Læsetid: 6 min.

En plads i solen

Nogle unge er sorteret fra lang tid inden, kammeraterne finder deres plads på ungdomsuddannelserne. De unge skal bryde negativ social arv og konstruere en identitet i en foranderlig verden, hvor det job, de – måske – kunne klare, er væk. En rapport fra et randområde i Danmark
5. april 2005

Nogle unge er sorteret fra lang tid inden, kammeraterne finder deres plads på ungdomsuddannelserne. De unge skal bryde negativ social arv og konstruere en identitet i en foranderlig verden, hvor det job, de – måske – kunne klare, er væk.
En rapport fra et randområde i Danmark

UDSATTE UNGE
»Jeg kan slet ikke lide at være på den produktionsskole. Jeg vil hellere være hjemme sammen med min kæreste og min far. Jeg skal holde op i næste uge, og så ved jeg ikke, hvad jeg skal…«
»Uddannelse?…«
»Tjo, men jeg ved det ikke rigtigt… jeg har ikke helt fået set til det. Jeg tror ikke, der sker så meget lige i øjeblikket. Jeg ved ikke…,« siger en ung kvinde.
Et liv skal vælges. Og der skal hele tiden mærkes efter indeni, om man er på rette vej. Identiteten får man ikke i dåbsgave.
Den vælges mellem fjernsynsprogrammer og morgenmadsmærker, streetware og gansterrap. Mellem at være hetero eller homo. Og hvad med job, uddannelse og bolig?
Der er ingen vej udenom. Alt skal vælges, og valgmulighederne er enorme. Flimrer hele tiden forbi i reklamer, musikvideoer, magasiner og iagttages blandt kammeraterne. For mange unge er det forholdsvist smertefrit at navigere med alle antenner ude i kaoset af krav og konstant omstilling. De mærker efter et sted ’inden i’ – en psykisk instans eller en ’kerne’, de konsulterer i det ofte anstrengende arbejde med at danne en selvopfattelse og en identitet.
For andre er det lammende og umfådelig svært at vælge et liv. Især når fremtiden – som for den unge kvinde – er uoverskuelig, hvis det ikke lige handler om de næste par timer eller dage måske. De unge ved godt, at de skal finde ud af, hvad de vil, og hvem de kan blive. Men for en voksende gruppe socialt udsatte unge, som forskerne og socialarbejderne kalder dem, har de slet ikke de evner, som samfundet efterspørger i dag.
En anden ung kvinde i et aktiveringsprojekt siger om formålet med at være i aktivering: »Hvorfor jeg er her? Fordi jeg vil have en afklaring om, hvad jeg vil med mit liv.«
Men de voksne personer, der er omkring hende og skal hjælpe hende med den afklaring, kan se, at der ikke er ret meget den unge kvinde kan.

Er ikke voksne
Det er professor Birgitte Simonsen og projektleder Noemi Katznelson fra Center for Ungdomsforskning (CEFU) ved Learning Lab Denmark, Danmarks Pædagogiske Universitet, der har talt med de udsatte unge selv om deres situation og offentliggjort det i en ny rapport med titlen Udsatte unge i et landområde.
De to forskere har interviewet 15 unge i alderen 16 til 25 år fra den sønderjyske kommune Nørre Rangstrup. En kommune, der på ingen måde er speciel, fordi den har problemunge. Tværtimod gør den lille landkommune en stor indsats over for disse unge, men er så bekymrede over problemerne, at de har søgt midler til forskerne fra CEFU, fortæller Birgitte Simonsen.
Et stigende antal unge gennemfører aldrig en uddannelse. De står uden arbejde; deltager ikke i foreningslivet eller bredt i samfundet. De kommer fra socialt belastede hjem og har svært ved at finde indgangen til en ordentlig tilværelse som voksne. I Nørre Rangstrup bliver problemet tydeligt, fordi området, som andre randområder i Danmark, har været vidne til, at globaliseringen flytter uddannelser og arbejdspladser til vækstområderne omkring de større byer.
»Jeg arbejder på en gård. Jeg får ikke løn… det er meget teknisk med køerne, og det er svært. Jeg kan læse lidt, så jeg skal have hjælp til det med kørekort. Jeg vil gerne have fleksjob, men det mener de (kommunen, red.) ikke, at jeg kan klare. Jeg vil også gerne på landbrugsskole. Det siger de, at jeg ikke kan. Og der er alt muligt vrøvl med, at jeg ikke må arbejde gratis – SID blander sig,« fortæller en ung mand.

Drømmen om et arbejde
På det arbejdsmarked, der ikke længere findes, ville den unge mand måske kunne have fundet et job. Nu har han ikke de moderne kompetencer, der kræves for at varetage f.eks. et job i landbruget. I drømmen om en normal tilværelse, som de udsatte unge har, spiller arbejdet faktisk en stor rolle som adgangsbillet til en identitet. Men drømmene forplumres af de unges smertelige oplevelse af, at de ikke er kvalificerede til de job, der er.
Deres skolegang er primært foregået i specialklasser og senere måske på produktionsskole. I det omfang de unge har haft et arbejde, er det ofte med økonomisk støtte fra kommunen eller en kontaktperson. Især hos de unge mænd er forestillingen om et arbejde noget med, at det skal være hårdt og fagligt, og man skal være træt om aftenen.
»Den unge mand vil jo smaddergerne arbejde; passe køer f.eks. Men landbrugsarbejdet er blevet teknisk. Man skal udregne fodermængder på en computer. Og det kan han ikke. Der er ikke de håndredskaber tilbage i landbruget i dag, som han kunne have håndteret,« siger Birgitte Simonsen.
»Og en landmand kan jo få østeuropæisk arbejdskraft, der er meget mere kvalificeret end en ung marginaliseret dansker. Det er de bedste og mest dynamiske, der finder ud af at rejse af sted til Danmark.«
De unge i undersøgelsen kommer fra ustabile og socialt belastede hjem, der er præget af arbejdsløshed, misbrug, mange halvsøskende, skilsmisser og ind imellem fraværende forældre eller placering hos plejefamilier. Men selv om de forsøger at lægge afstand til deres baggrund og mærker længslen efter nogle »helt anderledes forældre«, er de samtidig afhængige af familien som et sted, hvor de søger tilflugt, når intet andet lykkes, og her ender de »på sofaen foran fjernsynet«, som det formuleres i rapporten.
»De unge føler sig meget hjælpeløse. De er meget længe om at komme frem til nogle forestillinger og tanker om, hvad de gerne vil. Og de bliver dobbelt belastede af deres baggrund og at de job, de kunne bestride, ikke længere findes,« siger professor Birgitte Simonsen, der mener, at der skal en langt større indsats til at få disse unge på ret køl.
Og det er ikke fordi, der ikke bliver gjort noget for disse dem i deres opvækst. Der er masser af mennesker, der har forsøgt at lære dem noget i skolen i specialklassen, på produktionsskolen eller på Voksen Uddannelsescentret. De er ikke som udgangspunkt svagt begavede.
Men når de unge bliver 18-19 år, forventer systemet, at de kan stå på egne ben. Hvilket langt fra er tilfældet.
En ganske ung kvinde er i aktivering. Hun har aldrig været på arbejdsmarkedet; kan ikke lide at være i aktivering, men kan heller ikke selv komme på alternativer:
»Jeg har været her (i aktiveringsprojektet, red.) i over et år. Jeg skulle på barsel og så kunne jeg ikke finde noget arbejde. Inden barsel var jeg også heroppe. Det var, da jeg var blevet smidt ud hjemmefra. Jeg gik hjemme, indtil jeg var 18, og nu er jeg gravid igen og skal snart på barsel,« fortæller hun.
»De formodes at være selvhjulpne. Men det er de ikke,« siger Birgitte Simonsen.
»De har jo ikke fundet ud af at komme i gang med et liv som voksne. De skal hjælpes til de er langt op i 20’erne. Og jeg er overbevist om, at det vil tjene sig ind for samfundet. Mange af de her unge får jo lynhurtigt et par børn. Men hvor de unge kvinder før kunne gå hjemme og passe børnene, så er deres familiestrukturer i dag ofte fuldstændigt smadret. Og hvis de unge familier ikke er selvhjulpne, kommer det til at koste, for vi lader jo ikke folk gå til grunde her i Danmark.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her