Læsetid: 3 min.

Pervers fascination

I anledning af en udgivelse, som hævder at fortælle alt om de 2.015 hits, der har ligget på DR’s lytterbestemte Tjekliste, reflekterer vor udsendte over sit forhold til hitlister. Eller – sin mangel på samme
8. april 2005

MUSIK
Som barn skar jeg hverken skibe eller tænder, men derimod blev der lyttet en del til radio. Især hvis der var programsat det mindste, der mindede om pigtråds- eller beatmusik, thi det var – modsat nu – en mangelvare i en strengt monopoliseret æter. Mottoet var, at skidt med at det meste er noget skidt, det er det eneste, vi har. Og ligesom ungerne i dag er tvunget til at se Boogie-TV for at holde sig ajour i skolegården, var Jørgen Mylius’ Efter Skoletid essentiel lytning. På toppen af den kostpyramide befandt Top 20 sig, thi da spillede Mylle det meste solgte gylle på ugeplan her i DK. Vi bogførte trofast navne på såvel kunstnere som sange samt disses placering uge efter uge, velvidende at disse oplysninger en dag ville komme os til gode i en benhård pop-quiz. Når man er 10-12 år er det dog også en slags parameter; således lå undertegnede under for den vildfarelse, at den sang, der var nummer et, også automatisk var den bedste. Og i en tid, hvor Beatles, Stones og deres britiske kollegaer forholdsvist tit besad denne position, var det ind i mellem næsten sandt.
Siden har denne signatur haft et mere køligt forhold til hitlistefænomenet. Og dog – for nogle år tilbage fik undertegnede en fødselsdagsgave af en bekendt, som ved første øjekast virkede helt hen i vejret, om end den blev givet i bedste mening – en bog med titlen British Hit Singles, 10th edition og undertitlen Every Single Hit Since 1952. Skrevet/redigeret af Tim Rice, Paul Gambaccini og Jonathan Rice levede den på nørdest tænkelige facon fuldstændig op til sin titel. Side op og side ned med facts som, at f.eks. amerikanske Rockhelle i 1986 lå seks uger på hitlisten med »My Magic Man«, der positionspeakede på 27. pladsen, eller at den engelske sanger David Whitfield i årene 1953 til 1960 lå på listen i alt 28 gange, heraf to på førstepladsen!
Tak for kaffe, sagde man bare og skyllede efter med rensevæske. Udgivet i 1995 er den i dag sikkert stærkt forældet, men har dog givet en del fornøjelse ned gennem årene (lokumslæsning er som bekendt den bedste af sin art) og ind i mellem vist sig nyttig – selvom det er svært på en studs at komme i tanke om en situation, hvor den var decideret uundværlig. Men som ægte produkt af popkulturen elsker vi det overflødige og tilsyneladende ligegyldige lige så højt som vi elsker vor revisor og massør. Vidste De f.eks., at The Who aldrig har ligget på de britiske hitlisters førsteplads? Interessant i lyset af, at så stil- og nyskabende et ensemble som Take That lå der fem gange. Det er den slags labyrinter, man fortaber sig i, læsende med bukserne nede om knæene i husets eneste ukrænkelige rum. Og så er værket fuld af hitliste-trivia, det er nemt at fordøje og ind i mellem svært at glemme; således var det 1991 at Bryan Adams holdt førstepladsen i 16 uger med det storstygge »(Everything I Do) I Do It For You«; har nogen egentlig sammenholdt denne soniske terror med samme års selvmordsstatistik?

Nu er der søreme kommet en dansk pendant til værkserien British Hit Singles med titlen Hitlisten. Alt om 2.015 hits på Tjeklisten (på Gyldendal guddødeme!). Set ovenfra et ret ligegyldigt værk Andrew Jensen og Jan Poulsen dér har begået, men det har dog ikke forhindret undertegnede i at bruge forholdsmæssig meget af sin kostbare lokumstid i selskab med samme. Bygget over en skabelon, der nøje svarer til British Hit Singles – der åbenyst danner forlæg for den danske udgivelse – kan man roligt fortabe sig i, hvem diverse entusiastiske lyttere har stemt ind, uge efter uge, de sidste 11 år. Og i processen få anskueliggjort, hvordan folk over 30 stille og roligt listes over på P4, således at der kan blive plads til det seneste syngende kaffebord på tærsklen til puberteten.
Det bedste ved bogen er uden tvivl det indledende essay om »Hitlisten før og nu. Et historisk vue«, mens des mindre, der siges om ikke færre end 10 intetsigende interviews med diverse danske koryfæer, des bedre. For den perverse fascination ligger dog stadig i de grundlæggende ligegyldige tabeller, der side op og side ned lader den sagesløse læser forstå, at f.eks. britiske Soultans i december 1996 lå to uger på Tjeklisten, hvor de peakede på 14. pladsen med nummeret »Can’t Take My Hands Off You«. Ikke at vi er bekendt med nummeret, men god titel! Satenedeme så ...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her