Læsetid: 6 min.

Revolte i Bolivia

Magteliten og Bolivias middelklasse er trængt i defensiven af vrede bønder, arbejdere og aktivister
12. april 2005

OPSTAND
Noble, jakkesætklædte og velnærede Ulises Loayza sidder som forstenet på den beskidte plasticstol og nipper til kaffebønnerne.
Han er stærkt bekymret.
Folkeopstanden og blokaden i El Alto-forstaden her knap 4.000 meter over havets overflade udenfor La Paz trækker ud, og han har en busfuld af utålmodige vesterlændinge siddende i bussen med kurs mod perlen Copacabana ved Titicacasøens bred.
»Det er skidt det her! Ingen ved, hvad det ender med. Måske går det værre, end da præsident Gonzalo Sánchez de Lozada måtte flygte efter blodbadet mod demonstranterne nede i La Paz,« forudser den driftige mand, der har placeret sin unge, smukke hustru og parrets fælles barn på bagsædet af taxaen ovre i skyggen.

Landet sat i stå
Og skidt ser det ud i Bolivia netop nu.
Denne gang handler det ikke om den mistede adgang til verdenshavene, salpeterkrig mod Chile eller gummiplantager overgået til Brasilien.
Nu siver utilfredsheden med fordelingen af andre af livets goder fra kartoffelmarkerne og slumområderne i det smukke, men forarmede indianerland, hvor konflikten mellem rige magthavere og fattige borgere ulmer og kan slå ud i lys lue når som helst.
I ugevis har den oprindelige befolkning – indianerne – og fagforeningerne sat landet i stå.
Vejspærringer af sten og træ har smadret infrastrukturen og ladet uendelige køer af lastbiler med fødevarer rådne op, alt i mens bybefolkningen i landet med de knap 9 millioner indbyggere har manglet mad på bordene.
Trods det faktum, truer de fattiges repræsentanter, med coca-bonden og oppositionspolitikeren Evo Morales – manden der tabte det seneste præsidentvalg overbevisende – i spidsen, med at intensivere konflikten.

’Stop foræringerne’
Oprørernes hovedkrav er, at den siddende regering skal holde op med at ’forære’ naturgaverne bort.
Morales mener, at bolivianerne selv skal have halvdelen af afgiften på landets eksport af naturgas, der fremdeles købes af udenlandske firmaer som britiske BP, spanske Repsol og brasilianske Petrobras.
Kravet fremsættes uden at Morales ryster på hånden. Regeringen, med præsident Carlos Mesa i spidsen og mængder af businessfolk i netværket omkring ham, hævder hårdnakket, at dette vil være at misligholde allerede indgåede kontrakter og skræmme udenlandske investorer væk. En beslutning i deputeretkammeret i sidste uge gav Morales og oppositionen medvind i spørgsmålet om naturgassen. Men beslutningen er ikke endegyldig. Den kan ændres ved landets domstole og andre instanser, påpeger Ibis’ regionale rådgiver, Morten Schmidt.
Vandafgifter og busbilletter er andre stridspunkter i et land, som i sjælden grad er vanskeligt regerbart.

Svært at regere
Dette har netop Carlos Mesa måtte sande. I snart halvandet år har tv-journalisten og historikeren forsøgt at tøjle den fattige og politisk ustabile republik højt oppe i Andesbjergene.
Den længe handlingslammede præsident har heroisk og på vegne af de gamle korrumperede partier, borgerne af europæisk oprindelse og dem med penge på lommerne forsøgt at banke orden ind i det ustyrlige politiske liv.
Mesa kom til, da hans forgænger, Gonzalo Sanchez de Lozada, der i dag er sigtet for folkedrab, i efteråret 2003 over natten flygtede ud af landet, efter at hans lakajer havde dræbt et ukendt antal demonstranter under endnu en bølge af sociale protester i La Paz.
Vicepræsident Carlos Mesa tog så over, men for en måneds tid siden ’tilbød’ han mere åbenlyst end forgængeren og via en transmitteret tale at lade sig afløse før tid.
Det skaktræk styrkede ham i første omgang – og svækkede Morales, der blev udhængt som skurken.

Ingen kan enes
Mesas ønske om et tilbagetog blev afvist af kongressen og gadens parlament.
Præsidenten følte ellers selv, påstod han, at han var nået til vejs ende i et endeløst politisk spil, hvor ingen kan blive enige om noget som helst. Og da slet ikke de store emner på dagsordenen.
Diskussionen om gasreserverne, som Bolivia ikke selv har råd til at udvinde, hører til i den kategori.
Udviklingshjælpen – fra bl.a. Danmark, er også til debat. Uden den ville landet gå bankerot!
Kongressen sysler des-uden mere end langsomt med en lovgivning, der skal justere magtbalancen mellem det fattige oprindelige folk og traditionens magthavere.
Og så er der også lige de stærke lokale økonomiske og politiske kræfter i den velhavende region Santa Cruz, som ønsker et stærkt selvstyre.
Området leverer i parentes bemærket 50 procent af landets produktion.
Frihandelsaftalen med USA er der også at tage vare på, ligesom den amerikansk inspirerede krig mod coca-bladene, der går ud over tusinder af bønder, som ikke producerer til narkobaronerne, heller ikke er afsluttet.
Snarere lige begyndt.
For så ikke at glemme strukturreformerne af skole-og sundhedssektoren, der i sjælden grad lider af håbløs ineffektivitet.

Den gik ikke
Carlos Mesa, der følte sig uovervindelig efter sit politiske tv-mestertræk, blev overmodig og udskrev 10 dage efter upassende valg til såvel præsident-, vicepræsidentposten samt kongressen i august 2005.
Dette ville give landet en ny ledelse frem til sommeren 2007, hvor der ifølge Bolivias grundlov skal afvikles præsidentvalg igen.
Men den gik ikke.
En næsten enig kongres gav nu Mesa en omgang verbale prygl og afviste derpå kravet om et valg som inkompetent og grundlovsstridigt.
»Men der er ikke rigtig noget politisk alternativ til Carlos Mesa,« siger Morten Schmidt. »Alternativet frem til et nyvalg vil være en folkeligt upopulær parlamentsformand fra overklassen i Santa Cruz eller formanden for Højesteret. Ingen af de gamle herskende partier er tiltrukket af et valg i øjeblikket. De tabte alle indflydelse ved det seneste valg og deres opbakning er stærkt faldende. Mesa er fortsat den, der samler langt over halvdelen af stemmerne i Bolivia,« siger Morten Schmidt.
»Jo, der er såmænd nok at tage fat på,« erkender Ulises Loayza og letter sig fra sin plads for at kravle om bag i bilen for at kysse kone og datter.
Derefter triller familien Loayza ned af bakken mod landets administrative hovedstad, La Paz.
Det var dernede, jeg forleden mødte den smukke Ruth Huamani. Nær Plaza San Francisco tonede hun frem som en drøm.
Den yndefulde massør, som hun senere præsenterede sig, med de afblegede striber i det kulsorte hår var gået i stå midt i en yderst primitiv indførelse i den menneskelige forplantning, der fandt sted midt på pladsen.
Redskaberne var en skinger mandestemme, nogle yderst sparsomme tegninger og kondomer af lokal avl på et kosteskaft.
»Du kan få massage og sex på hoteller. Men ikke noget med samleje,« nærmest hvisker Ruth, da gummiet sidder fast på træpinden.
Hun havde allerede skrevet et telefonnummer på en lap papir.
»Jeg bor hjemme hos mine forældre, men du kan bare ringe. Er jeg der ikke, så er jeg sikkert henne på klinikken,« tilføjede hun henkastet og forsvandt i mængden.
Også Ruth har altså fundet en vej i den mindre formelle sektor af samfundslivet.

Snak om militærkup
En måde at overleve på, selvom der synes langt mellem badegæsterne i højlandet, hvor den rå kendsgerning er den, at Bolivia, så længe nogen stort set kan huske, har lidt under blodige diktaturer og korrupte demokratier kun afbrudt af politisk uro.
Alt sammen har givet masser af den ballade, som den politiske analytiker Alvaro Garcia har beskrevet som »magtkampe i landets elite.«
Garcia ser nu en ny situation, hvor folket fra den oprindelige befolkning kompromisløst udfordrer den traditionelle elite, som primært består af bolivianere af europæisk afstamning med eksamensbeviser fra USA.
»Dette er i sandhed den alvorligste krise i dette land i et halvt århundrede,« fastslår Alvaro Garcia og tilføjer:
»Snakken om et militærkup vil ikke forstumme.«

FAKTA
*Det urolige Bolivia
Siden 1982 har Bolivia formelt set været et demokrati på et kontinent, der for bare et par årtier siden var stærkt plaget af kup, generaler, militærdiktaturer og amerikansk indblanding i interne anliggender.
Amerikanerne gør fortsat især deres økonomiske interesser gældende i det højest beliggende og mest isolerede land i hele Sydamerika, hvor også den økonomiske ulighed vokser for hver dag og er med til at øge de sociale spændinger.
Omkring 65 pprocent af befolkningen lever under den officielle fattigdomsgrænse i et land, hvor det ’oprindelige’ folk udgør den største del af befolkningen. To tredjedele af de 8,8 millioner indbyggere er indianere fra især quecha- og aymara-grupperne.
De officielle sprog er spansk samt quecha og aymara.
95 procent af befolkningen er romerske katolikker.
Arbejdsløsheden er på knap 12 procent.
Mange klarer sig som lavt betalt arbejdskraft i landbruget og den uformelle sektor – flere endnu indgår slet ikke i pengeøkonomien.
Landet er verdens største producent af de ulovlige coca-blade (kan omgøres til kokain) og tin.
Desuden råder man over Sydamerikas næststørste forekomst af naturgas.
Den oprindelige befolkning, med Evo Morales i spidsen, er stærkt imod privatiseringen af naturgasforekomsterne, som de opfatter som landets sidste naturressource.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her