Læsetid: 4 min.

Den politiske eskapist

Den malende Hans Scherfig er ved at komme til kanonisk ære igen – det synes at være på bekostning af den skrivende
8. april 2005

Scherfig 100 år
Først var han maler. Allerede som barn advarede Hans Scherfig sin mor mod at smide hans tegninger ud, fordi de jo måtte gemmes »for museet engang!« Han debuterede i Studentersamfundet som 22-årig i 1928, og havde sin anden separatudstilling i Tjørnelunds Kunsthandel året efter, otte år før romandebuten i 1937 med Den døde mand. I årtier var Scherfig først og fremmest kendt – og rost – for sine malerier. Først i 60’erne voksede hans litterære popularitet til en størrelse, der overskyggede malerierne. Og ved hans død i 1979 var det over en forfatter, nekrologerne blev skrevet.
»Billederne blev stort set ignoreret,« fortæller kunsthistorikeren Hanne Abildgaard, som sammen med Sophienholms Benedicte Bojesen og tidligere direktør for Glyptoteket Flemming Johansen står bag tre billedkunstneriske fejringer af Scherfigs 100 års fødselsdag i år: To parallelle udstillinger på Arbejdermuseet og Sophienholm, og så udgivelsen af antologien Hans Scherfig.
»Kun en enkelt skrev en passant, at Scherfig i øvrigt også lavede billedkunst, ’når han ikke orkede at revse mere’. Men siden Scherfigs død er hans billeder – og især junglelitografierne – blevet stadig mere udbredte og steget konstant i pris, så litografierne i dag går for 6.-13.000 kroner på auktionerne. I øvrigt afhængigt af, om der er dyreunger med, hvilket som regel giver prisen en tand opad,« tilføjer Abildgaard.
At Scherfigs 100-års fejring med hele to kunstudstillinger næsten akkurat falder sammen hans udvisning fra Brian Mikkelsens officielle litterære kanon (Scherfig er formodentlig den mest læste – også i skoler og gymnasier – af de forfattere, der ikke kom med på kanonudvalgets liste) ligner en tanke og endnu et kapitel i et usædvanligt interessant samspil mellem et kunstnerisk værk og tidens smagskonjunkturer. Men hvem er denne maler Scherfig da, og er han overhovedet god?

Af den gode sorte skole
Flemming Johansen brugte hele sidste sommer på sin helt egen skattejagt: Til udstillingen på Sophienholm besøgte han op mod 100 familier med Scherfig-værker i deres eje og lånte billeder fra 60 af dem. Han er en stor beundrer af jungleuniverset, men han har fundet meget andet: »Vi har både oliemalerier af Brooklyn Bridge og folkeliv i Luxembourg-haven fra de tidlige år omkring 1930. Og så er det tydeligt, at Metropolitanskolen måske nok var en lidelse, men det var ham også en god skole. Han maler en række motiver fra den kristne og græske mytologi; forelsker sig i 1950’erne i den hellige Jeronimus og maler en parafrase af Dürers skildring af ham. Og så i ’43, efter fængselsophold og øjenoperation, og mens han lever under jorden, kommer junglebillederne med en detaljerigdom, så man næsten kan se ham kede sig i sit skjul hos en lægefamilie på Lyngbyvejen.«
Johansen betragter Scherfig som en stor kunstner:
»Ikke mindst i de store billeder, som vi udstiller, kan man se, hvordan han mestrer både den kompositoriske sammenhæng og de små fine detaljer, hvor han virkelig ikke ryster på hånden – helt ned til det mindste strå, selvopfundet eller ej. Dét er ikke naivt. Man behøver jo ikke vise folk mere end øret på en elefant, for at de kan sige, at det er Scherfig – det ville aldrig gælde for Rude eller Giersing. Jeg opfatter junglebillederne som romantisk lykke og eskapisme, som er lavet for at gøre ham selv og beskueren glade uden større politisk agenda. Og det synes jeg ikke, man skal kimse af.«

Fælles streg
På Arbejdermuseet vil Hanne Abildgaard dog gerne nuancere opfattelsen af Scherfig som skiftevis politisk og eskapistisk: »Jeg mener, han opererer med begge sider overalt i sit værk: Han kritiserer, men opstiller alternativer til den verden, han kritiserer. Det hænger sammen. Som modernist skildrer han storbyen, det splittede moderne liv, laver collager og inddrager barnetegninger, satirer og det folkelige i kunsten længe før Heerup og Jorn. Junglen er så den verden, som ikke er gået af lave – og som går lige ind hos folk på grund af det plastiske, skønne – man får lyst til at røre ved løvens pluskinder eller træde ind mellem planterne. Stilistisk er der masser af fællestræk mellem det politiske og det utopiske: Stregen i hans mytologiske bibel-billeder peger frem mod stregen i Østeuropa-billederne, hvor han prøver at lave et menneskeligt og mangfoldigt modbillede til den almindelige koldkrigsopfattelse af de kommunistiske lande som grå betonblokke. Det står i voldsom modsætning til hans forvrængede, truende og dystre billeder af et New York med skyskrabere og menneskemasser med vrængende tandpastasmil.«
Carl Erik Bay, som også har udgivet en billedbiografi om Scherfig, finder i sin artikel i antologien en række fællestræk mellem forfatteren og kunstneren: På den ene side en kunstnerisk og dokumentarisk ordning af verden, på den anden side en abstraktion i idealtyper – fra forfatterens insisteren på romanfigurernes fiktionalitet til de mange jungler, Scherfig aldrig selv havde besøgt. Han beskriver ham som en anti-naturalist i ingenmandsland – og her forbliver han, hvilken vej de kanoniske vinde så end blæser.

*Flemming Johansen, Benedicte Bojesen og Hanne Abildgaard (red.): Hans Scherfig. 178 ill. sider, 178 kroner. Arbejdermuseet/Sophienholm. Udkommer i dag
Carl Erik Bay (red.): Hans Scherfig, en billedbiografi. 248 ill. sider, 149 kroner. Gads Forlag. Genudgives i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her