne havde han ikke, ej heller gennem biskop Józef Glemp, der efterfulgte afdøde Wyszynski som primat i foråret 1981.
Da Walesa selv mistede kontrol med Solidaritet i november samme år og polariseringen inden for den revolutionære bevægelse og i kommunistpartiet tog til samtidig med, at de sovjetiske styrker var på nippet til invadere Polen, slog general og førstesekretær Wojciech Jaruzelski til og erklærede krigstilstand den 13. december 1981.
Den polske befolkning gik i choktilstand og mistede hurtigt troen på fremtiden, men kirken reagerede mere fattet. Kardinal Glemp opfordrede til national enhed og forsoning efter militærkuppet, hvilket øjeblikkelig gjorde ham til en upopulær skikkelse. Paven tiede stort set og de få gange han nævnte Polen i denne mørke og deprimerende periode var det mest for at udtrykke sympati.
For Wojtyla stod det klart, at der var ingen vej var tilbage til Solidaritetstiden. Nu var det udelukkende et spørgsmål om at få ophævet krigstilstanden og lindre polakkernes lidelser ved hjælp af dialog og samarbejde mellem kirken og kommunistpartiet. I realiteten overtog paven og den polske kirke rollen som opposition – kritiker såvel som partner.
Fra dette tidspunkt begyndte pavens indflydelse over udviklingen i Polen – og som følge heraf i andre østbloklande – at vokse betydeligt. Kort efter krigsretstilstanden indledte Wojtyla og Jaruzelski en privat brevudveksling, som udmøntede sig i deres første personlige møde i juni 1983 under pavens andet besøg i Polen.
Under denne rejse havde paven også mulighed for at se Walesa, der kort forinden var blevet frigivet fra internering. Men fra et politisk synspunkt bar forståelsen mellem Wojtyla og Jaruzelski langt mere frugt, fordi de to mænd ifølge flere beretninger betragtede hinanden som patrioter.

Forbitrelse i Moskva
Paven stolede på Jaruzelskis motiver og intentioner. Jaruzelski så i paven en uundværlig mægler, uden hvilken hans forehavende – at få Polen stablet på benene igen – var dømt til at mislykkes. I dag ved vi, at Johannes Paul II løb af med sejren.
I Moskva var partilederne forbitrede over Jaruzelskis nære kontakter med den polske kirke og paven. Tit og ofte blev generalen stærkt kritiseret af russerne i breve og på hemmelige møder, nogle gange endda truet til at nedpriotere samarbejdet. Kreml var ikke overraskende nervøs over udsigten til en nyt politisk tøbrud i Polen, som man frygtede ville føre til kopiering i andre østeuropæiske kommunistlande.
Men Jaruzelski følte, at han ikke havde noget valg. At han gav paven grønt lys til en ny rejse i juni 1983, kun halvandet år efter krigsretstilstanden, vakte ihærdig protest i Moskva. Problemet var, at de dybt deprimerede polakker havde behov for at se og høre pavens budskab om en fremtid for dem. Uden det ville Jaruzelski-styret køre fast.
Paven fuldførte sin mission. Jeg vil aldrig glemme hans messe for de unge på Jasna Góra-bjerget i Czestochowa, hvor det religiøse og nationale symbol på landets uafhængighed – Den Sorte Madonna – hører hjemme. Det var en kold og regnfuld junidag, men trods de svære tider i Polen løftede Wojtyla en million unge menneskers humør. De svarede igen med V-tegn og ulovlige Solidaritetsbannere. Der blev festet i byens gader til langt ud på natten.
I 1984 vandt Walesa Nobels fredspris. Året efter kom Mikhail Gorbatjov til magten i Sovjetunionen og mødte kort efter den polske general. Russeren udfrittede Jaruzelski om hans opfattelse af paven, som var positiv. Senere tog den polske leder til Rom for at orientere paven om Gorbatjovs planer. Johannes Paul II var i dette øjeblik blevet forvandlet til en diplomat og statsmand i verdensklasse.
I 1988-89 tog den katolske kirke initiativet til rundbordssamtalerne i Warszawa mellem repræsentanter fra regeringen og Solidaritet, som førte til de første frie og demokratiske valg i et østblokland siden Sovjetunionens besættelse efter Anden Verdenskrig.
Den polske pave havde i de otte år, der var gået siden militærkuppet i 1981, formået gennem sit stille diplomati at bibringe en fredelig overgang til demokrati i sit fædreland. Uden Gorbatjovs erklæring i 1987, at »enhver stat har ret til at vælge sin egen vej... og at politiske relationer mellem socialistiske stater skal være baseret på fuldstændig uafhængighed« ville den opgave efter alt at dømme have været vanskeligere at gennemføre.
På den anden side kunne opløsningen af sovjetimperiet og kommunismens sammenbrud let være blevet en mere blodig og voldelig affære uden Johannes Paul II’s bidrag. Det var Karol Wojtylas største diplomatiske bedrift i sine 26 år som pave.

*Martin Burcharth var Informations korrespondent i Warszawa i 1980-81 og i Rom i 1994-95

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu